2. december: Nissemani

nisse 2. december: NissemaniJeg er gennemgående ret vild med nisser. Det skal man blot besøge mit hjem lige nu for uden nærmere forklaring at kunne konstatere. Ja, man skulle faktisk tro, at jeg var anpartshaver i Maileg, så tosset er jeg med de nisser, tangerende det overdrevne hvis du spørger min mand.

Mine børn er også vilde med nisser, især en helt speciel én. Nemlig den, der kommer hver nat, når de sover, og putter en lille pakke ned i hver deres julesok (okay, nogle gange er sokken ikke stor nok, og så må pakken stå ved siden af). Og sokken skal hænge på det samme sted hvert år, ellers bliver Nissen forvirret. Og det kan vi jo ikke have!

Nissen er også lidt småskør og drillepindsagtig. Den kan nemlig finde på at trylle mælken lyserød, at stille alle (og vi har RIGTIG MANGE) Schleich-dyrene op i én lang dyreparade på stuegulvet eller at lave underlige frisurer på på mig, mens jeg sover.

Vi har snakket en hel del om Nissen. Om hvor stor og hvor gammel den er, om det er en dreng eller pige, om hvordan den dog fandt ud af det, dengang vi flyttede, og om det er en glad nisse. Klara er nu otte år, og hendes udviklede abstraktionsniveau begynder at udfordre hendes mor. For eksempel kan hun ikke forstå, at så lille en nisse kan spise så stor en portion risengrød. Hun synes også, at det er ret frækt, at den bruger vores julegavepapir. Og hun er, til min store ærgrelse, begyndt at stille spørgsmålstegn ved, om Nissen virkelig eksisterer.

For selv om det jo er mig, der troligt lister ind på børnenes værelse 24 aftener i træk, når jeg er sikker på, at de sover, så kan jeg ikke bære tanken om, at Nissen skal forsvinde ud af vores jul. Nissen er noget af det, jeg elsker aller mest ved vores jul. For Nissen er lig med magi, uforudsigelighed, kærligt drilleri og overraskelse. Noget, der ikke altid rangerer allerøverst på listen i hverdagen.

Dog er der én lille ulempe ved Nissen – den får børn til at vågne klokken 5.30 for at kigge i sokken. Dét ved jeg ærlig talt ikke, hvad jeg i min funktion som nisse-stand-in skal stille om med.

Kategori: Blog Tags:
Ingen kommentarer Del artiklen med vennerne:

Der er endnu ingen kommentarer - du kan starte det hele.


kommenter