Bare for at få opmærksomhed…

Jeg ved ikke, hvordan du har det, når du læser om børn, der er blevet misbrugt på den ene eller anden grusomme måde. Jeg kan slet ikke holde ud at læse om det. Det gør ondt og gør mig kvalm på en måde, jeg ikke kendte til, før jeg selv blev mor, og jeg undgår det derfor helst.

For ikke så lang tid siden læste jeg om en sag, som jeg ikke vil kommentere yderligere på. Den skræmte mig, som misbrug og misforvaltning af det store ansvar, vi har for vores børn, altid bringer op i mig. Hvad, der skræmte og undrede mig endnu mere,var den reaktion, som moderen til den nu 14 årige pige, som sagen drejede sig om, udviste.

“Jeg troede, at hun bare sagde det for at få opmærksomhed…”

Der er noget galt. Der er noget helt galt, når en mor kan føle og udtale, at hendes datter bare finder på horrible historier om, hvordan voksne mænd har behandlet hende, for at få opmærksomhed. Og det gør mig ondt i hjertet på en måde, som ikke helt kan forklares. For hvordan går det til, at man ikke stoler på sin datter, når hun betror sig til én om noget så frygteligt som seksuelt misbrug? Hvordan kommer man så langt væk fra sit barn følelsesmæssigt, at man ikke fanger signalerne om, at éns barn ikke trives? Hvordan kan man være så distanceret fra (et pænere udtryk for “ligeglad med”) sit barn, at man tror, at éns barn finder på den slags historier “bare for at få opmærksomhed”? Og derpå reagere med ligegyldighed?

Måske er jeg bare småbørnsmor, hvis største bekymring er klikedannelser i 2. klasse og éns barns manglende lyst til at deltage i gruppearbejde, fordi det går meget hurtigere, når man gør tingenge selv. Måske har jeg meget at lære. Måske bliver jeg klogere, når min datter engang er 15 og kommer hjem med sin tredje kæreste, som hun har haft i tre måneder. Men jeg håber og tror på, at min datter aldrig bliver så fjern for mig, at store, potentielt traumatiserende problemer (som hun selvfølgelig aldrig kommer ud i, fordi jeg er så god en opdrager og meningsdanner!), at jeg ikke vil fornemme dem eller tage dem mere alvorligt.

Børn er en gave, som vi er heldige at få ind i vores liv. Vi får lov til at tage vare på dem og præge dem. Ligegyldigt hvor hård og frustrerende forældreopgaven kan være, så er den et kæmpe privilegium. Og vi har bare at forvalte den opgave med et nogenlunde balanceret resultat, så vi kan se os selv og vores børn i øjnene.