De voksne kan også være bange

Ind imellem kan det være sundt at blive mindet om, at man har meget at miste.

Jeg har lige været et par dage i København, blandt andet for at mødes med Charlotte Clemmensen – kvinden med den fantastiske hårpragt, de gode foredrag om forældreskab (hvorfor fandtes de ikke, da jeg var ung og uerfaren i forældrerollen?) og altid et godt råd om, hvordan pokker man tackler sig selv i forsøget på at at være forældre uden at traumatisere sine børn alt for meget.

Det hænger efterhånden således sammen, at det bedre kan betale sig økonomisk og tidsmæssigt, at jeg tager flyet, når jeg skal fra provinsen til hovedstaden. Og det er så ikke nu, vi skal komme ind på de klimamæssige omkostninger ved denne løsning… Når jeg i ro og mag booker billetten på min computer, synes jeg, at det er noget så smart. Det er en følelse, der varer ved, lige til jeg sidder i maskinen og har spændt sikkerhedsbæltet, og flyet ruller stille og roligt afsted. Så begynder følelsen at blive afløst af koldt blod, der suser gennem min krop og op til hjernen med beskeden om at komme ud af flyet a.s.a.p. For det er først, når jeg sidder i flyet og overanalyserer hver enkelt lyd og bevægelse, at konsekvensen af mit ønske om rejsetidsminimering går op for mig. For jeg hader faktisk at flyve. Jeg er skrækslagen. Jeg er sikker på, at flyveturen hver gang vil skabe overskifter som “Mor til tre omkommet i tragisk flystyrt” eller “Mor til tre nåede aldrig at fortælle, hvor det hemmelige sliklager var”.

Spøg til side, for tanken er jo bare overhovedet ikke spor sjov. Når det kommer til mine børn og risikoen for, at vi kan miste hinanden, ligger min humoristiske sans på et meget lille sted. Èns børn er nogle af de få personer i livet, som man uden den mindste arrogance eller storhedsvanvid kan tillade sig at føle sig uundværlig overfor. Jeg ved med sikkerhed, at deres livslykke vil være amputeret eller inkomplet, hvis jeg ikke er her mere. Lige så vel som hele mit livsgrundlag vil være revet væk under mig, hvis jeg mister mine børn eller min mand. Så ja, jeg er skide bange for at dø, og tanken om, at mine børn skal vokse op uden mig, eller at jeg ikke skal være i deres liv, indtil jeg er en meget gammel og livsmæt kone, skræmmer mig rigtig meget. Når jeg altså bliver konfronteret med tanken, for eksempel på den 40 minutter lange tur i de højere luftlag.

Jeg kan så “trøste” mig med, at risikoen for, at jeg dør i morgentrafikken, er langt større. Og selv om jeg hellere ville tænke glade tanker, så er det nok meget sundt for sjælen at blive mindet om livets skrøbelighed. For det bliver let en vane at tage livets lethed for givet. Og mine børn får en ekstra stor krammer og ekstra lang puttetid om aftenen. Fordi jeg er blevet mindet om, hvor top-lykkelig jeg er, fordi jeg har været så heldig at få lov til at blive mor for disse tre fantastiske små mennesker.