Der mangler noget
Der mangler noget. Det er ikke bunken af vasketøj, der på magisk vis er blevet vasket, tørret og lagt i pæne bunker på de respektive pladser. Det er ikke numsedellen, der lige pludselig har lavet metamorfose og laver sit helt eget “Støt brysterne”-event. Det er heller ikke følelsen af “kom nu ind i husmor-kampen”, der mangler.
Det er mere lyde og ord, der mangler. Nu har jeg i ni dage nonstop hørt på ord som “hold lige op”, la’ lige vær’”, “moar, han driller”, “moooaaar, kom lige”, “MOOOOAAAR”. Kun afbrudt af kunstpauser, hvor børnene (med tiden skåret ned til éntal) enten har sovet til middag, har været på toilettet eller leget sammen (bravo).
Men nu er der helt stille. De eneste lyde er den rolige summen fra computeren, bilerne på gaden og klapren, når mine fingre rammer tasterne.
Mangel på eller fravær af nogle ting kan ind imellem være ganske udmærket. Så længe fraværet ikke bliver for langvarigt.
Hvilke ting i din hverdag ynder du at holde kunstpauser fra?

Der er endnu ingen kommentarer - du kan starte det hele.