En kvinde i min alder…

Jeg var ved tandlægen den anden dag. Det er der jo for så vidt ikke noget banebrydende i. Sædvanligvis føles et tandlægebesøg som et tilbagevendende dejavûe, hvor jeg får en tandrensning og venlige men bestemte formaninger om at huske dén tandtråd. Og jeg svarer traditionen tro, at “det skal jeg selvfølgelig nok prøve at blive bedre til”, men sidder tilbage med følelsen af at være et ulydigt barn, der ikke har hørt efter og egentlig heller ikke har tænkt sig at gøre det i fremtiden. Dernæst tænker jeg, at det overgår min forstand, at nogen ser det som et kald her i livet at rode rundt i andres folks munde, for det kan altså ikke være lutter colgate-kratere det hele. Og hvad med dem, der lige kværner en ristet hotdog med det hele inden tandlægebesøget, vel at mærke uden at børste tænder efterfølgende?

Da jeg afleverer de knap 300 kroner for ½ times roden rundt i munden og kridse-kradse på mine tænder, får jeg følgende besked af klinik-assistent-fidusen: “Det er altså sjældent, at  én i din alder har så flot et tandkort og aldrig har haft et eneste hul”. Aller først føler jeg mig sådan lidt halvforlegen ved at bliver skamrost af en fremmed kvinde, og så for mine tænders tilstand!  Og jeg kører frejdigt og velmotiveret dankortet igennem, tænker, at det er de bedste knap 300 kroner, jeg har brændt af længe, og overvejer, om jeg skal tilbyde hende et kig ind i mit gab, siden hun tydeligvis er så vild med tænder. Måske skal jeg tage billeder af mine tænder og lægge dem ud på Nettet? Måske starte en facebook-gruppe?

Da jeg så er på vej hen til bilen, vender jeg lige hendes kompliment et par gange, smager på ordene og lover mig selv, at nu skal det være – for fremtiden skal brugen af tandtråd optimeres, intensiveres og systematiseres (og så kan jeg jo lige tage de dér knibeøvelser med ind i projektet). Da jeg kan klinik-assistent-fidusens ord nærmest mantra-agtigt, begynder det at gå op for mig, hvad det faktisk er, hun har sagt: “En kvinde i din alder…”. En kvinde i min alder?! Klinik-assisten-fidusen er mindst ti år ældre end mig - hvad bilder hun sig egentlig ind med sit “én i din alder”? Hallo, så gammel er jeg da heller ikke, jeg er da faktisk ret ung – eller hvad..? Jeg mener – 33 år – det kan da godt være, at det er det dobbelte af 16½, og at jeg nogle gange selv kan blive i tvivl om, hvordan jeg lige pludselig er blevet så gammel, men herregud, så er det vel heller ikke værre? Det kan da godt være, at jeg som 16½-årig tænkte, at når man er i 30′erne (og samtidig er gift, mor til tre og husejer mm.), er man tudsegammel, uattraktiv og bare sådan generelt “sat” og færdig med det sjove her i livet.

Nu, hvor jeg rent faktisk befinder i situationen, er i de “satte” og veletablerede 30′ere og nærmer mig 40′erne mere og mere for hver dag, der går, så er det lige som at, ja, komme til tandlægen – slet ikke så slemt, som jeg havde forberedt mig på. Godt nok er jeg ikke så opstrammet, som jeg har været, men det kan lige så vel skyldes tre graviditeter og den manglende motivation til at fortsætte med at benytte mig af det fordelagtige tilbud, som jeg gladeligt takker ja tak til den første (og eneste) gang, jeg tropper op i fitness-centret. Beklager flosklen, men man føler bare en anden indre ro i 30′erne – måske grundet degeneration af celler, eller måske fordi man tænker, at det er for sent at sadle helt om. Mere sandsynligvis, fordi man netop har slået sig til ro, har fundet meningen med sit liv og ikke længere flakker mentalt rundt efter den rette hylde at finde sig tilrette på.

I det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg ikke kender den praktiske betydning af ord som broer, paradentose og implantater, og at der er 6½ år, til jeg ryger et trin længere op i risikogruppe. For 40′erne – uf, det er gammelt. Og hvem ved – måske var klinik-assistent-fidusen kun ude på at rose mine tænder og ikke på at give mig komplekser over min fremskredne alder. Min elskede farmor på 95 år lever stadig i bedste velgående, og når jeg bliver så gammel, er tænder og alder nok den sidste ting, jeg kan få komplekser over.