Fejlbarlige forældre er alle børns vilkår

For ikke så lang tid siden hørte jeg i nyhederne en ekspert af en art udtale, at “fejlbarlige forældre er alle børns vilkår”. Godt nok plæderede han også for brugen af lettere fysisk magtdemonstration i børneopdragelse, men noget hen ad vejen kan jeg sagtens følge ham (altså indtil han begyndt at snakke om, at hans børn aldrig havde taget skade af bl.a. et fast greb i armen) i hans tanker omkring, at det nærmest er blevet om ikke strafbart, så politisk ukorrekt at opdrage sine børn. Man tør snart ikke hæve stemmen af frygt for at blive stemplet som dårlig mor. Man tør snart ikke foretage noget “magtdemonstrerende” over for sine børn af frygt for at kunne læse i det næste forældremagasin, at “det er ok at blive vred, bare man bliver det på den rigtige måde”. Og hvad er så “den rigtige måde”?

  

Når jeg har oceaner af overskud, vil mine diplomatiske og anerkendende evner ingen ende tage. Så er det ned på knæ i børnehøjde, med blid og rolig stemmeføring og en “jeg ser og anerkender din lille person, og jeg er ikke mere værd end dig, bare fordi jeg har længere ben og kan råbe højere”-stemning.

  

På de andre dage, de morgener, hvor det skal gå lidt hurtigere, og der ikke er tid til tålmodighed, så bliver anerkendelsen godt pakket væk. Fordi der ikke er tid til at forstå, at den 4-årige ikke vil have lige de der bukser på, eller den 2-årige ikke vil have støvler på. Og så kommer man (jeg) nogle gange til at tvinge støvler på fødder eller at hæve stemmen mere, end Jesper Juul synes er godt. Så ender det med, at man (jeg) står med følelsen af at være verdens dårligste mormonster. Fordi jeg 1) ikke altid kan få mine børn (hm som regel ham den 4-årige, den stakkels, lille, dejlige bølle) til at makke ret, og 2) ender med at hæve stemmen eller bruge lokkemetoder. For den perfekte mor behøver aldrig at hæve stemmen eller lokke sine børn til den ønskede adfærd, hun er så fantastisk en opdrager og rollemodel for sine børn, at de altid gør, som der bliver sagt, første gang.

 

Men jeg er ikke den perfekte mor, og jeg tror ikke, at hun findes. Jeg er medlem af gruppen af fejlbarlige forældre, der gør det så godt, de kan, omend det ikke altid ender med optimale løsninger. Så længe man er klar over, at man er fejlbarlig (med måde) og ikke er bange for at indrømme og undskylde over for sine børn, når man havner i en fejlbarlig løsning, så er man vel lidt tilgivet, ikke?