Feminisme for begyndere?

Da jeg var en lille pige, drømte jeg blandt andet om at gå til ballet, blive en verdensberømt pianist eller blive gift med en prins. Ingen af disse barnedrømme er gået i opfyldelse, ej heller i arv til min egen 8-årige datter, i særdeleshed ikke den sidste. For det indbefatter, at man derved får status som prinsesse, og det er for min datter nærmere et skældsord end noget eventyrligt og bestemt ikke noget attråværdigt.

Jeg har – uden at tænke videre over konsekvensen for min datters opfattelse af begreber som ligestilling, kønskamp og kvindeidealer – læst historier om Askepot, Snehvide, Rapuntzel og Prinsessen På Ærten. Fordi det er så hyggeligt og ender godt, og fordi det lige som hører med til den litterære kulturarv.

Hvad jeg egentlig blot har opfattet som hyggestunder med en god historie, hvis indhold er fuldstændig, som da jeg selv var barn – og ih hvor er det trygt i en foranderlig verden – har sået kimet til min datters opfattelse af prinsessebegrebet. For i hendes verden er der ikke meget status over en prinsesse – de er dumme, går kun op i fine kjoler og smykker, er hjælpeløse og uselvstændige og sidder bare og venter på at blive reddet af en prins. Får hun selv lov at bestemme, handler det om konger og prinser, der er tøsedrenge, onde feer og gode, kloge hekse og prinsesser, der må redde de sølle prinser, når hun slår sig løs i dansk fristil.

Man kan så fundere lidt over, hvorfra dette prinsessesyn kommer. Jeg kan ikke udelukke, at jeg selv kan have påvirket det. Men er det ikke en moderpligt at fortælle sin datter, at man kan, lige hvad man vil, uanset om man er dreng eller pige, mand eller kvinde (altså bortset fra det med forplantning, men det er så en helt anden snak)? Eller om uretfærdigheden i, at en prins stadig har forrang over en prinsesse, hvad angår retten til tronen? Bør hun ikke vide, at det er relativt kort tid siden, at kvinder ikke havde stemmeret, at mænd havde ret til at slå kone og børn, hvis det behagede ham, og at der stadig findes kulturer, hvor mænd har ret til at bestemme over kvinden? Og jeg kunne blive ved, men gør det alligevel ikke, for hun skal jo heller ikke ende som mandehader eller ærkefeminist. Tværtimod vil jeg gerne lære min datter – og i lige så høj grad mine sønner – at nok er der forskel på mænd og kvinder, vi kan noget forskelligt, men vi er lige meget værd hver for sig og rigtig meget værd sammen. Og at der ikke er noget i vejen med at have brug for at blive reddet af en prins i ny og næ.