Hønemorens hulkekor

235604425 8ef264b730 Hønemorens hulkekorI morgen skal min datter på lejrskole. I tre dage. TRE DAGE! Det er jo grusomt. Hvad er det for nogle lede lærere, der har fundet på, at det skulle være hylemorsomt og pædagogisk lærerigt og udviklende for børn at sove i en klam sovesal sammen med en masse andre børn, der prutter og snorker og helt sikkert græder sig i søvn (i smug), fordi de savner deres mor (og måske også deres far). Hvad nu, hvis der er farlige dyr? Eller pædofile? Og bussen, dén kører helt sikkert galt!
 
Jeg syntes, at det var slemt første år, hun var afsted, men trøstede mig ved tanken om, at det bliver meget nemmere med tiden. Det gør det så ikke. Jeg synes stadig, at det er hårdt at sige farvel, hårdt at savne, hårdt at indse, at hun sagtens kan klare sig i flere dage uden mig. Især når jeg har svært ved at undvære hende. Og ved at kunne undværes. Jovist, “elastikken” er da blevet udvidet, men jeg føler den stadig stramme, når den udvides.
 
Men nu er jeg jo også hende den patetiske hønemor, der en aften hentede min dengang 2½ årige datter, fordi jeg ikke var enig i, at cirka 40 børn på 0-2 år og 10 dagplejemødre og overnatning i en hytte er den fedeste kombination. Er det bare mig – eller hvad får et lille bitte barn ud af det? Dagplejemødrene fik i hvert fald ikke meget søvn ud af det lille pædagogiske eksperiment, fik jeg fortalt, da jeg afleverede min veludhvilede datter næste morgen i hytten. Det vides ikke, om de gentog successen året efter.
 
Og nu står jeg så her igen. Pakker nænsomt hendes kuffert og overvejer, om det vil være for meget, hvis jeg kommer bare en times tid hver aften, så jeg lige kan putte hende? Hvis jeg nu har nybagte boller med? Men jeg har en fornemmelse af, at det kun vil give mig et stort forspring, hvad angår kandidaturet til Årets Pinligste Mor.
 
Måske jeg bare skal spise en tudekiks og glæde mig over, at min datter glæder sig helt vildt til at komme afsted. Jeg glæder mig i hvert fald til, at vi ikke skal haste ud af døren, men kan stå op, når vi vågner, og køre hjemmefra, når vi har lyst.
Kategori: Blog Tags:
Ingen kommentarer Del artiklen med vennerne:

Der er endnu ingen kommentarer - du kan starte det hele.


kommenter