Hvorfor græder du, mor?

Søndag aften kan man hjemme hos os se verdens mest velvillige opvasker. Der kommer der nemlig Barnnmorskarna – eller på dansk Fødegangen - på DR1. Og da vi har fjernsyn i vores køkken, kan jeg stå og være lidt huslig, samtidig med at jeg bliver mindet om det ultimativt største mirakel i livet; når et barn kommer til verden.

At se andre kvinder føde for åben skærm fylder mig med en masse følelser. Jeg føler mig både sådan lidt sadistisk, fordi jeg hygger mig ved at se andre lide. Selv om jeg af erfaring ved, at man kunne befinde sig i en seng med bar rumpet og uglet hår i en liveudsendelse hos Oprah og ikke kunne være mere ligeglad, fordi man til sidst simpelthen ikke registrerer andet end krop, veer og smerter – så synes jeg alligevel, at det er lidt grænseoverskridende at være med på sidelinjen til så privat en begivenhed som en fødsel. Jeg mener, man er jo ikke helt sig selv, når man ligger dér og er én stor vé, og hvem bryder sig egentlig om at vise balder, bryster og graviditetsblæver til hele verden, bagefter altså? Mest af alt fylder det mig med én stor omgang dejavue, fordi jeg har ligget på fødebriksen tre gange og gennemlevet alle de samme følelser – euforien over at nu er fødslen endelig i gang, angsten for om barnet kommer velskabt og levende til verden, følelsen af at sprække over i to halvdele, ærgrelsen over at en ud-af-kroppen-oplevelse ikke er en del af smertelindringsprogrammet, forløsningen når barnet endelig glider ud og kommer op på éns mave, den overrumplende lykke over endelig at kigge miraklet i øjnene og urkvinde-power-følelsen over sin præstation (så er der lige nitte-oplevelsen, når man skal føde moderkagen, lave stort første gang efter fødslen eller have amningen i gang, men hvorfor nu ødelægge den romantiske stemning?).

Alle disse følelser vender lige tilbage til mig, når jeg står og skraber rester fra aftensmaden ned i skraldespanden. Og ja, jeg fortjener en tudekiks, men mindst én gang i løbet af den halve time, udsendelsen varer, kommer jeg til at få så vandige øjne, at hvis ét af mine børn ved en fejl kommer forbi køkkenet (fordi jeg er en bobleplast-mor og ikke mener, at fødsler er for børn), kigger han/hun på mig med et bekymret “hvorfor græder du, mor?”.

Fødslerne af mine børn har været de største personlige oplevelser i mit liv. Og jeg bliver helt ærligt lidt melankolsk ved tanken om aldrig at skulle være gravid og føde igen.