Kollektivt selvbedrag?

Det sker ind imellem, at jeg hører andre mødre fortælle om, hvordan de oplever dét at være flergangsmor.  Og ind imellem tager jeg mig selv i at tænke, at en stor del af dem enten lyver eller har gang i ét stort selvbedrag. Det er i situationer, hvor de beskriver livet som mor til flere som ren lykke og kun en lille bitte smule hårdt en lille bitte smule af tiden. De bruger ord som “det bliver lettere for hvert barn, man får”, “mine børn har bare så meget glæde af hinanden”, “det handler bare om at prioritere” etc.

Hvis de så kommer til at træde lidt ved siden af og indrømme, at jo, det er faktisk lidt hårdt aldrig at have tid til sig selv, og at man da godt kan blive lidt misundelig på manden, fordi han kan forlade barselskaosset og tage på arbejde, og “ind imellem drømmer jeg om at have superkræfter, så jeg kan sætte mit liv som mor på standby, bare én dag, og så bare sove eller kigge ud i luften hele dagen” – så efterfølges disse små spontane udbrud oftest med undskyldninger som “det er jo ikke, fordi jeg ikke elsker at være mor eller mine børn” eller “ej, det var bare for sjov, der er ikke noget bedre end at være mor”. For den perfekte mors rummelighed er grænseløs og hendes egne behov ikke-eksisterende. Bilder jeg mig ind. Følelsen af, at alle andre har langt mere styr på tingene og har meget mere overskud og er meget mere perfekte, er netop med til at forhindre én i at nå det stadium, hvor man føler sig vellykket som mor.

Jeg bliver nødt til at tro, at disse kvinder ikke vil indrømme over for sig selv eller andre, at det er hårdt at blive mor anden og især tredje gang. For hvis alle andre synes, at det er piece of cake, stiller det jo unægteligt mig selv i et  rigtig dårligt lys. For så er det jo bare mig, der er noget galt med. Mig, der ikke kan klare mosten. For jeg er jo ikke bleg for at indrømme over for hverken mig selv eller dem, der gider høre på det, at jeg synes, at det har været rigtig hårdt, når vores lille familie er blevet udvidet. Og der er stadig dage, hvor jeg må klamre mig til mantraet “det bliver lettere, det er bare en fase”. For det gør det jo. Boblen indeni af frustration, træthed og uoverskuelighed bliver mindre for hver dag. Især når man kommer ud af barselstågen og igen kan fokusere på sig selv, hvor egoistisk det end lyder.

Så jeg tør godt sige, at jeg elsker mine børn så ubegribelig meget, men der er dage, hvor jeg i den grad udfordres i discipliner som tålmodighed, rummelighed og evnen til at negligere mine egne behov godt og grundigt.