Men det er rigtigt – det er os selv, der har meget større forventninger til os selv end til andre. Og så siger man, at man bør være sin egen bedste ven…

Vi selv går langt mere op i alle de der ting, vi nu går op i, end børnene gør – sjovt nok bilder vi os samtidig ind, at det er for deres og ikke vores egen skyld.

Den lange gode indsats giver pote, og ikke lige om man kan imponere små poder med en ballon.

Hilsen en der heller ikke kan puste balloner op (og derfor har valgt at tro på ovenstående).

Mathilde (3 år): Mor, vil du ikke puste en ballon op til mig (info: faderen har allerede forsynet hende med 5 store balloner).

Mig: Det ville jeg gerne, men kan mor desværre ikke finde ud af at puste balloner op (sad but true)

Mathilde: Villadses mor kan godt finde ud af at puste balloner op…

Mig: Jamen, Villads har da også bare en super sej mor

Mathilde: Jeg har ikke nogen super sej mor

Ja, hvis hjemmesyet tøj, varm kakao, nybagte boller i madpakken og alt det andet en ‘cool’ mor laver, var en ludo brik, var den sgu’ slået hjem

Det er vel en samfundstendens, at “kryber man til korset” er man dels en svag mor dels møgutaknemmelig over sit afkom.

Har desværre en oplevelse af, at det ofte netop er os selv, vi mødre, som har været med til at sætte overlæggeren urimeligt højt? Har vi ikke ofte fuldstændig ublu forventninger til familielivet? Og kommer konkurrencegenet ikke op i os kvinder på hjemmefronten?

Lad os sammen skrue ned for forventningerne og formåen, og tillade, at det er helt i orden at have gode dage som dårlige dage.

Sådan er livet! Og tak fordi du skrev det sort på hvidt.