Momblog og Oprah
Der findes en funktion ved min blog, hvor jeg kan se, hvor mange der besøger bloggen, og hvor de kommer fra. Jeg har blandt andet haft besøg fra USA, Brasilien, Grønland og Singapore. Hvordan Momblog kommer så vidt omkring, vides ikke.
I går læste jeg så, at Oprah Winfrey (som åbenbart er guddommelig) kommer til København (eller er hun der allerede?). Og hun vil lave et program om København og danskerne (bare for at cementere, at Danmark er hovedstaden i København).
Og det får uhjælpeligt enderne til at mødes. Jeg føler mig ret repræsentativ for den danske befolkning: Jeg er indbegrebet af tv’s yndlingssegment “forældre i 30′erne”. Jeg blogger om en af de største omvæltninger i et menneskes liv; at blive forældre. Oprah kan sikkert godt lide børn. Ergo er Momblog da en oplagt inspirationskilde, hvis man virkelig vil vide noget om danskerne.
Om det er Oprah, der kontinuerligt har fulgt med på Momblog rundt omkring i verden, ved jeg jo desværre ikke. Men jeg må nok hellere lige smutte ud og grovshoppe, for jeg har intet at tage på, nu hvor jeg muligvis skal deltage i Oprah og repræsentere de danske mødre.
PS: Ham dér Obama kommer vist også…

Der er endnu ingen kommentarer - du kan starte det hele.