Mor, du skal passe på mig
Kender du det, at når børnene endelig er puttet om aftenen, så skal man nyde roen og slappe af? Måske se noget yndlingsfjernsyn eller sidde lidt ved computeren? Bedst som man har mærket roen brede sig i kroppen, hører man den 4-årige kalde første gang: “Moooaaaar”. Først vil han have vand, dernæst skal dynen puttes ned under fødderne, så skal man dræbe en myg.
Da han så beder om lov til at putte i dobbeltsengen, er der store beslutninger på spil: 1) Skal man stå ved sine opdragelsesmæssige idealer om, at når man er puttet, er man puttet, og ”nu stopper festen altså”? 2) Skal man lytte til sin intuition, der fortæller én, at i aften er én af de aftener, hvor han har brug for lidt ekstra tryghed? Eller 3) Jeg er selv træt og orker ikke at tage kampen, så han får lov, og jeg får fred.
Denne aften bliver det en kombination af løsningsmodel 2 og 3. Fordi jeg er træt men i bund og grund meget optaget af at tanke mine børn videst muligt op med tryghed. Ergo får han lov at putte i vores seng. Og jeg går ned i stuen igen med en rigtig god mor-følelse blandet med lidt egoisme, for nu må der da blive ro!
Det bliver der så ikke. Mine balder når knap nok at berøre sofaen, før der lyder et ”mooooaaar”. Jeg skal lige til at gå i gang med en pædagogisk (men dog søvndyssende) brandtale, da han smider trumfen: “Mor, du skal passe på mig”.
Mage til beskidte kneb, der taler lige til moderdyret, skal man lede længe efter. Det er så også de sødeste, beskidte kneb, jeg kender, og den virker hver gang.
Jeg lægger mig ved siden af min lille dreng. Hans varme krop passer perfekt ind i den trygge hule mellem mine arme. Jeg kan mærke, hvordan hans hjerte banker mere og mere roligt, og hans vejrtrækning bliver dybere og tungere.
Der findes ikke noget mere beroligende og afstressende end det totale nærvær med et barn, der er på vej i drømmeland. Dét vil jeg huske næste gang, jeg har travlt med at få børnene til at sove, så jeg kan komme i gang med at slappe af. Næste gang vil jeg undlade alle overspringshandlingerne, for havde jeg bare taget mig god tid til at putte ham til at begynde med, ville putningen være gået hurtigere og nemmere, for os begge. Og næste gang vil jeg så forsøge at lade være med at falde i søvn.
Janni
Åh sikke en sød fortælling, og hvor har du ret! Man burde altid ta sig god tid til putning – det kan bare være svært når man selv er SÅ træt… Min lille purk kan endnu ikke bruge “pas på mig”-tricket, han er kun et år og kan endnu ikke sige ret meget andet end “bobler” (mærkeligt første ord at kunne!), men de små dejlige øjne og arme der krammer, virker helt på samme måde!
Karoline
Ja, man kan være nok så besluttet på at være cool og ikke-eftergivende, inden putningen går i gang – men når de så står der i sengen med deres bedårende øjne, så kan man have svært ved at stå ved sine beslutninger og vælger den lette og behagelige løsning: Barnets præmisser.