Mor er den bedste i verden

mor er den bedste i verden

Desværre har Momblog endnu ikke nået det ønskede niveau for noget, der kunne minde om gudedyrkelse. Så at bringe ord som ‘fans’ ind i bloggen, kan vist desværre kun tilskrives min status som mor.

 

Jeg er nemlig mor til tre vidunderlige, skønne, individuelle og til tider også røvirriterende børn. Lige meget, hvor udfordrende og hårdt det kan være at være mor, så er der nu intet, der kommer op på siden af den idoldyrkelse, som ens børn tit udsætter én for. For eksempel når min 7-årige datter reflekterende siger: “Hvor var det heldigt, at det var dig, der fødte mig, mor, for ellers havde jeg jo ikke fået dig som mor”. Eller når min 4-årige søn kommer mig styrtende i møde, når jeg henter ham i børnehave, kaster sig i mine arme og trykker sig ind til mig, som havde han ikke set mig i flere dage. Eller når vi ikke kan komme inden for døren om eftermiddagen, før den 2-årige antager velcro-tilstand og gør store “hjælp, der er et stort, loddent monster efter mig”-protester, hvis jeg forsøger at lave noget, der medfører kropslig adskillelse. Eller når vi smider os i dobbeltsengen og laver en “mor-sandwich”. Eller…

 

Børn er virkelig de mest loyale mennesker, man kan byde indenfor i sit liv. Hvor mange andre mennesker synes, at man er “next to God”, lever i den trygge vished om, at mor (og til nød far) kan klare alle deres problemer samt skræmme lodne monstre, oppustelige julemænd og edderkopper væk, og anser én som alvidende fortæller i deres lille, store livshistorie? Ja, verden går faktisk en lille smule under, hvis man er væk et par dage (bilder jeg mig i hvert fald ind). Man skal kvaje sig gevaldigt, før det resulterer i at blive lagt på is eller pillet ned fra piedestalen (kan du også høre harperne eller lyden af mig, der pudser min glorie?).

 

Indrømmet, idoldyrkelsen mister lidt sin charme, når man forsøger at snitte løg med én hånd, fordi barnet insisterer på sin plads på hoften. Til den sag er der kun at sige, at grofthakkede grøntsager sikkert er langt bedre for fordøjelsen, og at det er point direkte ind på barnets tryghedsopsparing. I hvert fald hvis man læser denne artikel med Charlotte Clemmensen.

Kategori: Blog Tags:
Ingen kommentarer Del artiklen med vennerne:

Der er endnu ingen kommentarer - du kan starte det hele.


kommenter