Om at blive slået hjem i Ludo

Jeg har fire søskende. Og der har altid været meget kærlighed, sammenhold, larm, kaos og én at lege med. Eller nu, hvor vi er blevet voksne - én at tage i biffen eller på shopping med. Hvis vi da er så heldige at være i samme by. Altid én at snakke med eller finde trøst og forståelse hos.

Samlet set må det have været en god oplevelse at være barn i en storfamilie. Trods larmen, drillende og irriterende søskende, mindre tid og opmærksomhed fra forældrenes side, end hvis vi var færre børn. Så god en oplevelse, at jeg i en tidlig alder besluttede, at jeg skulle have mindst fire børn, når jeg blev voksen.

Nu er jeg så blevet voksen (bilder jeg folk ind), og jeg har fået tre børn. Jeg er ret sikker på, at vi ikke skal have flere. Og selv om det er en god beslutning, som vi begge har det rigtig godt med, så er der alligevel noget inde i mig, der minder mig om den beslutning, jeg tog som barn. For der er noget magisk og særligt bindende over de løfter, man giver sig selv som barn.

Jeg må blot erkende, at jeg ikke er prototypen på en mangebørnsmor (for i min terminologi er tre børn ikke mange). Måske er jeg bare ikke så rummelig, så tålmodig eller så uselvisk, at “jo flere, jo bedre” er et begreb, der passer godt ind i mit liv. For jeg tror ikke, at jeg bliver en bedre mor af at blive mor til fire. Tværtimod. Og jeg orker ikke at blive slået hjem i Ludo og rykke tilbage til start én gang til. Jeg nyder, at mine børn efterhånden er blevet så store, at dagene ikke drukner i amning, soveproblemer og skrigture. At vi kan tage på restaurant alle fem uden at blive (alt for) stresset. Eller på spontan udflugt uden at tage hensyn til, hvornår der er én, der skal sove. At jeg kan forlade hjemmet, uden at et lille menneskes eksistensgrundlag er truet. At jeg kan sidde og skrive dette indlæg, mens mine børn hygger sig med Morgen Bavian, Playmobil og togbane.

Derfor må jeg overbevise barnet i mig om, at det er bedre at være en god mor for de børn, man har, i stedet for at tro, at éns modersucces stiger proportionalt med mængden af børn. Og så kan jeg understøtte med videnskabelige undersøgelser, der viser, at man ikke bliver mere lykkelig, jo flere børn man får.

Man bliver klogere med alderen. Og nu hvor jeg selv er blevet mor, kan jeg kun tage hatten af for mine forældre, der frivilligt valgte at blive slået hjem i Ludo hele fem gange.