Om iltmasker og egomødre

Når jeg for en gangs skyld forlader hytten og overdrager ansvaret for afkommet til min mand, går det ikke ubemærket for sig. Det er ikke bare noget med at smutte ud af døren med et kys og “ha’ det godt” til alle. Eller følelsen af ”ude af øje, ude af sind”.

Næ, når jeg tager hjemmefra, sker det med nøje instrukser om, hvordan tingene skal gøres. Om på hvilken side af Gustavs pude, Elefantus ligger, og på hvilken side Iggle Piggle ligger. Om at Marius skal huske af tisse, inden han sover. Om at Klara skal have hjælp til at børste tænder, for det har tandlægen selv sagt.

Jeg er nemlig belemret med følelsen af, at en mors plads er sammen med sine børn – ikke med en mojito i hånden eller London-shopping i tankerne. Det er jo en dybt middelalderlig og mandschauvinistisk tankegang, som jeg egentlig ikke helt vil være ved. Jeg mener jo ikke, at kvinder ikke har lov eller ret til at have lyst til at forlade hjemmet til fordel for egne behov. 

Det er heller ikke, fordi jeg ikke stoler på, at børnenes far ikke kan finde ud af at varetage deres behov. Eller mener at min måde er den bedste (nej da!). Langt fra. Og det er heller ikke, fordi jeg ikke nyder at være afsted eller konstant tænker på dem derhjemme. For dét gør jeg til fulde (også uden alkohol indblandet).

Men hvorfor er det så så svært at komme ud af døren og overgive ansvaret? Nu er jeg (hvis jeg selv skal sige det) en eftertænksom og reflekterende person. Til tider for meget - verden ville være en del nemmere, hvis man havde en mere “happy go lucky”-tilgang til livet (“man” er mig). Rent kognitivt kan jeg jo godt regne ud, hvad der foregår. At hver gang, jeg står for at skulle holde fri fra mor-dyderne og prioriterer mig selv højest, bliver jeg ramt af følelsen af at være en dårlig mor, og at det kan være svært at give ansvaret fra sig, fordi man normalt er den, der har det i størsteparten af hverdagene. At bryde symbiosen med sine børn kan være en langvarig proces.

Og det er jo helt forkert. For selvfølgelig bliver jeg ikke en dårlig mor af at have lyst til og brug for at lave noget andet end at være sammen med mine børn.  Jeg er ikke en dårlig mor, fordi mine børn ikke er det totale omdrejningspunkt i mit liv, men også har andre interesser og behov.

Jeg bliver først en dårlig mor, hvis jeg laver ofrings-tricket og negligerer mine egne behov og ønsker. Jeg kan mærke, at når jeg i for lang tid undlader at lytte til mine egne behov, så bliver jeg en bitter og letantændelig hormonbombe, der ikke er særlig meget blid og omsorgsfuld moder over. Den lettere slidte kliché med, at man altid skal huske at tage sin egen iltmaske på, før man giver barnet iltmasken på, er måske meget søgt. Men gang på gang har jeg erkendt, at hvis jeg skal kunne give helhjertet omsorg og opmærksomhed til andre, skal jeg selv være tanket op med egenomsorg.

Er du god til at huske dig selv og holde fri fra moderskabet?