På med “skide godt”-brillerne

Det er gået op for mig, at jeg kan lave et sniger-operativt indgreb ind i andres hoveder og vide, hvad de tænker. For eksempel ved jeg med sikkerhed:

- at hende moren, der altid, også i snevejr, cykler til børnehaven med sine to drenge i anhængeren bagpå, synes, at jeg er verdens mest dovne mor, fordi jeg igen har taget bilen

- at den perfekte mor bag mig i køen i Føtex synes, at jeg er en dårlig mor, der bare ikke prøver nok, fordi jeg blandt andet har købeboller (at de er økologiske, kan ikke opveje dovenbøden), ostehaps (som jo er det rene gift!) og Mathilde kakaomælk i min vogn

- at min svigermor synes, at jeg er en dårlig husholderske, når de kommer på spontant besøg, og jeg liiiiige skulle til at rydde op – efter hendes børnebørn og søn

- at vores naboer tror, at vi er nogle huleboere, der isolerer vores børn for omverdenen, fordi de ikke er ude og lege hver dag.

- at pædagogerne i mine sønners vuggestue og børnehave tænker “ja, det var da på tide!”, når de har en fridag cirka hver 2. uge – og at de har korte dage og sammenlagt cirka 12 ugers ferie om året, ryger ikke med i regnskabet.

- at kassedamen tænkte “dårlig mor”, da jeg engang imellem listede pulver-risgrød med banan med på båndet, skjult under øko-rismel, øko-riskiks (bare fordi øko-betegnelsen kan retfærdiggøre ethvert køb) og ammeindlæg, da mine børn var små.

Nu kan jeg høre den igen – stemmen. Den siger: “It’s all in your head”. Og det er ikke, fordi jeg er ved at blive sådan lidt halvskizofren og hallucinerende. Men jeg tror, at “stemmen” er min egen. Den repræsenterer mine egne domme og forventninger til, hvad jeg bør og skal og vil og kan. Når jeg tror, at andre synes, at jeg er alt muligt – doven, uperfekt, upædagogisk, kikset etc. – så er det i virkeligheden sikkert mine egne tanker om mig selv, der spænder ben for et positivt og mere kærligt selvbillede.

Stemmen siger også, at der skal ti gode mor-gerninger til at opveje én dårlig, hvis det da lykkes. Matematiker har jeg aldrig været, men jeg kan da godt se, at det er rimelig tåbeligt, at ting på minussiden vejer ti gange tungere end ting på plussiden. Meget sat på spidsen. For i bund og grund synes jeg faktisk, at jeg klarer det ret godt. Men lige meget hvor mange fridage mine børn har, hvor mange fastelavnskostumer jeg syr, hvor mange bøger jeg læser for mine børn, hvor mange nætter jeg står oppe for at få Spiderman-fødselsdagskagen klar, hvor mange gyngeture jeg giver dem, hvor mange kys jeg planter på deres bløde kinder, hvor sindsygt højt og ubetinget jeg elsker dem – så kommer de ting, jeg ikke orker eller overkommer, til at fylde relativt for meget.

Og nu skal det altså snart være slut! Jeg vil bytte “burde”-brillerne ud med “skide godt”-brillerne. For ifølge pålidelige kilder (andre mødre), så er det faktisk ofte “skide godt”-brillerne, de ser mig igennem. Og pudsigt nok, så kommer følelsen af at være en god mor meget lettere snigende, når jeg tumler med dem i dobbeltsengen, end når jeg sidder natten inden fastelavn for at blive færdig med datterens Klokkeblomstvinger.