Perfekte uperfekte børn

Jeg har de mest vidunderlige børn. Empatiske, kærlige, hjælpsomme, smukke, perfekte børn. De hygger sig sammen, er søde over for hinanden, hjælper hinanden, leger sammen, kysser og krammer mig og siger, at de elsker mig, spørger, om de skal hjælpe mig, rydder op efter sig – helt uden at jeg skal bede dem om det. Jeg bliver så fyldt med lykke indeni, når jeg ser på dem , og føler mig meget heldig. Det er mine børn. Jeg har bagt dem inden i min mave, og ud er kommet de tre dejligste kager, med hver deres vidunderlige fyld.

Men - nogle gange forandrer de sig til de mest trælse møgunger, der skændes, skriger, råber, roder, sviner, driller, smækker med døren, kræver uendelig opmærksomhed. Og ikke så sjældent sker det, især når jeg er træt og stresset. Og det får mig til at tænke tanker som  ”skulle jeg mon bare køre laaaangt væk, væk fra vasketøj, oprydning, konfliktløsning, oprydning, transport af børn, lektielæsning, oprydning, rengøring, indøb, aftensmad , men hvor der kun er mig?”.

Når så børnene er puttet og igen er tre engle, så forsvinder alt det grimme i mig, og jeg føler mig igen som verdens heldigste mor til de mest perfekte uperfekte børn i hele verden.