Sådan én med små børn

Min yngste søn bliver 3 år til august. Og det er ikke, fordi jeg allerede er begyndt at planlægge, hvordan jeg mon bedst muligt får kage, lege og stemning til at gå op i en højere mening. Men det faktum, at mit mindste barn ikke længere er en baby, bringer en hel del tanker på bane. For det medfører en mindre identitetskrise hos undertegnede. For de sidste 8 1/2 år har jeg været sådan én med små børn. Sådan én med minimum ét barn på hver arm, kronisk søvnunderskud og en hverdag præget af manglen på at kunne gøre noget som helst uden at frygte spise-, sove-, trøste- eller kommunikationskriser.

Dét har været mit liv, siden den (i øvrigt, vidunderlige) dag, min dejlige datter kom til verden. Flere (drenge-)børn er kommet til, og selv om det hver gang har været som at blive slået hjem i ludo, så er vi hver gang kommet op til overfladen, dog med den konstante præmis “når børnene bliver større…”. “Større” – vil det sige, når de er flyttet hjemmefra? Der er faktisk ikke grænser for, hvad min mand og jeg skal opleve, når vores børn bliver store. Vi skal ud og spise konstant, gå i biografen konstant, ud og rejse konstant, ja, alle de ting, vi gjorde, inden vi fik børn.

Men… det gjorde vi jo ikke. Vi levede faktisk mere eller mindre, som vi gør nu – bort set fra, at spontanitet og egoisme er byttet ud med bekymringer og udvidelse af forståelsen af begrebet “kærlighed”. Min erfaring er, at græsset ofte synes grønnere og lidt mere lækkert på den anden side. Livet efter barsel synes meget sjovere. Livet efter små børn synes meget lettere. Men det er det nok ikke. Det er sikkert blot anderledes, men fyldt med andre og nye problemfelter.

Så nu er jeg blevet “en af dem”. “Dem”, der får så meget nattesøvn, at de udtaler overskudsting som “man skal nyde sine børn, mens de er små”. For spontaniteten og egoismen får vi tilbage engang, det samme gælder ikke for vores små børn.