Som far, så søn

I går var min familie og jeg på familiebesøg i København og havde i den forbindelse valgt at tage færgen mellem de to kontinenter. For det er jo så afslappende at sidde og nyde udsigten over bølgeskvulp, mens børnene hygger sig i legerummet.

Ja, sådan havde vi da håbet på, at det ville være. I stedet blev det en meget spektakulær tur. Den ene vej var bølgerne så store, at folk (altså, de andre) brækkede sig om kap. Det er altså sin sag at holde gejsten oppe hos søsyge børn, mens man selv kæmper med at holde maveindholdet inde.

Hjemturen var langt mere rolig, hvad bølgesituationen angår. I stedet fik vi fuld valuta for pengene på underholdningsfronten. Normalt kan man blot irriteres og forbløffes, når man bliver ufrivilligt publikum til (andres) børns manglende opdragelse. Men hvad skal man tænke, når voksne mennesker opfører sig som børn? På den én time lange tur fik vi fremvist fortællingen om, hvordan man lærer sin søn at blive en krasbørstig stridsbanan. Det foregik ved hjælp af “lammere”, “sherif-stjerner”, armvrid og andre kampfinter, jeg heller ikke kender de rigtige ord for.

Nu er det jo ikke for at være sart, og vi har vel som forældre en pligt til at give vore børn de rette redskaber til at klare sig i samfundet. Måske er det også bare mig, der er alt for pæn og artig og naiv og flower-power-agtig, når jeg mener, at jeg hellere vil lære mine børn at være sociale, hensynsfulde og taktfulde end at lære dem overlevelsesstrategier, så de kan klare sig i skolegården eller nattelivet. Måske er der faktisk tale om omsorgssvigt, når jeg lærer dem, at det er bedre at tale om tingene end at tæske hinanden til enighed?

Måske man skulle starte på sådan noget familiekarate?