Da jeg var en lille pige, drømte jeg blandt andet om at gå til ballet, blive en verdensberømt pianist eller blive gift med en prins. Ingen af disse barnedrømme er gået i opfyldelse, ej heller i arv til min egen 8-årige datter, i særdeleshed ikke den sidste. For det indbefatter, at man derved får status som prinsesse, og det er for min datter nærmere et skældsord end noget eventyrligt og bestemt ikke noget attråværdigt.

Jeg har – uden at tænke videre over konsekvensen for min datters opfattelse af begreber som ligestilling, kønskamp og kvindeidealer – læst historier om Askepot, Snehvide, Rapuntzel og Prinsessen På Ærten. Fordi det er så hyggeligt og ender godt, og fordi det lige som hører med til den litterære kulturarv.

Hvad jeg egentlig blot har opfattet som hyggestunder med en god historie, hvis indhold er fuldstændig, som da jeg selv var barn – og ih hvor er det trygt i en foranderlig verden – har sået kimet til min datters opfattelse af prinsessebegrebet. For i hendes verden er der ikke meget status over en prinsesse – de er dumme, går kun op i fine kjoler og smykker, er hjælpeløse og uselvstændige og sidder bare og venter på at blive reddet af en prins. Får hun selv lov at bestemme, handler det om konger og prinser, der er tøsedrenge, onde feer og gode, kloge hekse og prinsesser, der må redde de sølle prinser, når hun slår sig løs i dansk fristil.

Man kan så fundere lidt over, hvorfra dette kvindesyn kommer. Jeg kan ikke udelukke, at jeg selv kan have påvirket det. Men er det ikke en moderpligt at fortælle sin datter, at man kan, lige hvad man vil, uanset om man er dreng eller pige, mand eller kvinde (altså bortset fra det med forplantning, men det er så en helt anden snak)? Eller om uretfærdigheden i, at en prins stadig har forrang over en prinsesse, hvad angår retten til tronen? Bør hun ikke vide, at det er relativt kort tid siden, at kvinder ikke havde stemmeret, at mænd havde ret til at slå kone og børn, hvis det behagede ham, og at der stadig findes kulturer, hvor mænd har ret til at bestemme over kvinden? Og jeg kunne blive ved, men gør det alligevel ikke, for hun skal jo heller ikke ende som mandehader. Tværtimod vil jeg gerne lære min datter – og i lige så høj grad mine sønner – at nok er der forskel på mænd og kvinder, vi kan noget forskelligt, men vi er lige meget værd hver for sig og rigtig meget værd sammen.

Post from: Momblog.dk

For ikke så lang tid siden læste jeg om en sag, som jeg ikke vil kommentere yderligere på. Den skræmte mig, som misbrug og misforvaltning af det store ansvar, vi har for vores børn, altid bringer op i mig. Hvad, der skræmte og undrede mig endnu mere,var den reaktion, som moderen til den nu 14 årige pige, som sagen drejede sig om, udviste.

“Jeg troede, at hun bare sagde det for at få opmærksomhed…”

Der er noget galt. Der er noget helt galt, når en mor kan føle og udtale, at hendes datter bare finder på horrible historier om, hvordan voksne mænd har behandlet hende, for at få opmærksomhed. Og det gør mig ondt i hjertet på en måde, som ikke helt kan forklares. For hvordan går det til, at man ikke stoler på sin datter, når hun betror sig til én om noget så frygteligt som seksuelt misbrug? Hvordan kommer man så langt væk fra sit barn følelsesmæssigt, at man ikke fanger signalerne om, at éns barn ikke trives? Hvordan kan man være så distanceret fra (et pænere udtryk for “ligeglad med”) sit barn, at man tror, at éns barn finder på den slags historier “bare for at få opmærksomhed”? Og derpå reagere med ligegyldighed?

Måske er jeg bare småbørnsmor, hvis største bekymring er klikedannelser i 2. klasse og éns barns manglende lyst til at deltage i gruppearbejde, fordi det går meget hurtigere, når man gør tingenge selv. Måske har jeg meget at lære. Måske bliver jeg klogere, når min datter engang er 15 og kommer hjem med sin tredje kæreste, som hun har haft i tre måneder. Men jeg håber og tror på, at min datter aldrig bliver så fjern for mig, at store, potentielt traumatiserende problemer (som hun selvfølgelig aldrig kommer ud i, fordi jeg er så god en opdrager og meningsdanner!), at jeg ikke vil fornemme dem eller tage dem mere alvorligt.

Børn er en gave, som vi er heldige at få ind i vores liv. Vi får lov til at tage vare på dem og præge dem. Ligegyldigt hvor hård og frustrerende forældreopgaven kan være, så er den et kæmpe privilegium. Og vi har bare at forvalte den opgave med et nogenlunde balanceret resultat, så vi kan se os selv og vores børn i øjnene.

Post from: Momblog.dk

* at komme i tvivl om, hvorvidt det er mandag eller torsdag, eller om det nu i virkeligheden ikke er lørdag?

* at opdage, at man ikke har sagt “lige et øjeblik” til sine børn hele dagen

* jordbær med fløde og sukker – fordi det er indbegrebet af sommer, fordi det smager himmelsk, og fordi det er så forbudt på den ene og den anden måde

* sommervarme fødder, der omhyggeligt bliver begravet i sandet af 5-årig med sans for glat sand

* at læse godnathistorie og opdage, at der er gået en time, og det gør slet ikke noget, for vi kan sove længe i morgen og i overmorgen og dagen efter de næste seks uger

* et godt glas rødvin mens børnene hyggesnakker i køjesengen, og solen går ned.

* Lykken er SOMMERFERIE…

Post from: Momblog.dk

Dét har været mit liv, siden den (i øvrigt, vidunderlige) dag, min dejlige datter kom til verden. Flere (drenge-)børn er kommet til, og selv om det hver gang har været som at blive slået hjem i ludo, så er vi hver gang kommet op til overfladen, dog med den konstante præmis “når børnene bliver større…”. “Større” – vil det sige, når de er flyttet hjemmefra? Der er faktisk ikke grænser for, hvad min mand og jeg skal opleve, når vores børn bliver store. Vi skal ud og spise konstant, gå i biografen konstant, ud og rejse konstant, ja, alle de ting, vi gjorde, inden vi fik børn.

Men… det gjorde vi jo ikke. Vi levede faktisk mere eller mindre, som vi gør nu – bort set fra, at spontanitet og egoisme er byttet ud med bekymringer og udvidelse af forståelsen af begrebet “kærlighed”. Min erfaring er, at græsset ofte synes grønnere og lidt mere lækkert på den anden side. Livet efter barsel synes meget sjovere. Livet efter små børn synes meget lettere. Men det er det nok ikke. Det er sikkert blot anderledes, men fyldt med andre og nye problemfelter.

Så nu er jeg blevet “en af dem”. “Dem”, der får så meget nattesøvn, at de udtaler overskudsting som “man skal nyde sine børn, mens de er små”. For spontaniteten og egoismen får vi tilbage engang, det samme gælder ikke for vores små børn.

Post from: Momblog.dk

- at hende moren, der altid, også i snevejr, cykler til børnehaven med sine to drenge i anhængeren bagpå, synes, at jeg er verdens mest dovne mor, fordi jeg igen har taget bilen

- at den perfekte mor bag mig i køen i Føtex synes, at jeg er en dårlig mor, der bare ikke prøver nok, fordi jeg blandt andet har købeboller (at de er økologiske, kan ikke opveje dovenbøden), ostehaps (som jo er det rene gift!) og Mathilde kakaomælk i min vogn

- at min svigermor synes, at jeg er en dårlig husholderske, når de kommer på spontant besøg, og jeg liiiiige skulle til at rydde op – efter hendes børnebørn og søn

- at vores naboer tror, at vi er nogle huleboere, der isolerer vores børn for omverdenen, fordi de ikke er ude og lege hver dag.

- at pædagogerne i mine sønners vuggestue og børnehave tænker “ja, det var da på tide!”, når de har en fridag cirka hver 2. uge – og at de har korte dage og sammenlagt cirka 12 ugers ferie om året, ryger ikke med i regnskabet.

- at kassedamen tænkte “dårlig mor”, da jeg engang imellem listede pulver-risgrød med banan med på båndet, skjult under øko-rismel, øko-riskiks (bare fordi øko-betegnelsen kan retfærdiggøre ethvert køb) og ammeindlæg, da mine børn var små.

Nu kan jeg høre den igen – stemmen. Den siger: “It’s all in your head”. Og det er ikke, fordi jeg er ved at blive sådan lidt halvskizofren og hallucinerende. Men jeg tror, at “stemmen” er min egen. Den repræsenterer mine egne domme og forventninger til, hvad jeg bør og skal og vil og kan. Når jeg tror, at andre synes, at jeg er alt muligt – doven, uperfekt, upædagogisk, kikset etc. – så er det i virkeligheden sikkert mine egne tanker om mig selv, der spænder ben for et positivt og mere kærligt selvbillede.

Stemmen siger også, at der skal ti gode mor-gerninger til at opveje én dårlig, hvis det da lykkes. Matematiker har jeg aldrig været, men jeg kan da godt se, at det er rimelig tåbeligt, at ting på minussiden vejer ti gange tungere end ting på plussiden. Meget sat på spidsen. For i bund og grund synes jeg faktisk, at jeg klarer det ret godt. Men lige meget hvor mange fridage mine børn har, hvor mange fastelavnskostumer jeg syr, hvor mange bøger jeg læser for mine børn, hvor mange nætter jeg står oppe for at få Spiderman-fødselsdagskagen klar, hvor mange gyngeture jeg giver dem, hvor mange kys jeg planter på deres bløde kinder, hvor sindsygt højt og ubetinget jeg elsker dem – så kommer de ting, jeg ikke orker eller overkommer, til at fylde relativt for meget.

Og nu skal det altså snart være slut! Jeg vil bytte “burde”-brillerne ud med “skide godt”-brillerne. For ifølge pålidelige kilder (andre mødre), så er det faktisk ofte “skide godt”-brillerne, de ser mig igennem. Og pudsigt nok, så kommer følelsen af at være en god mor meget lettere snigende, når jeg tumler med dem i dobbeltsengen, end når jeg sidder natten inden fastelavn for at blive færdig med datterens Klokkeblomstvinger.

Post from: Momblog.dk

Jeg har lige været et par dage i København, blandt andet for at mødes med Charlotte Clemmensen – kvinden med den fantastiske hårpragt, de gode foredrag om forældreskab (hvorfor fandtes de ikke, da jeg var ung og uerfaren i forældrerollen?) og altid et godt råd om, hvordan pokker man tackler sig selv i forsøget på at at være forældre uden at traumatisere sine børn alt for meget.

Det hænger efterhånden således sammen, at det bedre kan betale sig økonomisk og tidsmæssigt, at jeg tager flyet, når jeg skal fra provinsen til hovedstaden. Og det er så ikke nu, vi skal komme ind på de klimamæssige omkostninger ved denne løsning… Når jeg i ro og mag booker billetten på min computer, synes jeg, at det er noget så smart. Det er en følelse, der varer ved, lige til jeg sidder i maskinen og har spændt sikkerhedsbæltet, og flyet ruller stille og roligt afsted. Så begynder følelsen at blive afløst af koldt blod, der suser gennem min krop og op til hjernen med beskeden om at komme ud af flyet a.s.a.p. For det er først, når jeg sidder i flyet og overanalyserer hver enkelt lyd og bevægelse, at konsekvensen af mit ønske om rejsetidsminimering går op for mig. For jeg hader faktisk at flyve. Jeg er skrækslagen. Jeg er sikker på, at flyveturen hver gang vil skabe overskifter som “Mor til tre omkommet i tragisk flystyrt” eller “Mor til tre nåede aldrig at fortælle, hvor det hemmelige sliklager var”.

Spøg til side, for tanken er jo bare overhovedet ikke spor sjov. Når det kommer til mine børn og risikoen for, at vi kan miste hinanden, ligger min humoristiske sans på et meget lille sted. Èns børn er nogle af de få personer i livet, som man uden den mindste arrogance eller storhedsvanvid kan tillade sig at føle sig uundværlig overfor. Jeg ved med sikkerhed, at deres livslykke vil være amputeret eller inkomplet, hvis jeg ikke er her mere. Lige så vel som hele mit livsgrundlag vil være revet væk under mig, hvis jeg mister mine børn eller min mand. Så ja, jeg er skide bange for at dø, og tanken om, at mine børn skal vokse op uden mig, eller at jeg ikke skal være i deres liv, indtil jeg er en meget gammel og livsmæt kone, skræmmer mig rigtig meget. Når jeg altså bliver konfronteret med tanken, for eksempel på den 40 minutter lange tur i de højere luftlag.

Jeg kan så “trøste” mig med, at risikoen for, at jeg dør i morgentrafikken, er langt større. Og selv om jeg hellere ville tænke glade tanker, så er det nok meget sundt for sjælen at blive mindet om livets skrøbelighed. For det bliver let en vane at tage livets lethed for givet. Og mine børn får en ekstra stor krammer og ekstra lang puttetid om aftenen. Fordi jeg er blevet mindet om, hvor top-lykkelig jeg er, fordi jeg har været så heldig at få lov til at blive mor for disse tre fantastiske små mennesker.

Post from: Momblog.dk

Det er ikke altid lige let at være forældre, især nybagt mor. Det kan nemlig være noget af en omvæltning, når man ankommer til “moderland”. Ud over et lille barn, en efterfødselskrop og søvnunderskud står man pludselig med en masse forventninger og krav til sig selv. Èn ting er at blive mor rent biologisk. Hvordan man bliver en god mor, er straks noget helt andet.

Det er imidlertid ikke information om, hvordan man bedst muligt passer og plejer sit barn, der er mangel på. Det bugner med bøger, magasiner og Internetsites om dét at være forældre, og konstant møder man idylliske billeder af glade børn og lykkelige familier. Denne overinformation kan, ifølge Lola Jensen, familievejleder og pt aktuel som brevkasseekspert i Go’Morgen Danmark på TV2, gøre forældre endnu mere usikre på sig selv i forældrerollen:

“Mange mødre har i dag meget store forventninger til sig selv og til, hvad de skal klare. De sammenligner sig selv og deres børn med andre og bliver inspireret af mødre, de læser om i familiemagasiner. Hvis de ikke føler, at de lever op til deres egne forventninger, eller hvad andre mødre klarer, fylder det dem med frustration og mindreværd”, siger Lola Jensen.

Store forventninger

Tidligere var børn mere eller mindre noget, der kom dumpende ind i familien. Sådan er det ikke længere:

“Dét at være forældre og en familie er gået hen og blevet et projekt. Man får ikke bare børn mere, det skal være på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. I dag er det ufødte barn den allerstørste forbruger”, forklarer Lola Jensen, der har 25 års erfaring med problemer i “Familien Danmark”.

Efter hendes mening er børn blevet statusobjekter. Ved at købe de “rigtige” ting, gå til de “rigtige” aktiviteter og vælge de “rigtige” institutioner til deres børn forsøger forældre at symbolisere, at de har styr på forældrerollen.

Ifølge Lola Jensen, kan de forskellige krav og forventninger til sig selv skabe frustrationer, hvis man som mor ikke føler, at man kan leve op til egne krav. Det indre “kaos” kan således resultere i behovet for ydre orden. Hjemmet er blæst for støv, barnet iklædes trendy tøj, byen traves tynd med barnevognen for at komme graviditetsfedtet til livs – alt sammen for at signalere, at man har styr på moderskabet.

Projekt lykkelig familie

Lola Jensen oplever, at det især er kvinderne, der bliver ramt af tårnhøje forventninger, når de bliver mødre. Forventninger, der ofte skubber barnets far lidt ud på sidelinjen:

“Mange mødre går ind i en “osteklokke”, hvor barnet og dét at være en god mor fylder det hele. I og med at det er moren, der tager størstedelen af barslen, ender hun ofte i rollen som den, der har styr på familielivet, det praktiske i hjemmet og pleje af barnet. Og så kan det altså være svært for mor at give slip på kontrollen og lade far komme mere på banen”, mener Lola jensen.

De fleste mødre kan dog gøre sig selv, barnet og barnets far en stor tjeneste ved at lade far komme mere på banen. Ifølge Lola Jensen, skal hun lade ham gøre tingene på sin egen måde og acceptere, at den kan være lige så god som hendes måde. Også selv om bukser og trøje ikke matcher. Det handler, ifølge familievejlederen, om at stole på, at han gør det godt nok, og føle, at man er god nok som mor, selv om man afgiver lidt af ansvaret for barnet.

“Far har lige så meget at skulle have sagt i forhold til barnet. Mange familier kunne have nytte af lidt omvendt ligestilling, for Far er ofte nedprioriteret i forhold til Mors status i hjemmet. Det kunne måske også give flere fædre til at tage en større del af barslen”, mener Lola Jensen.

Brug din sunde fornuft

Selv om Lola Jensen gerne ser mødre stole mere på sig selv og deres intuition, er hun ikke bange for at give den moderne mor et par gode råd med på vejen:

“Slap af og tro på, at du er den, der kender dit barn bedst, og ved, hvad der er bedst for lige netop jeres familie. Selv om det kan være svært, så lad være med at sammenligne. Fokusér på det unikke og positive ved netop dit barn og på alt det, du gør godt som mor”.

Ifølge Lola Jensen, kunne mødre støtte hinanden ved at være mere ærlige og indrømme, at det ikke altid er lige let. Kun ved at droppe perfektionismen kan man komme de høje forventninger til livs, vurderer familievejlederen.

Man kan mene, at det er paradoksalt, at eksperter i stigende grad opfordrer forældre til at stole på sig selv, når det vrimler med gode råd om forældreskab og børn fra de samme eksperter. Lola Jensen har en klar holdning til, hvad man som forældre skal gøre, når man farer vild i junglen af information og gode råd:

“Brug de gode råd, der passer til dig og din familie. Holdningerne til, hvad der er godt for børn, er mange og ofte modsatrettede, og moden skifter. Så er det da klart, at man bliver forvirret og usikker på sig selv, for hvad skal man tro på? Som en jydsk far engang sagde til mig – så er det godt, at der er så langt fra Sjælland til Jylland, for så kan de fikse ideer nå at blive gennemprøvet og fordampe lidt, inden de når herover. Og det kan der være noget om”, siger Lola Jensen.

Post from: Momblog.dk

Hvis de så kommer til at træde lidt ved siden af og indrømme, at jo, det er faktisk lidt hårdt aldrig at have tid til sig selv, og at man da godt kan blive lidt misundelig på manden, fordi han kan forlade barselskaosset og tage på arbejde, og “ind imellem drømmer jeg om at have superkræfter, så jeg kan sætte mit liv som mor på standby, bare én dag, og så bare sove eller kigge ud i luften hele dagen” – så efterfølges disse små spontane udbrud oftest med undskyldninger som “det er jo ikke, fordi jeg ikke elsker at være mor eller mine børn” eller “ej, det var bare for sjov, der er ikke noget bedre end at være mor”. For den perfekte mors rummelighed er grænseløs og hendes egne behov ikke-eksisterende. Bilder jeg mig ind. Følelsen af, at alle andre har langt mere styr på tingene og har meget mere overskud og er meget mere perfekte, er netop med til at forhindre én i at nå det stadium, hvor man føler sig vellykket som mor.

Jeg bliver nødt til at tro, at disse kvinder ikke vil indrømme over for sig selv eller andre, at det er hårdt at blive mor anden og især tredje gang. For hvis alle andre synes, at det er piece of cake, stiller det jo unægteligt mig selv i et  rigtig dårligt lys. For så er det jo bare mig, der er noget galt med. Mig, der ikke kan klare mosten. For jeg er jo ikke bleg for at indrømme over for hverken mig selv eller dem, der gider høre på det, at jeg synes, at det har været rigtig hårdt, når vores lille familie er blevet udvidet. Og der er stadig dage, hvor jeg må klamre mig til mantraet “det bliver lettere, det er bare en fase”. For det gør det jo. Boblen indeni af frustration, træthed og uoverskuelighed bliver mindre for hver dag. Især når man kommer ud af barselstågen og igen kan fokusere på sig selv, hvor egoistisk det end lyder.

Så jeg tør godt sige, at jeg elsker mine børn så ubegribelig meget, men der er dage, hvor jeg i den grad udfordres i discipliner som tålmodighed, rummelighed og evnen til at negligere mine egne behov godt og grundigt.

Post from: Momblog.dk

2. Dine børn har det sjovt

3. Du får en velfortjent pause

4. Dine børn lærer at samarbejde

5. Dine børn lærer sammenhold på en sjov måde, når de sammen bekæmper de onde kræfter i Mario brødrenes univers

6. Du får en velfortjent pause

7. Dine børn bliver fortrolige med det teknologiske univers i en tidlig alder

8. Du får udvidet din horisont, forbedrer dine egenskaber som bilist eller tennisspiller og kommer til at kende alt til figurer som Super Mario, Yoshi og Scooby Doo.

9. Du kan have det sjovt sammen med dine børn indenfor og slipper for kampen om flyverdragten.

10. Du får en velfortjent pause.

Post from: Momblog.dk

Efter et brag af en fest i går har trætheden fået overtaget over vores familie. Farmand snorker på sofaen, den lille bobler i barnevognen, og de to store skiftevis stener foran fjernsynet og leger med deres julegaver, som heldigvis stadig er til stor fascination for dem. Jeg har en usædvanlig mangel på tømmermænd (jubiiii), har slettet de sidste spor efter aftenens fest (selv om det fordømte konfetti med sikkerhed vil pible frem fra revner og sprækker i lang tid endnu) og føler nu en stor ro og tilfredshed over at have overlevet et par hæsblæsende uger med megen festivitas og stress, dog overskygget af hygge ( i hvert fald det meste af tiden). På mandag venter hverdagen, og jeg kan ikke sige mig fri for at glæde mig en lille smule, også selv om det ødelægger den gode morgenrytme, hvor man (dvs. børnene) vågner, når de har lyst, og nogle dage går i nattøj hele dagen. Jeg glæder mig til den fred og ro midt på dagen, hvor jeg ikke skal tænke på sultne børn, at skifte bleer, tørre rumper, være konfliktmægler eller prise mig lykkelig over de korte stunder, hvor jeg kan tillade mig at fokusere på én ting ad gangen. Og jeg glæder mig til at få gang i bloggen igen.

Post from: Momblog.dk