Har du en søn eller datter, der bringer minderne om dine teenage-år, hvor du var helt skudt i Axl Rose, frem? Og synes du (dit barn), at der ikke er meget bad ass over den ukulele, som moster Britta havde med hjem fra Rusland? Men det er måske lige i overkanten at investere i det komplette rock star kit?

Så kan du nu vinde den nye Paper Jamz Guitar her på Momblog. Det er en tynd pap-guitar, der ingenting vejer, men som kan give dit barns luftguitar-udfoldelser helt nye dimensioner, når han/hun giver den gas til tonerne af f.eks. Born to be wild. Den har en værdi af 299,- (incl. rem).

Alt, hvad du skal gøre for at deltage i konkurrencen, er at skrive en hilsen i kommentarfeltet, så er du med. Vinderen trækkes d.17. december.

Post from: Momblog.dk

I udvælgelsen har redaktionen blandt andet lagt vægt på, at familien har udvist en aldrig svigtende kampgejst og ukuelig optimisme. Af konkrete tilgrundliggende årsager bag udvælgelsen kan nævnes:

* at forældrene (feberramte) accepterede, at øko-hotellets airconditioning-anlæg ikke kunne følge med i 35 graders varme.

* at forældrene udviste en udpræget form for samarbejde i pendler-tjansen mellem hotelværelse-sygeleje og solvogn-sygeleje

* at faderen uden nogen form for bitterhed accepterede at aflyse dykkertur i det græske øhav til fordel for græsk solvogn

* at moderen uden nogen form for dårlig samvittighed accepterede “doctor’s orders” om “no swimming” og derfor nød at se svigermor boltre sig med sine børnebørn i de tre forskellige swimmingpools

* at forældrene uden nogen form for  ærgerlighed accepterede, at All-Inclusive-programmet (for dem) ikke omfattede pina coladas med udsigt over poolområdet og tosomhed – men i stedet nød den velredte seng

* at forældrene efter de første fire dages spildt ferie grundet lungebetændelse og poolkarantæne udelukkende følte omsorg (og ikke “ej-for-fanden-altså”-bitterhed), da de to sønner på 5.dagen vågnede med feber og hoste, netop som penicillinen var begyndt at virke.Og hotellets læge (som selv var syg) blev glad for at møde hele familen.

* at familien på fem måtte aflyse den planlagte “vi kigger på tropiske fisk”-tur, da forældrene endelig havde noget, der mindre om overskud, men sønnerne var flade grundet feber

* at især sønnen på 5 havde utrolig let ved at forstå og efterleve principperne om, at lungebetændelse og heldags-poolbadning er en dårlig kombination. Især når man er på badeferie

Tillykke til Ugens Familie (hm… os)

Post from: Momblog.dk

Ifølge Pernille, kan man øge hverdagspassionsniveauet ved lige at afspille en mental film om, hvad man er taknemmelig for, hver morgen og aften. Også selv om man på katastrofale dage har svært ved at finde ting, der påkalder sig taknemmelighed. Så efter en rigtig dårlig morgen får du her min taknemmelighedsliste:

Jeg er taknemmelig for:

* at jeg vågnede i morges

* at min 5-årige søn er i så stor autencitet og integritet og i øvrigt værdsætter glæden ved helt nyvasket tøj, at han står utrolig fast ved sit ønske om at have ét bestemt par bukser på – også selv om de ikke er helt tørre endnu

* at min 3-årige søn er så passioneret en traktor-elsker, at det er fuldstændig umuligt at vente på, at jeg får resten af mit tøj på og får tandbørsten ud af munden, inden jeg henter den røde traktor ude i bilen

* at min 8-årige datter efter syv dages sygdom og en del aflyste aftaler (mine altså) er ved at være frisk igen

* at det er gråvejr udenfor, så jeg ikke behøver bekymre mig over, om solens stråler mon skader mine drenge, når de er ude i børnehaven

* at min 3-årige søn har så meget appetit på livet, at han insisterer på, at det er morgen kl. 00.30.

* at der findes fjernsynskanaler som Cartoon Network, så min datter kan lære om dinosaurusudgravninger og katte med ekstreme lasagnepassioner.

* at der er masser af vasketøj, jeg kan ordne, legetøj, jeg kan rydde op, og regninger, jeg kan betale, så jeg kan få tankerne lidt væk fra min skriveblokade.

* at min mand skal på jagt i aften, så jeg kan nyde alenetid med mine tre børn.

Se – det var jo ikke så svært. Jeg har da masser at være taknemmelig for!

Post from: Momblog.dk

Dengang – for 9 år siden – var vejledningen sådan cirka (så vidt jeg husker): Begræns dit alkoholindtag, tag folinsyretilskud, lad være med at ryge, hold dig i form, lev sundt for to og nyd det så.

I dag bliver man kastet ud i en centrifuge af råd, restriktioner, vejledninger, forbud og not-to-dos, allerede inden graviditetstesten er positiv, så selv den mest kontrollerede kvinde må smide håndklædet. Godt, det ikke er mig, der står helt grøn (og nej, det er ikke, fordi jeg er sådan lidt “har fået tre børn og sådan set  har glemt, hvordan det var”-agtig) og lige har indløst billet til baby-cirkusset, der mindst kræver en uddannelse i medicin, pædagogik, psykologi, farmakologi, ernæring m.m., for at navigere rundt i. Allerede inden, man overhovedet har antydningen af liv i livmoderen, spirer idealerne om, hvordan den gode mor opfører sig. Den gode mor (in spe):

* holder sig fra alkohol (fyyyyyyyh da føj, Mary!) og rygning, også passiv rygning

* tager de rette vitamintilskud og har helt styr på mængder og bivirkninger, så hendes barn ikke bliver misdannet

* holder sig i sund afstand fra cola, kaffe, sukker, medicin, lever, maling, bilos, mobiltelefoner, støj, transfedtsyrer (det sunde fedt er derimod godt for babys hjerne), musik (bort set fra når manden spiller blokfløjte for maven), parabener, toxiner, parfume, syge børn, farvestoffer, røde bøffer, fastfood, rygleje (for det hæmmer babys iltoptagelse), stilethæle, sollys, og hvad der ellers er rart.

* sørger derimod for at få rigeligt med grøntsager (af den desinficerede slags, for jord kan skade baby), kalk (men fra de rette kilder, for skimmeloste kan skade baby), motion (men ikke for meget, for det kan skade baby), sex (men ikke for voldsomt, for det kan skade baby), fisk (som er godt for babys hjerne, men den forkerte slags kan skade baby), være i godt humør (for stress og tristhed kan skade baby), holde sig sund og rask (for sygdom kan skade baby)

*husker at nyde sin graviditet, for det er sådan en vidunderlig tid!

Post from: Momblog.dk

Jeg har – uden at tænke videre over konsekvensen for min datters opfattelse af begreber som ligestilling, kønskamp og kvindeidealer – læst historier om Askepot, Snehvide, Rapuntzel og Prinsessen På Ærten. Fordi det er så hyggeligt og ender godt, og fordi det lige som hører med til den litterære kulturarv.

Hvad jeg egentlig blot har opfattet som hyggestunder med en god historie, hvis indhold er fuldstændig, som da jeg selv var barn – og ih hvor er det trygt i en foranderlig verden – har sået kimet til min datters opfattelse af prinsessebegrebet. For i hendes verden er der ikke meget status over en prinsesse – de er dumme, går kun op i fine kjoler og smykker, er hjælpeløse og uselvstændige og sidder bare og venter på at blive reddet af en prins. Får hun selv lov at bestemme, handler det om konger og prinser, der er tøsedrenge, onde feer og gode, kloge hekse og prinsesser, der må redde de sølle prinser, når hun slår sig løs i dansk fristil.

Man kan så fundere lidt over, hvorfra dette prinsessesyn kommer. Jeg kan ikke udelukke, at jeg selv kan have påvirket det. Men er det ikke en moderpligt at fortælle sin datter, at man kan, lige hvad man vil, uanset om man er dreng eller pige, mand eller kvinde (altså bortset fra det med forplantning, men det er så en helt anden snak)? Eller om uretfærdigheden i, at en prins stadig har forrang over en prinsesse, hvad angår retten til tronen? Bør hun ikke vide, at det er relativt kort tid siden, at kvinder ikke havde stemmeret, at mænd havde ret til at slå kone og børn, hvis det behagede ham, og at der stadig findes kulturer, hvor mænd har ret til at bestemme over kvinden? Og jeg kunne blive ved, men gør det alligevel ikke, for hun skal jo heller ikke ende som mandehader eller ærkefeminist. Tværtimod vil jeg gerne lære min datter – og i lige så høj grad mine sønner – at nok er der forskel på mænd og kvinder, vi kan noget forskelligt, men vi er lige meget værd hver for sig og rigtig meget værd sammen. Og at der ikke er noget i vejen med at have brug for at blive reddet af en prins i ny og næ.

Post from: Momblog.dk

For ikke så lang tid siden læste jeg om en sag, som jeg ikke vil kommentere yderligere på. Den skræmte mig, som misbrug og misforvaltning af det store ansvar, vi har for vores børn, altid bringer op i mig. Hvad, der skræmte og undrede mig endnu mere,var den reaktion, som moderen til den nu 14 årige pige, som sagen drejede sig om, udviste.

“Jeg troede, at hun bare sagde det for at få opmærksomhed…”

Der er noget galt. Der er noget helt galt, når en mor kan føle og udtale, at hendes datter bare finder på horrible historier om, hvordan voksne mænd har behandlet hende, for at få opmærksomhed. Og det gør mig ondt i hjertet på en måde, som ikke helt kan forklares. For hvordan går det til, at man ikke stoler på sin datter, når hun betror sig til én om noget så frygteligt som seksuelt misbrug? Hvordan kommer man så langt væk fra sit barn følelsesmæssigt, at man ikke fanger signalerne om, at éns barn ikke trives? Hvordan kan man være så distanceret fra (et pænere udtryk for “ligeglad med”) sit barn, at man tror, at éns barn finder på den slags historier “bare for at få opmærksomhed”? Og derpå reagere med ligegyldighed?

Måske er jeg bare småbørnsmor, hvis største bekymring er klikedannelser i 2. klasse og éns barns manglende lyst til at deltage i gruppearbejde, fordi det går meget hurtigere, når man gør tingenge selv. Måske har jeg meget at lære. Måske bliver jeg klogere, når min datter engang er 15 og kommer hjem med sin tredje kæreste, som hun har haft i tre måneder. Men jeg håber og tror på, at min datter aldrig bliver så fjern for mig, at store, potentielt traumatiserende problemer (som hun selvfølgelig aldrig kommer ud i, fordi jeg er så god en opdrager og meningsdanner!), at jeg ikke vil fornemme dem eller tage dem mere alvorligt.

Børn er en gave, som vi er heldige at få ind i vores liv. Vi får lov til at tage vare på dem og præge dem. Ligegyldigt hvor hård og frustrerende forældreopgaven kan være, så er den et kæmpe privilegium. Og vi har bare at forvalte den opgave med et nogenlunde balanceret resultat, så vi kan se os selv og vores børn i øjnene.

Post from: Momblog.dk

* at komme i tvivl om, hvorvidt det er mandag eller torsdag, eller om det nu i virkeligheden ikke er lørdag?

* at opdage, at man ikke har sagt “lige et øjeblik” til sine børn hele dagen

* jordbær med fløde og sukker – fordi det er indbegrebet af sommer, fordi det smager himmelsk, og fordi det er så forbudt på den ene og den anden måde

* sommervarme fødder, der omhyggeligt bliver begravet i sandet af 5-årig med sans for glat sand

* at læse godnathistorie og opdage, at der er gået en time, og det gør slet ikke noget, for vi kan sove længe i morgen og i overmorgen og dagen efter de næste seks uger

* et godt glas rødvin mens børnene hyggesnakker i køjesengen, og solen går ned.

* Lykken er SOMMERFERIE…

Post from: Momblog.dk

Dét har været mit liv, siden den (i øvrigt, vidunderlige) dag, min dejlige datter kom til verden. Flere (drenge-)børn er kommet til, og selv om det hver gang har været som at blive slået hjem i ludo, så er vi hver gang kommet op til overfladen, dog med den konstante præmis “når børnene bliver større…”. “Større” – vil det sige, når de er flyttet hjemmefra? Der er faktisk ikke grænser for, hvad min mand og jeg skal opleve, når vores børn bliver store. Vi skal ud og spise konstant, gå i biografen konstant, ud og rejse konstant, ja, alle de ting, vi gjorde, inden vi fik børn.

Men… det gjorde vi jo ikke. Vi levede faktisk mere eller mindre, som vi gør nu – bort set fra, at spontanitet og egoisme er byttet ud med bekymringer og udvidelse af forståelsen af begrebet “kærlighed”. Min erfaring er, at græsset ofte synes grønnere og lidt mere lækkert på den anden side. Livet efter barsel synes meget sjovere. Livet efter små børn synes meget lettere. Men det er det nok ikke. Det er sikkert blot anderledes, men fyldt med andre og nye problemfelter.

Så nu er jeg blevet “en af dem”. “Dem”, der får så meget nattesøvn, at de udtaler overskudsting som “man skal nyde sine børn, mens de er små”. For spontaniteten og egoismen får vi tilbage engang, det samme gælder ikke for vores små børn.

Post from: Momblog.dk

- at hende moren, der altid, også i snevejr, cykler til børnehaven med sine to drenge i anhængeren bagpå, synes, at jeg er verdens mest dovne mor, fordi jeg igen har taget bilen

- at den perfekte mor bag mig i køen i Føtex synes, at jeg er en dårlig mor, der bare ikke prøver nok, fordi jeg blandt andet har købeboller (at de er økologiske, kan ikke opveje dovenbøden), ostehaps (som jo er det rene gift!) og Mathilde kakaomælk i min vogn

- at min svigermor synes, at jeg er en dårlig husholderske, når de kommer på spontant besøg, og jeg liiiiige skulle til at rydde op – efter hendes børnebørn og søn

- at vores naboer tror, at vi er nogle huleboere, der isolerer vores børn for omverdenen, fordi de ikke er ude og lege hver dag.

- at pædagogerne i mine sønners vuggestue og børnehave tænker “ja, det var da på tide!”, når de har en fridag cirka hver 2. uge – og at de har korte dage og sammenlagt cirka 12 ugers ferie om året, ryger ikke med i regnskabet.

- at kassedamen tænkte “dårlig mor”, da jeg engang imellem listede pulver-risgrød med banan med på båndet, skjult under øko-rismel, øko-riskiks (bare fordi øko-betegnelsen kan retfærdiggøre ethvert køb) og ammeindlæg, da mine børn var små.

Nu kan jeg høre den igen – stemmen. Den siger: “It’s all in your head”. Og det er ikke, fordi jeg er ved at blive sådan lidt halvskizofren og hallucinerende. Men jeg tror, at “stemmen” er min egen. Den repræsenterer mine egne domme og forventninger til, hvad jeg bør og skal og vil og kan. Når jeg tror, at andre synes, at jeg er alt muligt – doven, uperfekt, upædagogisk, kikset etc. – så er det i virkeligheden sikkert mine egne tanker om mig selv, der spænder ben for et positivt og mere kærligt selvbillede.

Stemmen siger også, at der skal ti gode mor-gerninger til at opveje én dårlig, hvis det da lykkes. Matematiker har jeg aldrig været, men jeg kan da godt se, at det er rimelig tåbeligt, at ting på minussiden vejer ti gange tungere end ting på plussiden. Meget sat på spidsen. For i bund og grund synes jeg faktisk, at jeg klarer det ret godt. Men lige meget hvor mange fridage mine børn har, hvor mange fastelavnskostumer jeg syr, hvor mange bøger jeg læser for mine børn, hvor mange nætter jeg står oppe for at få Spiderman-fødselsdagskagen klar, hvor mange gyngeture jeg giver dem, hvor mange kys jeg planter på deres bløde kinder, hvor sindsygt højt og ubetinget jeg elsker dem – så kommer de ting, jeg ikke orker eller overkommer, til at fylde relativt for meget.

Og nu skal det altså snart være slut! Jeg vil bytte “burde”-brillerne ud med “skide godt”-brillerne. For ifølge pålidelige kilder (andre mødre), så er det faktisk ofte “skide godt”-brillerne, de ser mig igennem. Og pudsigt nok, så kommer følelsen af at være en god mor meget lettere snigende, når jeg tumler med dem i dobbeltsengen, end når jeg sidder natten inden fastelavn for at blive færdig med datterens Klokkeblomstvinger.

Post from: Momblog.dk

Jeg har lige været et par dage i København, blandt andet for at mødes med Charlotte Clemmensen – kvinden med den fantastiske hårpragt, de gode foredrag om forældreskab (hvorfor fandtes de ikke, da jeg var ung og uerfaren i forældrerollen?) og altid et godt råd om, hvordan pokker man tackler sig selv i forsøget på at at være forældre uden at traumatisere sine børn alt for meget.

Det hænger efterhånden således sammen, at det bedre kan betale sig økonomisk og tidsmæssigt, at jeg tager flyet, når jeg skal fra provinsen til hovedstaden. Og det er så ikke nu, vi skal komme ind på de klimamæssige omkostninger ved denne løsning… Når jeg i ro og mag booker billetten på min computer, synes jeg, at det er noget så smart. Det er en følelse, der varer ved, lige til jeg sidder i maskinen og har spændt sikkerhedsbæltet, og flyet ruller stille og roligt afsted. Så begynder følelsen at blive afløst af koldt blod, der suser gennem min krop og op til hjernen med beskeden om at komme ud af flyet a.s.a.p. For det er først, når jeg sidder i flyet og overanalyserer hver enkelt lyd og bevægelse, at konsekvensen af mit ønske om rejsetidsminimering går op for mig. For jeg hader faktisk at flyve. Jeg er skrækslagen. Jeg er sikker på, at flyveturen hver gang vil skabe overskifter som “Mor til tre omkommet i tragisk flystyrt” eller “Mor til tre nåede aldrig at fortælle, hvor det hemmelige sliklager var”.

Spøg til side, for tanken er jo bare overhovedet ikke spor sjov. Når det kommer til mine børn og risikoen for, at vi kan miste hinanden, ligger min humoristiske sans på et meget lille sted. Èns børn er nogle af de få personer i livet, som man uden den mindste arrogance eller storhedsvanvid kan tillade sig at føle sig uundværlig overfor. Jeg ved med sikkerhed, at deres livslykke vil være amputeret eller inkomplet, hvis jeg ikke er her mere. Lige så vel som hele mit livsgrundlag vil være revet væk under mig, hvis jeg mister mine børn eller min mand. Så ja, jeg er skide bange for at dø, og tanken om, at mine børn skal vokse op uden mig, eller at jeg ikke skal være i deres liv, indtil jeg er en meget gammel og livsmæt kone, skræmmer mig rigtig meget. Når jeg altså bliver konfronteret med tanken, for eksempel på den 40 minutter lange tur i de højere luftlag.

Jeg kan så “trøste” mig med, at risikoen for, at jeg dør i morgentrafikken, er langt større. Og selv om jeg hellere ville tænke glade tanker, så er det nok meget sundt for sjælen at blive mindet om livets skrøbelighed. For det bliver let en vane at tage livets lethed for givet. Og mine børn får en ekstra stor krammer og ekstra lang puttetid om aftenen. Fordi jeg er blevet mindet om, hvor top-lykkelig jeg er, fordi jeg har været så heldig at få lov til at blive mor for disse tre fantastiske små mennesker.

Post from: Momblog.dk