Til vinter tager min mand, vores tre børn og jeg på skiferie med hele svigerfamilien. “Idyllisk, sjovt og hyggeligt”, tænker du måske. Eller måske er du den mere pessimistiske (realistiske, vil nogen mene) type, for hvem adjektiver som “kaotisk, stressende og belastende” popper op i hovedet som majskorn af en hed gryde, når du hører ordet “familieferie”.

Under alle omstændigheder bringer den forestående familierejse mange tanker med sig. Det er ikke første gang, vi bilder os ind, at det godt kan blive en positiv oplevelse at presse familieidyllen ind under fremmede himmelstrøg – for det kan det godt. I hvert fald noget af tiden. I nedenstående klumme kan du læse mine tanker før en forestående autocampertur igennem Europa for halvandet år siden.

Camping for begyndere

Ja, så har vi besluttet det. Vi (min mand, jeg og vores tre børn på 7 mdr., snart 3 år og 6 år) tager på tre ugers roadtrip i autocamper gennem Europa. Vi kører gennem (nævnt i evt. tilfældig rækkefølge, geografi er ikke min stærke side) Tyskland, Holland, Belgien, Frankrig, Nordspanien, Norditalien og så over Alperne hjem (gennem de der lande, man nu kommer igennem på den tur, men mon ikke det er noget med Østrig eller Schweiz og så afslutningsvis Tyskland? Vi har GPS). 

Jeg ser for mig endeløse marker med tulipaner i Holland, jeg ser bølgerne slå mod kysten i Normandiet og mærker historiens vingesus indhylle mig med sine beretninger om tanks, tunge støvler i sandet og en egn som øjenvidne på første parket (gaaaab, kom nu videre). Jeg hører mine børns jubel over synet af Pluto, Simba og Mickey Mouse og alle de andre i 4d i Disneyland, og jeg kan allerede se barn3 lulle sig selv i søvn til tonerne fra en harmonika, kun brudt af petankuglernes små knald, på Champs Elyssé (eller hvor det nu sker i Paris). Jeg kan dufte åkanderne (hvis de da dufter) i Monets have i Giverny og kan mærke dampen fra den frisklavede paella, som vi sikkert vil indtage på en stemningsfuld restaurant i Barcelona. Lige pludselig transformerer autocamperen sig til en cabriolet, mens vi drøner af sted langs Revieraen, og solen stråler gavmildt ned gennem palmerne i Monaco. Senere ser man den bedre halvdel og mig sidde og nyde et glas veltempereret Barolo og indsmuglet fransk brie til synet af solnedgang i Toscana (og børnene sover sødt). Et par dage senere vækker det stor opstandelse, når man ser mine børn løbe af sted over sæterne ved Dolomitterne, for er man mon ved at lave en Sound of Music 2 (eller er den lavet?)? Og senere kan man i Der Standard læse , at ”baby på 8 mdr. lærer sig selv at jodle”, og ”dansk dreng, der knap er fyldt tre år, viste sig at være en inkarnation af Mozart, da han efter besøg i Salzburg pludselig kunne spille ’Eine kleine Nachtmusik’”. Det bliver en fantastisk tur.

Men det er underligt nok ikke de samme associationer, andre mennesker får, når jeg glædesstrålende fortæller om vores fantastiske plan. Så møder jeg ofte kommentarer som ”ej, hvor modigt”, ”been there, done that, gør det aldrig igen”, “at I orker det”, og videre i den dur. Jeg har allerede gennemgået de værste skrækscenarier i hovedet: Lige fra endeløse skænderier mellem barn1 og barn2 kun afbrudt af køresyge, til lumske typer der sniger sig ind om natten og bedøver os alle, eller at barn1 falder ned fra Eiffeltårnet, barn2 får væltet det skæve tårn i Pisa, barn3 bliver stjålet, eller at min mand stikker af med en spansk veldrejet popo. Hm, alt det kan jeg lige som ikke tage mig af, for jeg er udstyret med en veludviklet naivitet og verdensfjern selverkendelse, der gør, at jeg tror på, at det nok skal gå. Godt nok har vi knap nok så meget som set det indre af en autocamper før, men børnene er vant til 1½ times kørsel til sommerhuset. Og så længe de får lov at synge 100 forskellige variationer over temaet ”Hjulene på bussen” (inkluderet ”børnene i bussen siger numse, numse, numse” og ”køerne i bussen siger prut, prut, prut”), så er det for det meste med oprejst pande og højt humør.

”Men”, siger den analytiske og velovervejede stemme et sted indeni, ”det er jo lige som ikke det samme som tre uger”. Nej nej, det ved jeg da godt, jeg er da ikke total matematisk handicappet. Men sammenlignet med almindelig bilferie må det være noget nær en fest at sidde højt hævet over trafikken med godt udsyn og at have bord, bøger, spil, computer, køleskab etc. inden for rækkevidde, mens Europa passerer forbi.

”Jamen, så bliver de jo køresyge, man skal endelig kigge ud af vinduet i kørselsretningen!”. Altså, nu ikke så negativ, find lige lidt kampgejst.

”Og hvad nu, hvis det regner i alle tre uger, hvor sjovt bliver det lige med tre børn?”. Ja, det ville godt nok være surt show, men så kører vi da bare et andet sted hen. Det kan da for søren ikke regne på et helt kontinent på samme tid, kan det? Og nu kommer vi jo ikke lige frem fra verdens mest solbeskinnede land.

”Øh, har du glemt, at du ikke kan italiensk?”, spørger jeg mig selv. Nej, jeg er da godt klar over, at der uden tvivl vil kunne opstå visse sproglige barrierer, og at jeg ikke kommer langt med ”Quanto costa?” (vigtig glose, når man har et veludviklet shoppinggen).

”Har du så glemt, at du har forsvoret at tage på camping?”. Nej, men nu er der jo ingen, der siger, at vi skal ligge tre uger ved Gardasøen sammen med alle pensionisterne, eller at det er total brud på autocamperkonventionen, hvis man bukker under og tager en enkelt overnatning eller to på noget så anticamping-agtigt som et… HOTEL.

Ja, det er måske total crazy, og der er så mange ting, der kan gå galt. Vi vil sikkert flere gange være parate til at pakke alt vores habengut og rejse hjem. Jeg nægter bare at lade bekymringer og pessimisme styre min hverdag. Hvis man lod sine bange anelser (og dem får man i barselsgave) få overtaget, kom man aldrig nogen vegne, så oplevede man aldrig noget. Jeg har tænkt mig at gøre alle folks (og mine egne) negative forventninger til skamme. Jeg vil være ”moderen, der orkede at rejse tre uger med sin familie gennem Europa – og nød det”.

Bonusinfo: Det er en god idé at leje en autocamper, hvor alle kan ligge udstrakt, ellers risikerer du at måtte forkorte turen grundet myoser.

Post from: Momblog.dk

Jeg er dømt ude af konkurrencen om at blive årets mest hippe mor. Fordi jeg i IKEA har indkøbt et trafiktæppe til mine børn.

Post from: Momblog.dk

Dét at vente sit første barn er da det mest magiske, man kan forestille sig. Lige indtil man begynder at sætte sig ind i, hvor stor en videnskab det faktisk er at være forældre.

Post from: Momblog.dk

Nej, det er den slags, der rammer kvinder, når livet på barsel giver dem symptomer, der let kan forveksles med rigtig feber. For jeg kan da ofte føle mig ret varm i kroppen og rød i hovedet, når tingene ikke lige går efter planen (læs: børnene er kropumulige). Blanke øjne får jeg også tit, enten fordi børnene mentalt får lokket mig ned på deres niveau (læs: jeg vil også være tre år og skrige, når jeg ikke får min vilje, men det går ikke, når man er 32), eller når de viser sig fra deres allerbedste side og bare er verdens dejligste børn (og det sker faktisk forbavsende tit). Jeg har gang på gang haft ondt diverse steder i kroppen pga. mælkeophobning, af at bære rundt på 10 kilo pylret baby en hel dag med dertilhørende ”chimpansofobi (angsten for at udvikle chimpanselignende arme) eller spændinger i maven, hvis jeg ved en fejl får stillet mig lige der, hvor ”barn i selvstændighedsfasens” ben cykler af sted i forsøg på at undvige bleskift.

Ingen energi er også et udpræget træk ved barselsfeberen. I hvert fald ender jeg da oftere på sofaen foran fjernsynet end foran strygebrættet eller med blikket rettet mod min bedre halvdel, som jeg nok burde. Nu har vi heldigvis fået digitalkamera, så behøver jeg ikke længere få dårlig energi ved tanken om de billeder, jeg burde sætte i album og skrive fantasifuld billedtekst ved med kalligrafipen. Pylrethed kommer til udtryk, når den bedre halvdel må lægge ører til den barselsfeberramte kvindes delagtiggørelse i sin hverdag: Hvor umulige børnene har været, hvor mange bleer hun har skiftet, og om han ikke også synes, det er strengt, når folk kalder babysønnen for tyk, for han er jo bare godt i stand? Onde drømme varierer dog fra den type, der karakteriserer den gængse feber, idet den barselsfeberramte kvindes hverdag ofte er præget af dagdrømme om uopnåelige ting, såsom fred og ro, søvn, at kunne koncentrere sig om én ting ad gangen uden utallige afbrydelser eller at gå på toilet alene. Men de er onde, fordi de oftest viser sig at være og forblive drømme og er dermed selvpineri.

Verdens hårdeste chef

Og hvorfor er det så sådan? Hvorfor er dét at være på barsel ikke altid ”åh så dejligt og hvor er det bare skønt at komme lidt ned i gear og for en gangs skyld sætte en anden end mig selv i centrum”, som jeg konstant læser om i diverse forældremagasiner? Hvorfor har jeg bare behov for at sætte mig selv lidt i centrum og komme lidt op i gear? Mens andre ude i den virkelige verden har deadlines, teambuilding weekends og vigtige frokostaftaler med vigtige mennesker, har jeg madplaner, bleskift i det uendelige og børn der ikke vil sove, have sko på eller hentes i børnehave. En chef ville ikke byde én de samme arbejdsvilkår, som mine små chefer byder mig.

På et rigtigt arbejde ville jeg i det mindste kunne koncentrere mig om én opgave ad gangen uden konstante afbrydelser, jeg ville ikke have følelsen af, at ethvert roligt øjeblik er en stakket frist, og der ville ikke være folk, der skriger tinitus-højt og hiver mig i bukserne med krav om øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Fordybelse er en luksus, når man er på barsel. Det er enhver tur hjemmefra uden baby også, og det sker hver gang med følelsen af at have fået udgangstilladelse, for tænkt nu hvis der opstår sult? Stort problem, når man ikke har lært sit barn, at en sutteflaske faktisk er en ok måde at indtage føde på. Hvis man så bare var værdsat derhjemme af de små chefer og ikke blev mødt med spørgsmålet: ”Mor, skal du ikke snart have et arbejde, så jeg kan være længere tid i fritteren?”.

Når man så ligeledes føler, at barslen med de kære guldklumper er et slag i hovedet med den store ligestillingshammer, så er det da klart, at man på dårlige dage godt kan gå hen og blive en lille smule bitter. Når manden beretter om sin alsidige, udfordrende og spændende dag på jobbet med vigtige møder, udlandsrejser og ansvar, så kan man godt føle sig ret værdiløs, når ens svar på spørgsmålet: ”nå, hvad har du så lavet i dag?” kan klares med en simpel copy-paste funktion – ”åh, det samme som i går, i forgårs og sidste år”.

Tak fordi jeg blev mor…?

Nu er det jo heller ikke, fordi man føler sig overvældet af klapsalver fra samfundets side, fordi man vælger at prioritere familielivet i en periode. Man kan ikke anklage staten for at støtte voldsomt op om deres egen målsætning om tre børn per familie. Hvis man virkelig ønsker at give familierne gode vilkår, set med børnenes øjne, hvorfor øger man så ikke familiernes mulighed for at holde længere barsel i stedet for at afskaffe lukkedage i daginstitutioner, så børnene kan være endnu mere i institution? Er det på grund af manglende efterspørgsel, bliver mange kvinder generelt angrebet af en meget vedholdende barselsfeber, når barnet fylder seks-ni måneder? Eller er det, fordi 60 % af dagpengesats (med mindre man har en rigtig god barselsordning med fuld løn) bare ikke kan få hverdagen til at hænge sammen for rigtig mange mennesker?

Egoisme-kuren

Når regnskabet gøres op, så ved jeg dog, at min barselsfeber oftest kan holdes nede med mere simple metoder end mytteri fra den gyngende skude og tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det er utroligt, hvad bare et par timers ren egoisme kan give på overskudskontoen, f.eks. en god omgang lindrende shopping, et par healende timers uforstyrrethed f.eks. til verbalt opkast over tilværelsen per mail, eller et par gode bedsteforældre der holder skuden i gang nogle timer, mens man kigger den bedre halvdel lidt dybere i øjnene. For jeg ved, at tiden med små børn aldrig kommer igen (på godt og ondt). Når min lille babysøn (og jeg selv) engang er parat til at strække elastikken lidt længere til at omfatte, at en anden passer mit barn, så skal min tid nok komme. Og så skal jeg gi’ den gas med frokostaftaler, deadlines og ”optaget-status” på messenger. Men kun indtil klokken 14.30, for der skal jeg hente børn.

Post from: Momblog.dk

Hvorfor blot forsøge at jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at man knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv? Når man med simple tricks kan finde sin indre ‘supermom’.

Aha, tænker jeg, da jeg i DSB-kiosken ser bogen med den lokkende titel ”Desperate Housewives’ guide til Livet og Kærligheden”. Længere nede på forsiden finder jeg ud af, at bogen kan give mig ”vigtige overlevelsesstrategier til at nyde familie, karriere, veninder og sexliv”. Det er da lige, hvad jeg – en 30-årig småbørnsramt husmoder – har brug for. Jeg er på vej hjemad efter en hårdt tiltrængt, afslappende tur til København. På vej hjem til hverdagen, til min småkaotiske tilværelse som mor til to små børn, hvor jeg konstant føler, at jeg er lysår fra at gøre mig fortjent til titlen ’supermom’. For det er vel noget med at være seriøs, ansvarlig, tålmodig, pertentlig, have styr på tingene og altid lige have en pakke vådservietter i lommen. Dem skal jeg altså snart huske. Hvornår går jeg i gang med at have friskbagte boller parat, når min datter er hentet i børnehaven? Hvorfor kommer jeg aldrig til bunds i vasketøjet? Det er da bare det rene sisyfosarbejde. Hvornår begynder jeg at rose min datter for hendes udvikling af et selvstændigt jeg og frie vilje, i stedet for at irritere mig over hendes stædighed og plageri? Hvornår begynder jeg at se positivt på min søns konstante pilleri og roderi og se det som en befriende nysgerrighed og fascination af tilværelsens små finurligheder? Spørgsmålene står i kø for at bombardere mig med dårlig samvittighed og mindreværd. Men så er det jo godt, at jeg nu kan udvikle mig fra ”Desperate Housewife” til “Hjemmets Gudinde”.

I det første afsnit kan jeg finde gode råd til at pleje mit parforhold. Hmm… Småbørnsforældre og lidenskab… Skurer lidt i mine ører, men igen – jeg er jo endnu ikke startet på min nye livsstil som ‘supermom’. Bl.a. bør jeg kommunikere og ikke kritisere, ikke rive op i gamle sår, få styr på vores økonomi, tage imod input fra min partner, være tolerant, etc. Det er jo så enkelt.

Endnu et nedprioriteret område: Mode. Altså, det er jo begrænset, hvor vigtigt det er at være iklædt den sidste nye mode, når ens daglige rute går via Føtex, omkring datterens børnehave og hjem igen (går det højt har jeg været til mor-barn-rytmik med andre mødre med matchende banan- eller snotpletter på trøjen – sidste sæson var højeste mode gylppletter på skulderen). I bogen står der, at udseende og mode aldrig må blive en biting. Shopping skal virkelig være en vigtig del af min nye livsstil, og det må min mand da bifalde, for han får jo en kone med styrket selvtillid. Og så må jeg altså til at bruge den babyjogger, der står urørt ude i garagen og lige få smidt de 5 kg, jeg tog på, da jeg stoppede med at amme. For ‘supermom’ har vel også det ideelle BMI?

Næste kapitel kan hjælpe mig til at ”jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at jeg knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv”. Lyder rimelig bekendt. Men det er, ifølge bogen, små ting, der gør forskellen og skaber bedre balance. En fast rutine, at stå op før børnene for at dyrke motion, drikke kaffe, gå i bad, lægge tøj frem om aftenen til næste dag, lade børnene klare mest muligt selv. Det lyder jo enkelt nok. I løbet af dagen skal jeg så holde mig i kontakt med pædagogerne i børnehaven og bede dem føre journal over barnets aktiviteter, så jeg ikke går glip af noget. Jeg skal også løbende være i kontakt med min mand for at skabe nærhed. Aftenen skal bruges til at slappe af og geare ned, ikke noget med tv. Og så skal jeg skabe tid til at tale sammen med min mand, så han ikke føler sig skubbet i baggrunden.

Bogen giver også gode råd om livet med børn. Bl.a. hvordan man bevarer roen, når et barn skaber sig tosset. Man skal ikke blive vred, diskutere og skælde ud og aldrig tabe besindelsen, når barnet plager eller skaber sig. Man skal vise kærlighed, være konsekvent, ikke give efter, tale roligt, lade være med at skræmme, aflede, holde en time-out. Det er, ifølge bogen, i orden at blive vred, men endnu bedre at bede en anden om at tage over, så man ikke mister besindelsen. Derhjemme skal jeg skabe og bevare ro, holde orden. Såre enkelt!

Denne tur, som egentlig var tænkt som en banal hyggetur, hvor jeg lige kunne få ladet morbatterierne op, er gået hen og blevet en vækkelsesrejse. Jeg vil for fremtiden være en bedre mor, kone, veninde, søster, datter, ja, hvem ved, måske bliver jeg ligefrem også en bedre nabo og samfundsborger, nu hvor jeg kan læse mig til at leve en tilværelse præget af mere ”humor, selvkontrol og en følelse af velvære og balance”. Bare tanken om det gør mig i godt humør. Og når jeg først er kommet rigtigt i gang med min nye livsstil, vil forældrene i børnehaven hurtigt begynde at kalde mig ”hende den velafbalancerede”, ja, jeg vil blive kendt i hele byen som ”hende, der fandt på Simple Family Living”. Måske bliver jeg lige frem inviteret i Go’morgen Danmark? Måske skulle jeg skrive en bog?

Næste morgen starter jeg så på min nye livsstil som ‘supermom’. Jeg har sat clockradioen til at alarmere kl. 6.15. Så har jeg ca. ½ time, inden den mindste vågner, til lige at vågne, finde mig selv og pleje mig selv. Jeg skal jo også have strøget mit tøj og lagt makeup. Men allerede dér går det galt. På en eller anden måde kommer jeg til at slukke for uret i stedet for blot at slukke for alarmen, og jeg vågner ikke, før den lille kalder inde fra sin seng. Selvfølgelig har han i dag af alle dage sovet helt til kl. 7.15, og datteren skal være i børnehaven kl. 8, da de skal i teatret. Fandens… Nå, begynderfejl. Børnenes tøj har jeg heller ikke fået lagt frem i går, så jeg griber det første det bedste og hjælper den store i tøjet til trods for mine intentioner om at gøre hende mere selvhjulpen og øge hendes selvværd. Det er der lige som ikke tid til. Jeg når lige at finde en hurtig omgang havregryn frem, som hun kan spise, mens jeg gør den lille klar. Fælles morgenmad og laden op til en dejlig dag blev det så ikke til i dag. Vi kommer hurtigt ud af døren, efter at jeg hurtigt smutter i det samme tøj som i går. Jeg overskrider fartgrænsen op til flere gange, og vi ankommer kun en anelse for sent til børnehaven, hvor alle står parat og venter. Det øser ned, og jeg har selvfølgelig glemt regntøj og gummistøvler. Måske skal jeg droppe opfordringen om at føre journal over min datters dag?

Jeg og den lille drager hjemad. Der er jo masser af huslige pligter at gå i gang med. Jeg starter med at planlægge ugens menu, dog med evindelige afbrydelser fra den 1½ åriges hærgen rundt om i huset. Jeg når kun til og med tirsdag, så beslutter jeg, at det er tid til at ordne lidt vasketøj. Jeg bærer kurven med tre maskinfulde ind i stuen og lægger tøjet pænt sammen i fine bunker på bordet. Så kommer jeg i tanker om, at jeg jo skal huske at holde kontakt til manden og skriver en mail – ”kys og kram, savner dig, du er min helt…”. Jeg vender tilbage til vasketøjet, der nu ligger spredt over det meste af stuegulvet, og drengen sidder med et stort grin på midten af spisebordet. Jeg skal lige til at hæve stemmen, da jeg mærker min indre ‘supermom’ prikke mig på skulderen og kigge på mig med hævede bryn. ”Nej, hvor er du dygtig, lille skat! Hjælper du mor med at ordne vasketøj? Hvor dejligt, at du udvikler dine sociale kompetencer”, roser jeg og begynder at lægge tøjet sammen igen. Den lille futter ind i den anden stue, og jeg er næsten nået gennem halvdelen af kurven, da jeg bemærker den ildevarslende stilhed. Ude på toilettet er han i færd med at skure toilettet, der er proppet med toiletpapir. Imaginære flammer står ud af ørerne på mig. Jeg giver op, rydder op og tager ham med op på hans værelse, hvor jeg glemmer alt om opvask, vasketøj og madplaner. Efter at have spist frokost og traditionen tro hældt sin mælk ud på gulvet bliver han puttet ud og sove i barnevognen, og så skal der knokles igennem. Jeg lægger ud med at tjekke den nyeste mode på Trendsales.dk, for jeg skal jo både være smart og chik men samtidig have styr på økonomien. Jeg synes, at jeg får rigtig meget for de 2500,-, jeg bruger. Jeg skal også huske at være en god veninde, så jeg skriver lange mails til et par veninder og mine søstre. Ah, jeg kan allerede mærke den gode stemning brede sig. Pludselig er den lille vågen, og jeg har jo ikke nået alt det, jeg havde planlagt.

Vi drager af sted for at hente storesøster, og hendes sko er næsten tørre. Så skal der købes ind, og jeg er ivrig efter at få afprøvet mine nye pædagogiske principper med ikke-voldelig og anerkendende kommunikation. Dem får jeg hårdt brug for, idet den lille ikke gider sidde i indkøbsvognen, og den store plager, først efter slik, derefter efter en bog. Jeg prøver med et ”ja, den ser også rigtig spændende ud, men du må ikke få en bog i dag”. Bliver besvaret med et ”hvorfor”, og jeg fortsætter ”jeg kan godt forstå, at du gerne vil have den spændende bog, men du får ikke noget i dag” i den mest rolige og velafbalancerede tone, jeg kan fremmane. Sådan fortsætter vi lidt endnu, alt imens den lille bliver mere og mere insisterende i sine protester, indtil jeg hører mig selv sige lidt for højt ”Fordi! Og nu stopper du altså, ellers…”. Hovsa, der stak den gamle utjekkede husmoder vist snuden lidt for langt frem, men hvor fa’en sender man ungen hen og holde timeout, når man befinder sig midt i Føtex?! Og jeg kan lige som ikke bede hende det skulende kvindemenneske ved fryseboksen om at tage over, inden jeg mister besindelsen, vel?! Jeg kalder på min indre ‘supermom’, men hun glimrer ved sit fravær. Hvor er hun, når man skal bruge hende?

Vel hjemme igen skal vi rigtig hygge med (købe)boller, te og en god historie. Jeg skal bare lige have flyttet vasketøjet, og bagefter ordner jeg opvasken fra morgenmaden og frokosten. Da jeg har læst færdigt, går jeg straks i gang med at forberede maden. Jeg opdager dog hurtigt, at jeg i al forvirringen har glemt halvdelen af de ting til den bouillabaisse, jeg havde planlagt, for ‘supermom’ laver vel god, gedigen simremad? Nå, så bliver det rugbrød. Det skulle jo også være så sundt. Så har jeg lige tid til at ordne lidt vasketøj, som igen ligger spredt ud over stuegulvet. Så kommer manden hjem, desværre har jeg ikke nået at rydde op på børnenes legetøj, og min plan om fælles oprydning slog fejl. Aftenens menu bliver ikke mødt med det store bifald, men som led i min nye stil tager jeg vel imod hans kommentar og lader mig ikke irritere. Han har selvfølgelig ikke læst min søde mail, men jeg giver ikke op, nu skal vi have den der intimitet og nærhed tilbage, også på en mandag aften. Først et beroligende bad, så en godnathistorie og så ind og puttesove med de små, og så skal vi rigtig have noget kvalitetstid. Den lille bliver bare ved med at smide sine sutter ud af sengen, og den store har fortrudt den godnathistorie, jeg har læst, og vil have en anden. Endelig ro, og så lige et par levende lys og lidt Shubert, så skal vi rigtig snakke. ”Nå, du har haft en travl dag og vil helst bare se filmen kl. 21?” Nå, jeg havde for resten også glemt at omdanne soveværelset til et boudoir, så det må blive en anden aften, jeg futter lidt op under min libido.

Post from: Momblog.dk

• * er tålmodig, altid sam-taler anerkendende og aldrig bliver vred (på den forkerte måde)
•  

Post from: Momblog.dk

Når man har været så dum at tage et træt og deraf kropumuligt og plagende barn med på indkøb kl. 16.30, er det pludselig lidt småt med de forstående blikke. Så har den gamle, skulende hejre med det blå hår glemt alt om, hvordan det er at have små børn (eller det er så længe siden, at man ikke havde Føtex og derfor var dejligt fri for indkøbshelvedet). Selv om hun står og stirrer ned på forårsrullerne, ved jeg bare, at hun tænker: “Herregud, ungdommen i dag har da heller ikke styr deres børn” (heldigvis er mine børn blevet rigtig gode til at være med på indkøb, og der går længere og længere mellem de… humørmæssige udsving).

Alder er dog ingen hindring for svækkende hukommelse. Jeg har ikke tal på, hvor mange kommentarer jeg har fået fra kvinder i den fødedygtige alder, bare fordi jeg ikke er særlig høj og derfor ikke har så meget vertikal kropsplads, som baby kan vokse sig stor i. Altså, jeg får hurtigt en ret stor mave, når jeg er i lykkelige omstændigheder, hvilket er kilde til stor måben. Når mine børn så kommer ud af maven, plejer de hurtigt at blive en del af de børn, der holder vækstkurverne oppe (eller nærmere sprænger dem). Og selv andre mødre, der er meget fintfølende, hvad angår egne børn, forsøger at slå tvivl om, hvorvidt det virkelig er normalt, at en baby skal tage så meget på, og om jeg er sikker på, at han skal ammes så tit.

Når klokken er otte om morgenen, og man er i gang med dagens fjerde diskussion (læs: man har truffet en beslutning, der ikke falder i den 2½ åriges smag), og den super forstående far til Sofie fra 2. kl. (så han har nok glemt, hvordan det var) leger heppekor og opmuntrer med et ”det er jo helt naturligt, dét, der foregår i ham, det er et helt normalt led i hans udvikling” - så kan man have lidt svært ved at finde en passende grimasse. I øvrigt er ens koncentration rettet mod at tælle til ti igen og igen og igen. For der er ikke noget værre end at eksponere sit forældreskabs fallit foran et mere kvalificeret publikum.

Post from: Momblog.dk

Jeg har bemærket, at mange mødre har svært ved at erkende og acceptere, at de ikke kun har positive følelser over for deres børn, og nærmest undskylder, hvis der kommer til at undslippe nogle få negative ytringer om livet som mor – for Den Gode Mor bliver jo ikke irriteret på eller træt af sine børn, vel?!  “Men man vælger jo selv at få børn, og man ved, hvad man går ind til”, kan du invende. Ja, det er et frivilligt valg at sætte børn i verden, men hvorfor er moderskabet et af de sidste områder tilbage, hvor det ikke er tilladt at brokke sig? Er dét at brokke sig ensbetydende med, at man elsker sine børn mindre? I min terminologi er der ingen personlige relationer, der er fejl- og problemfri, ej heller moderskabet. Fejlen består i ikke at vedkende og acceptere, at moderskabet består af alt fra glæde, lykke, kærlighed, ømhed, omsorg, inderlighed til angst, usikkerhed, frustration, desperation og følelsen af ikke at slå til eller have de “rigtige” følelser over for sit barn.

Men at man elsker sine børn ubetinget og uden tøven vil slå ihjel for dem, dét er den største af alle forældreskabets mange følelser.

Post from: Momblog.dk

Selv om vi er nået rigtig langt, hvad angår farens rolle / ansvar / tilknytning etc. i hjemmet og familien, så kan vi ikke komme uden om, at mødre ikke har (eller tager) den samme frihed og er mere bundet, i kraft af at det er mødre, der føder børnene og har den lange barsel. Fædre kan på sin vis ”holde fri” fra forældreskabet, i kraft af at han tager på arbejde hver dag, og at det bliver en naturlig ting, at han er væk hjemmefra. 

En veninde sagde engang, at fædre er flødeskumsforældre; de kan blæse og have mel i munden, de kan være forældre, når det lige passer ind i deres agenda. De kan slippe bekymringer, kan være væk hjemmefra uden at ringe hjem for at tjekke, om moderen nu også har husket, at det er bamsen med den lyserøde sløjfe, der er yndlingsbamsen, og at lillepus for Guds skyld skal have most og ikke blendet sine grøntsager. Det er måske sat på spidsen, men beskriver meget godt den frustration, man som mor kan stå med, når man føler sig som “Palle alene i barselsland”. Man havde egentlig glædet sig til at stå af toget og flytte ind, og så pendler han bare frem og tilbage.

Man taler om farens jalousi over symbiosen mellem mor og barn, og at konen/kæresten har mindre tid til ham. Denne jalousi er legal, den bliver beskrevet i en del litteratur, der vedrører forældreskab. Men hvor tit taler man om morens jalousi over for manden? Jeg har da flere gange set efter min mand med store hundeøjne af misundelse, når han tog på arbejde. I mine øjne havde jeg det hårdeste arbejde, selv om jeg jo “bare” var på barsel. De store udfordringer var at få barnet til at sove, finde på aftensmad og nå igennem Føtex, inden barnet vågnede i slyngen og begyndt at skrige og ville ammes (prøverum er ganske udmærkede til skabsamning) – og man har aldrig sådan rigtigt fri.

Den største barsels-udfordring var dog at holde mit store behov for personlig frihed nogenlunde nede samt at finde mig til rette med den skævvridning i ansvarsfordelingen, hvad angår huslige pligter og forældreskab. En skævvridning, som er et helt naturligt appendiks til forældreskabet, når vi endnu ikke har opnået fuld ligestilling. Måske er jeg bare en pseudofeminist, der ikke ønsker at tage skridtet ud i ægte ligestilling, for ikke på vilkår om jeg vil nøjes med seks måneders barsel med mine børn, fordi barslen skal deles millimeter-demokratisk med børnenes far.

Post from: Momblog.dk

Hvis gravide og mødre føler, at hukommelsen til tider svigter, er de ikke helt galt på den. Forskning har nemlig vist, at mange gravide får omfattende hukommelsesproblemer. Og problemerne ender ikke ved fødslen, men kan åbenbart fortsætte i flere år efter. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet “Journal of Clinical and Experimental Neuropsychology” (Jyllandsposten 13.2.2008), og det er især evnen til at ”udføre nyere hukommelsesopgaver”, f.eks. nye telefonnumre eller folks navne, der kan blive påvirket. Manglende rutine, travlhed og søvnmangel skulle være vigtige tilgrundliggende faktorer.

Men det kan ikke udelukkes, at overskriften har en vis relevans. Kvinders evne til at multitaske er dog biologisk betinget (på grund af hjernebjælkens overlegne størrelse hos kvinder i forhold til hos mænd) og er ikke en evne, der lige popper op i én som trold af en æske ved fødslen af det første barn. Den bliver i særdelshed fremtvunget hos mødre af nødvendighed, fordi det er drønhårdt arbejde at have små børn, og man er nødt til indtage blækspruttelignende tilstand for bare at kunne følge en lille smule med de kære børn og hjemmets uendelige behov og krav. Krav som grundlæggende er opstillet af os selv, for mændene kan bare ikke se nullermændene og ville være pænt tilfreds med en fransk hotdog i stedet for marokkansk grøntsagscouscous med selleribøffer.

Så moderskabet som kompetenceudvikling i karrierehenseender er måske slet ikke så tosset.

Post from: Momblog.dk