Lykkelig uvidenhed

Jeg har en veninde, der venter sit første barn. Det fylder mig med glæde og en vis nostalgi. For dét at vente sit første barn er da det mest magiske, man kan forestille sig. Alt er nyt og spændende, og man svæver på en lyserød sky, i tryg forvisning om, at der snart kommer den mest perfekte baby ud, og at alt bliver helt vidunderligt. For sådan har jo man læst, at det er.  

Da jeg første gang stod dér med plastikpinden i hånden, var min første tanke naturligvis: ”To streger, tak!”. Og 20 sekunder senere” ”Please…?”. Dernæst undrede jeg mig over det latterlige i, at min fremtid skulle afgøres af en plastikpind (jeg, der ikke er særlig religiøs eller tilhænger af, at mit liv dikteres af ydre faktorer), og at der ikke følger plastikhandsker med i pakken.

Havde jeg vidst bedre, ville jeg nok have gjort mig tanker som ”findes der alternativer til koldskål som soloernæring de første 12 uger af svangerskabet?”, ”hvordan undgår jeg at blive en omvandrende irritation over kommentarer til, at så lille en kvinde kan have så stor en mave?”, eller ”kan bryster virkelig fordoble størrelsen og blive så hårde, at de kan slå en mand ihjel, bare fordi der skal lidt mælk ud af dem?”.

Eller hvis jeg havde kunnet se endnu længere ud i fremtiden – ”hvor længe kan en 1½-årig mon klare at holde pauser i vejrtrækningen på grund af hidsig gråd under hysterisk anfald?”, ”findes der mon en kategori i hysteriske anfald i Guiness Rekordbog, fordelt på længde, antal og interval samt opdelt i hysteri blandt henholdsvis børn og mødre?” og ”vil det mon nogensinde lykkes mig at kombinere følgende discipliner: ”at være mor til tre børn”, ”at sidde”, ”at drikke en hel kop kaffe” og ”at læse en hel artikel”, eventuelt udskiftet med ”at gennemføre en telefonsamtale” – uden afbrydelser?”.

Disse tanker er jo banaliteter set i lyset af de store overvejelser, der følger med den nysgerrighed og evige higen efter at være en god mor, som man får i barselgave. Man kan nærmest ikke bevæge sig ind i et supermarked eller selv på en tankstation, uden at forældremagasiner eller ”Sådan bliver du en perfekt mor”-bøger dumper ned i hovedet på én. Som nybagt mor – eller såvel lettere branket mor til tre – er det en jungle af viden om, hvordan man dog skal bære sig ad med at undgå at traumatisere sit barn alt for meget, fordi det tilfældigvis har fået dig som mor. Studerer man de forskellige retninger inden for psykologi og pædagogik og familieterapi og parterapi og personlig udvikling (og der er mange!), vil man opdage, at man umuligt kan efterleve alle de råd, man kan læse sig til. For man kan jo ikke både være til samsovning i stor familieseng og have masser af pep i dobbeltsengen. Man kan ikke både dyrke ”Godnat og sov godt – her er det mig, der bestemmer, hvornår du skal sove” og på den anden side ønske, at barnet falder blidt i søvn uden gråd. Man kan ikke både dyrke storfamilien med mor, der er hjemmebagende serviceorgan 24 timer i døgnet, og samtidig være business-mor, der samtidig ser alle sine 24 nærmeste veninder hver uge, dyrker otte timers motion om ugen og bijobber i byens harmoniorkester.

At være forældre er en evig balancegang fyldt med store paradokser. Man skal opdrage sine børn, men må ikke skælde dem alt for meget ud. Man skal vise sine børn støtte, nærvær og kærlighed, men må ikke rose dem alt for meget. Man skal vise sine børn tillid og indgyde dem tro på egne evner og mod på livet, men må ikke pace dem frem. Man skal beskytte sine børn og være lige tilpas bekymret, men må ikke pakke dem ind i bobleplast. Men først og fremmest skal man være tro mod sig selv og stole på sin egen mavefornemmelse. Når graviditeten indledes med tilbud om rutinemæssig scanning, og diverse eksperter gør en dyd ud af at tilbyde forældrekurser og hotlines for fortvivlede og usikre forældre, så er det da klart, at man kan blive en lille smule forvirret og tvivle lidt på noget så oldnordisk som intuition.

Personligt er jeg glad for, at jeg ikke anede, hvad jeg gik ind til, da vi besluttede at få det første barn. For det har sparet mig en masse bekymringer, forudindtaget træthed og frustration, som jeg har levet i lykkelig uvidenhed om. Måske havde jeg slet ikke turdet blive mor? Det har heldigvis også givet mig utallige ensidigt positive overraskelser, for tænk at livet kan være så fantastisk og kærligheden så stor, bare fordi man har fået børn? Men alt dette vil jeg lade min veninde opdage med tiden. For man bliver jo ikke mor til tre sådan lige med det samme.