På flere måder er det langt nemmere at blive mor for anden gang. Man har prøvet det før, man ved, hvad man går ind til og har ikke så mange bekymringer. Hvilken lettelse, at man endelig kan bruge de fejltagelser, man gjorde første gang, til noget! Og lykken over, at det igen er lykkedes at skabe et unikt og velskabt liv, er helt ubegribelig.
Det kan imidlertid være en noget blandet fornøjelse at blive mor for anden eller tredje gang. Indimellem kan man godt længes efter tiden, hvor man kun havde ét barn og bare kunne lægge sig til at sove, eller hvad man nu har lyst til, når barnet endelig sover. Nu er der pludselig en eller flere større søskende og altid et behov at tilfredsstille (underligt nok ender ens egne altid med at komme til sidst). Fokus på én ting eller ét barn ad gangen bliver en luksus, man lærer at værdsætte, tværtimod mødes man med kravet om rummelighed og mental multitasking. Det kræver en elefants tålmodighed (dette udtryk burde ændres til ”en moders tålmodighed”), når man prøver at få nummer tre til at sove, og nummer ét og to opfører ”Den spanske Borgerkrig, fortalt af og for børn” nede i stuen, og man kan ikke komme ned og agere fredsmægler, før den lille sover, og man kan ikke få den lille til at sove, før de to store er stille.
Man kan dog glæde sig over, at man kommer i meget god kontakt til sine følelser, man får lov at glide op og ned ad følelsesspektret - ja, man mærker lige som lidt bedre, at man er i live. På et splitsekund kan man flytte sig følelsesmæssigt fra en lille eufori over tanken, at ”dette er MINE børn og topmålet af lykke”, til “hvornår er det lige, jeg skal sove/spise/tisse og andre små-behov”, eller ”hvad har vi dog gjort, nu har vi ødelagt deres liv” (grundet manglende tid til den/de store, søskendejalousi, etc.).
Dårlig samvittighed bliver desværre en endnu mere tro følgesvend, når man udvider børneflokken til at omfatte flere end den førstefødte. For man kan bare ikke være 100 procent den samme mor, som før familien blev udvidet. Man kan ikke give lige så meget ubegrænset nærvær og opmærksomhed, når der er én eller to mere at tilgodese og drage omsorg for.
Jeg har følt mig som Verdens Dårligste Mor, fordi jeg følte, at jeg svigtede storebror, når lillebror nogle dage kunne ligge som en sugemalle hos mig hele tiden. Og jeg har været tynget af savn og dårlig samvittighed over ikke at kunne dyrke alenetid med min datter, hvis det krævede, at jeg var væk hjemmefra mere end to timer ad gangen, fordi lillebror var ni måneder gammel, før han ville acceptere anden kost end fuldfed modermælk direkte fra ammedepoterne.
Barn nummer to (og i særdeleshed nummer tre) må i en tidlig alder lære tilpasningens kunst - i modsætning til nummer ét, hvor alt foregår efter baby’s rytme og behov. Disse børn sover ofte bedst, når der er larm, bliver hærdede af 14 kilos storebrors forsøg på ulige brydekamp i et ubevogtet øjeblik og må ind imellem vente lidt længere på behovstilfredsstillelse, end nummer ét ville have gjort. Der kan ikke altid tages de store hensyn til, hvornår det passer den lille at tage sine lure, for der er større søskende, der skal bringes og hentes, og der skal købes ind inden, med mindre man ønsker at sætte sig selv på den ultimative stress-test: Indkøb med tre børn i alderen 0-6 år. Derfor får logistik og planlægning en helt anden betydning, når nummer to (tre, fire etc. ) melder sin ankomst.
Der er både fordele og ulemper ved at have søskende. Som med alle andre ting i livet er min holdning: Så længe fordelene overskygger ulemperne, er det den rigtige beslutning. Og så fordobles tilstedeværelsen af kærlighed i éns liv jo for hvert barn, man får. Og når man ser den store kærlighed, omsorg og sammenholdet mellem ens børn, fyldes man bare med en ømhed og lykke, der får alle bekymringer til at fordufte - og dét er da alle strabadserne værd.
Marina
Jep. Jeg har også tre børn og jeg synes det er noget romantisk vrøvl når man hævder at de sidt tilkomne ikke er lige så meget arbejde som den første. Nogle ting er lettere fordi de f.eks. kan lege sammen og de store kan hjælpe de små, men vanskelighederne ved at få alle behovene til at gå op er meget vanskeligere. Sådan som jeg oplver det er to børn dobbelt så meget arbejde som én og tre børn er tre gange så meget arbejde som én. Jeg kan godt længes efter at koncenter mig om ét barn, men alligvel ville jeg ikke undværre nogen af dem.
Florentin
Ja, jeg synes heller ikke det er helt rigtigt at det er nemmere at få barn nr. 2.
Der er selvfølgelig nogle ting man er mere afslappet omkring, man er ikke så bekymret og stresser ikke så meget over når barn nr. 2 f.eks. græder, er syg, ikke vil spise, ikke vil sove mm. Man ved af erfaring at det jo går over:-)
I det hele taget synes jeg det er meget nemmere at nyde barslen med barn nr. 2, fordi man ikke bekymrer sig om alt muligt- og så er der også den ekstra tid med den store når man går hjemme..selvom der lige gik nogle måneder efter lillesøsters ankomst, før jeg kunne nyde det hele.
Den første tid var et rent helvede, jeg havde konstant dårlig samvittighed overfor storesøster, og kunne bryde ud i gråd når som helst. Jeg var tvunget til at amme, men ville egentlig helst tilbringe tiden med den store.
Nu synes jeg bare der er mere at se til med 2 børn…der er så meget praktisk arbejde og man får sjældent tid til at hvile, slappe af og tænke på sig selv. Det er det der er hårdt ved at have 2 børn…
Men når det så er sagt, er jeg dobbelt så lykkelig med 2 børn fremfor 1 barn…mit hjerte smelter når jeg ser hvor meget de 2 allerede nu holder af hinanden…og trods søvnmangel, dårlig samvittighed og irratation over ikke at kunne slappe af i sofaen når det passer mig, så kan jeg ikke slippe tanken om barn nr. 3… derfor må kærligheden fylde mere end trætheden:-)