Moderskabsmyte nr. 3: Man bliver meget tættere knyttet, når to bliver til tre

Når man får det første barn og går fra at være kærester til også at være forældre, sker der ofte store forandringer i parforholdet. Nu er det jo altid godt at anvende lidt positiv psykologi, så i denne ende af skalaen er der flere lyspunkter, når vi snakker om parforhold og børn. Det er da enestående at se, hvordan éns egne gener blive rodet godt og grundigt sammen med et andet gensæt, og ud kommer en helt ny hybrid, der består af “dig” og “mig”, men mest af  ”sig selv”. Dette lille væsen vil for evigt være bindeled mellem jer (det eneste bindeled, man så ikke kan kappe over, hvis “romance med børn” ender i “skilsmisse med børn”). Og man lærer hele tiden nye sider af hinanden (og sig selv) at kende, når man får børn sammen, selv sider man ikke vidste (eller måske heller ikke ville ønske), at man havde.

Livet med små børn giver imidlertid næppe romantikken gode vækstvilkår. Før man får børn, er udgangspunktet som regel tosomheden, hvad har vi lyst til og føler lige nu. Når børnene kommer dumpende, bliver parforholdet ofte sat på standby og udvikler sig til en arbejdsfordeling, hvor man prøver at få det hele til at gå op i en højere enhed. Når man har en 1-årig, der mener, at dagen starter kl. 4.45, bliver søvn en rigtig god handelsvare. Familielivet er præget af struktur, rutiner, logistik og en velduviklet sans for skemalægning, også hvad sexlivet angår.

Men har man fået tre børn og stadig er sammen, når den mindste begynder i skole, så kan et forhold klare næsten alt, vil jeg tro. Med mindre man så ikke længere har mere til fælles end børnene, fordi man har haft for travlt til at opdage det.