Om Momblog.dk

Kender du til tanker som:

* Hvorfor har alle de andre mødre tydeligvis styr på det her moderskabshalløj, når jeg føler mig som en amatør forklædt som mor?


* Hvis bare jeg var mere kreativ, tyndere, smartere i tøjet, tålmodig, fræk, husmoderlig, mindre krævende og bagte nogle flere klidboller, så ville mit liv være perfekt
* Hvad er jeg for en egomor, når luksus ofte er ting, der ikke inkluderer samværet med mine børn, såsom at kigge uforstyrret ud i luften eller koncentrere mig, bare i fem minutter?
* Oh my God, det er lørdag, ungerne skændes, og der er 40 timer, til de kan afleveres i institution…
… så vil du helt sikkert føle dig hjemme her på Momblog.
Momblog er en blog om livet som mor, på godt og ondt. Jeg skriver om alt, der vedrører moderskab og kvindeliv – lige fra den svimlende lykke og uendelige kærlighed, vi føler for og fra vores børn, til følelsen af afmagt, frustration og følelsen af ikke at slå til som mor, husmor og kvinde.
Livet som mor er fantastisk og slår benene væk under én. Man kan føle den størst mulige lykke og frustration, nogle gange på én gang. Missionen bag Momblog er at sætte fokus på de idealer og forventninger, som vi kvinder med tiden har fået konstrueret omkring vores rolle som mor og kvinde. Det er mit ønske at skabe større åbenhed omkring moderskabet; at vi bliver bedre til at leve i og nyde nuet og nærværet; at vi dropper jagten på den perfekte mor og bliver bedre til at klappe os selv (og hinanden) på skulderen og sige: “Nej, jeg er ikke perfekt, men jeg klarer det sgu da helt godt alligevel”.
Og så bliver jeg glad, hvis du bliver så inspireret, opmuntret eller endda provokeret af mine tanker omkring livet som mor og kvinde, at du bare MÅ skrive en kommentar til mine indlæg. Måske er jeg endda så heldig, at du er enig med mig.
Om personen bag Momblog.dk: Jeg er 34 år og mor til to drenge og en pige i alderen 2-8 år. Jeg har en uddannelse i kommunikation og sprog fra Handelshøjskolen i Århus og arbejder freelance, blandt andet som redaktør og skribent.
Del artiklen med vennerne: