I mine sønners børnehave og vuggestue anvender de det dér anerkendende pædagogik. Det betyder i praksis, at i stedet for at brøle: “Du må kraftedderperkme ikke banke Otto oven i hovedet med den der lede kæp, din lille satan!” – så siger de roligt og nærmest hypnotisk: “Jeg kan se, at du bliver vred på Otto nu, men du må gerne lægge pinden ned på jorden og fortælle, hvad der gør dig så vred”.

  

Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Primært fordi jeg er lykkelig ved tanken om, at mine børn er sammen med tålmodige voksne, der taler pænt til dem. Og så har det en positiv effekt på alle – børnene er mere rolige og hører mere efter. Børn og pædagoger slipper også for at få tinitus og hæse stemmer, fordi alle råber så højt, at ingen kan høre noget som helst. 

 

Og det spreder sig! Pludselig kan man se mig smide mig ned i frøperspektiv og kigge intenst og nærværende op på mit barn, mens jeg hører sætninger søde som smørcreme smelte på min tunge. Sætninger som “jeg kan se, at du har det rigtig hyggeligt med dine lego-klodser, men du må gerne gå ud og tage dine sko på”. Og barnet gør det, gudhjælpemig! Jeg var ved få lidt kvalme over mig selv de første gange og følte mig påtaget tålmodig og pædagogisk. Men kvalmen er jo bare en biting, som man må leve med i bytte for et lydigt barn.

 

Det er på de gode dage. Så er der de andre dage, hvor jeg bare er den mere utålmodige og temperamentsfulde udgave af mig selv. De dage, hvor min stemme bliver lidt for høj og skinger og min forståelse for barnets univers for lille og lettere utilgængelig. Og så får jeg nedtur over ikke at være tålmodig, hvilket gør mig endnu mere lunefuld. 

 

Jeg er efter bitre erfaringer kommet frem til, at jeg selv har en stor del af ansvaret for, i hvor høj grad mine børn hører efter, hvad jeg siger, eller om en potentiel konflikt ender i konkurrencen om, hvem der er mest stædig. Og dét er altså ikke lige den udgave af mig selv, jeg holder allermest af.

 

Derfor prøver jeg at praktisere noget self-loving pædagogik (ehm, altså på den ikke-seksuelle måde). Jeg siger til mig selv: “Søde Karoline, uhada, jeg kan mærke, at du bliver lidt ophidset nu. Skidt da pyt med, at din søn har hældt saftevand ned i klaveret. Og skidt da pyt med, at du har givet ham saftevand i stedet for vand. Lav en kop kaffe og smid dig i sofaen med ungerne og en bog, så bliver du glad igen”.

 

Har du mon tålmodighed til at være tålmodig, altid?