Det er ikke altid lige let at være forældre, især nybagt mor. Det kan nemlig være noget af en omvæltning, når man ankommer til “moderland”. Ud over et lille barn, en efterfødselskrop og søvnunderskud står man pludselig med en masse forventninger og krav til sig selv. Èn ting er at blive mor rent biologisk. Hvordan man bliver en god mor, er straks noget helt andet.

Det er imidlertid ikke information om, hvordan man bedst muligt passer og plejer sit barn, der er mangel på. Det bugner med bøger, magasiner og Internetsites om dét at være forældre, og konstant møder man idylliske billeder af glade børn og lykkelige familier. Denne overinformation kan, ifølge Lola Jensen, familievejleder og pt aktuel som brevkasseekspert i Go’Morgen Danmark på TV2, gøre forældre endnu mere usikre på sig selv i forældrerollen:

“Mange mødre har i dag meget store forventninger til sig selv og til, hvad de skal klare. De sammenligner sig selv og deres børn med andre og bliver inspireret af mødre, de læser om i familiemagasiner. Hvis de ikke føler, at de lever op til deres egne forventninger, eller hvad andre mødre klarer, fylder det dem med frustration og mindreværd”, siger Lola Jensen.

Store forventninger

Tidligere var børn mere eller mindre noget, der kom dumpende ind i familien. Sådan er det ikke længere:

“Dét at være forældre og en familie er gået hen og blevet et projekt. Man får ikke bare børn mere, det skal være på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. I dag er det ufødte barn den allerstørste forbruger”, forklarer Lola Jensen, der har 25 års erfaring med problemer i “Familien Danmark”.

Efter hendes mening er børn blevet statusobjekter. Ved at købe de “rigtige” ting, gå til de “rigtige” aktiviteter og vælge de “rigtige” institutioner til deres børn forsøger forældre at symbolisere, at de har styr på forældrerollen.

Ifølge Lola Jensen, kan de forskellige krav og forventninger til sig selv skabe frustrationer, hvis man som mor ikke føler, at man kan leve op til egne krav. Det indre “kaos” kan således resultere i behovet for ydre orden. Hjemmet er blæst for støv, barnet iklædes trendy tøj, byen traves tynd med barnevognen for at komme graviditetsfedtet til livs – alt sammen for at signalere, at man har styr på moderskabet.

Projekt lykkelig familie

Lola Jensen oplever, at det især er kvinderne, der bliver ramt af tårnhøje forventninger, når de bliver mødre. Forventninger, der ofte skubber barnets far lidt ud på sidelinjen:

“Mange mødre går ind i en “osteklokke”, hvor barnet og dét at være en god mor fylder det hele. I og med at det er moren, der tager størstedelen af barslen, ender hun ofte i rollen som den, der har styr på familielivet, det praktiske i hjemmet og pleje af barnet. Og så kan det altså være svært for mor at give slip på kontrollen og lade far komme mere på banen”, mener Lola jensen.

De fleste mødre kan dog gøre sig selv, barnet og barnets far en stor tjeneste ved at lade far komme mere på banen. Ifølge Lola Jensen, skal hun lade ham gøre tingene på sin egen måde og acceptere, at den kan være lige så god som hendes måde. Også selv om bukser og trøje ikke matcher. Det handler, ifølge familievejlederen, om at stole på, at han gør det godt nok, og føle, at man er god nok som mor, selv om man afgiver lidt af ansvaret for barnet.

“Far har lige så meget at skulle have sagt i forhold til barnet. Mange familier kunne have nytte af lidt omvendt ligestilling, for Far er ofte nedprioriteret i forhold til Mors status i hjemmet. Det kunne måske også give flere fædre til at tage en større del af barslen”, mener Lola Jensen.

Brug din sunde fornuft

Selv om Lola Jensen gerne ser mødre stole mere på sig selv og deres intuition, er hun ikke bange for at give den moderne mor et par gode råd med på vejen:

“Slap af og tro på, at du er den, der kender dit barn bedst, og ved, hvad der er bedst for lige netop jeres familie. Selv om det kan være svært, så lad være med at sammenligne. Fokusér på det unikke og positive ved netop dit barn og på alt det, du gør godt som mor”.

Ifølge Lola Jensen, kunne mødre støtte hinanden ved at være mere ærlige og indrømme, at det ikke altid er lige let. Kun ved at droppe perfektionismen kan man komme de høje forventninger til livs, vurderer familievejlederen.

Man kan mene, at det er paradoksalt, at eksperter i stigende grad opfordrer forældre til at stole på sig selv, når det vrimler med gode råd om forældreskab og børn fra de samme eksperter. Lola Jensen har en klar holdning til, hvad man som forældre skal gøre, når man farer vild i junglen af information og gode råd:

“Brug de gode råd, der passer til dig og din familie. Holdningerne til, hvad der er godt for børn, er mange og ofte modsatrettede, og moden skifter. Så er det da klart, at man bliver forvirret og usikker på sig selv, for hvad skal man tro på? Som en jydsk far engang sagde til mig – så er det godt, at der er så langt fra Sjælland til Jylland, for så kan de fikse ideer nå at blive gennemprøvet og fordampe lidt, inden de når herover. Og det kan der være noget om”, siger Lola Jensen.

Post from: Momblog.dk

Nej, det er den slags, der rammer kvinder, når livet på barsel giver dem symptomer, der let kan forveksles med rigtig feber. For jeg kan da ofte føle mig ret varm i kroppen og rød i hovedet, når tingene ikke lige går efter planen (læs: børnene er kropumulige). Blanke øjne får jeg også tit, enten fordi børnene mentalt får lokket mig ned på deres niveau (læs: jeg vil også være tre år og skrige, når jeg ikke får min vilje, men det går ikke, når man er 32), eller når de viser sig fra deres allerbedste side og bare er verdens dejligste børn (og det sker faktisk forbavsende tit). Jeg har gang på gang haft ondt diverse steder i kroppen pga. mælkeophobning, af at bære rundt på 10 kilo pylret baby en hel dag med dertilhørende ”chimpansofobi (angsten for at udvikle chimpanselignende arme) eller spændinger i maven, hvis jeg ved en fejl får stillet mig lige der, hvor ”barn i selvstændighedsfasens” ben cykler af sted i forsøg på at undvige bleskift.

Ingen energi er også et udpræget træk ved barselsfeberen. I hvert fald ender jeg da oftere på sofaen foran fjernsynet end foran strygebrættet eller med blikket rettet mod min bedre halvdel, som jeg nok burde. Nu har vi heldigvis fået digitalkamera, så behøver jeg ikke længere få dårlig energi ved tanken om de billeder, jeg burde sætte i album og skrive fantasifuld billedtekst ved med kalligrafipen. Pylrethed kommer til udtryk, når den bedre halvdel må lægge ører til den barselsfeberramte kvindes delagtiggørelse i sin hverdag: Hvor umulige børnene har været, hvor mange bleer hun har skiftet, og om han ikke også synes, det er strengt, når folk kalder babysønnen for tyk, for han er jo bare godt i stand? Onde drømme varierer dog fra den type, der karakteriserer den gængse feber, idet den barselsfeberramte kvindes hverdag ofte er præget af dagdrømme om uopnåelige ting, såsom fred og ro, søvn, at kunne koncentrere sig om én ting ad gangen uden utallige afbrydelser eller at gå på toilet alene. Men de er onde, fordi de oftest viser sig at være og forblive drømme og er dermed selvpineri.

Verdens hårdeste chef

Og hvorfor er det så sådan? Hvorfor er dét at være på barsel ikke altid ”åh så dejligt og hvor er det bare skønt at komme lidt ned i gear og for en gangs skyld sætte en anden end mig selv i centrum”, som jeg konstant læser om i diverse forældremagasiner? Hvorfor har jeg bare behov for at sætte mig selv lidt i centrum og komme lidt op i gear? Mens andre ude i den virkelige verden har deadlines, teambuilding weekends og vigtige frokostaftaler med vigtige mennesker, har jeg madplaner, bleskift i det uendelige og børn der ikke vil sove, have sko på eller hentes i børnehave. En chef ville ikke byde én de samme arbejdsvilkår, som mine små chefer byder mig.

På et rigtigt arbejde ville jeg i det mindste kunne koncentrere mig om én opgave ad gangen uden konstante afbrydelser, jeg ville ikke have følelsen af, at ethvert roligt øjeblik er en stakket frist, og der ville ikke være folk, der skriger tinitus-højt og hiver mig i bukserne med krav om øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Fordybelse er en luksus, når man er på barsel. Det er enhver tur hjemmefra uden baby også, og det sker hver gang med følelsen af at have fået udgangstilladelse, for tænkt nu hvis der opstår sult? Stort problem, når man ikke har lært sit barn, at en sutteflaske faktisk er en ok måde at indtage føde på. Hvis man så bare var værdsat derhjemme af de små chefer og ikke blev mødt med spørgsmålet: ”Mor, skal du ikke snart have et arbejde, så jeg kan være længere tid i fritteren?”.

Når man så ligeledes føler, at barslen med de kære guldklumper er et slag i hovedet med den store ligestillingshammer, så er det da klart, at man på dårlige dage godt kan gå hen og blive en lille smule bitter. Når manden beretter om sin alsidige, udfordrende og spændende dag på jobbet med vigtige møder, udlandsrejser og ansvar, så kan man godt føle sig ret værdiløs, når ens svar på spørgsmålet: ”nå, hvad har du så lavet i dag?” kan klares med en simpel copy-paste funktion – ”åh, det samme som i går, i forgårs og sidste år”.

Tak fordi jeg blev mor…?

Nu er det jo heller ikke, fordi man føler sig overvældet af klapsalver fra samfundets side, fordi man vælger at prioritere familielivet i en periode. Man kan ikke anklage staten for at støtte voldsomt op om deres egen målsætning om tre børn per familie. Hvis man virkelig ønsker at give familierne gode vilkår, set med børnenes øjne, hvorfor øger man så ikke familiernes mulighed for at holde længere barsel i stedet for at afskaffe lukkedage i daginstitutioner, så børnene kan være endnu mere i institution? Er det på grund af manglende efterspørgsel, bliver mange kvinder generelt angrebet af en meget vedholdende barselsfeber, når barnet fylder seks-ni måneder? Eller er det, fordi 60 % af dagpengesats (med mindre man har en rigtig god barselsordning med fuld løn) bare ikke kan få hverdagen til at hænge sammen for rigtig mange mennesker?

Egoisme-kuren

Når regnskabet gøres op, så ved jeg dog, at min barselsfeber oftest kan holdes nede med mere simple metoder end mytteri fra den gyngende skude og tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det er utroligt, hvad bare et par timers ren egoisme kan give på overskudskontoen, f.eks. en god omgang lindrende shopping, et par healende timers uforstyrrethed f.eks. til verbalt opkast over tilværelsen per mail, eller et par gode bedsteforældre der holder skuden i gang nogle timer, mens man kigger den bedre halvdel lidt dybere i øjnene. For jeg ved, at tiden med små børn aldrig kommer igen (på godt og ondt). Når min lille babysøn (og jeg selv) engang er parat til at strække elastikken lidt længere til at omfatte, at en anden passer mit barn, så skal min tid nok komme. Og så skal jeg gi’ den gas med frokostaftaler, deadlines og ”optaget-status” på messenger. Men kun indtil klokken 14.30, for der skal jeg hente børn.

Post from: Momblog.dk

Jeg har bemærket, at mange mødre har svært ved at erkende og acceptere, at de ikke kun har positive følelser over for deres børn, og nærmest undskylder, hvis der kommer til at undslippe nogle få negative ytringer om livet som mor – for Den Gode Mor bliver jo ikke irriteret på eller træt af sine børn, vel?!  “Men man vælger jo selv at få børn, og man ved, hvad man går ind til”, kan du invende. Ja, det er et frivilligt valg at sætte børn i verden, men hvorfor er moderskabet et af de sidste områder tilbage, hvor det ikke er tilladt at brokke sig? Er dét at brokke sig ensbetydende med, at man elsker sine børn mindre? I min terminologi er der ingen personlige relationer, der er fejl- og problemfri, ej heller moderskabet. Fejlen består i ikke at vedkende og acceptere, at moderskabet består af alt fra glæde, lykke, kærlighed, ømhed, omsorg, inderlighed til angst, usikkerhed, frustration, desperation og følelsen af ikke at slå til eller have de “rigtige” følelser over for sit barn.

Men at man elsker sine børn ubetinget og uden tøven vil slå ihjel for dem, dét er den største af alle forældreskabets mange følelser.

Post from: Momblog.dk

Selv om vi er nået rigtig langt, hvad angår farens rolle / ansvar / tilknytning etc. i hjemmet og familien, så kan vi ikke komme uden om, at mødre ikke har (eller tager) den samme frihed og er mere bundet, i kraft af at det er mødre, der føder børnene og har den lange barsel. Fædre kan på sin vis ”holde fri” fra forældreskabet, i kraft af at han tager på arbejde hver dag, og at det bliver en naturlig ting, at han er væk hjemmefra. 

En veninde sagde engang, at fædre er flødeskumsforældre; de kan blæse og have mel i munden, de kan være forældre, når det lige passer ind i deres agenda. De kan slippe bekymringer, kan være væk hjemmefra uden at ringe hjem for at tjekke, om moderen nu også har husket, at det er bamsen med den lyserøde sløjfe, der er yndlingsbamsen, og at lillepus for Guds skyld skal have most og ikke blendet sine grøntsager. Det er måske sat på spidsen, men beskriver meget godt den frustration, man som mor kan stå med, når man føler sig som “Palle alene i barselsland”. Man havde egentlig glædet sig til at stå af toget og flytte ind, og så pendler han bare frem og tilbage.

Man taler om farens jalousi over symbiosen mellem mor og barn, og at konen/kæresten har mindre tid til ham. Denne jalousi er legal, den bliver beskrevet i en del litteratur, der vedrører forældreskab. Men hvor tit taler man om morens jalousi over for manden? Jeg har da flere gange set efter min mand med store hundeøjne af misundelse, når han tog på arbejde. I mine øjne havde jeg det hårdeste arbejde, selv om jeg jo “bare” var på barsel. De store udfordringer var at få barnet til at sove, finde på aftensmad og nå igennem Føtex, inden barnet vågnede i slyngen og begyndt at skrige og ville ammes (prøverum er ganske udmærkede til skabsamning) – og man har aldrig sådan rigtigt fri.

Den største barsels-udfordring var dog at holde mit store behov for personlig frihed nogenlunde nede samt at finde mig til rette med den skævvridning i ansvarsfordelingen, hvad angår huslige pligter og forældreskab. En skævvridning, som er et helt naturligt appendiks til forældreskabet, når vi endnu ikke har opnået fuld ligestilling. Måske er jeg bare en pseudofeminist, der ikke ønsker at tage skridtet ud i ægte ligestilling, for ikke på vilkår om jeg vil nøjes med seks måneders barsel med mine børn, fordi barslen skal deles millimeter-demokratisk med børnenes far.

Post from: Momblog.dk

Min krop har været beboet i 3×9 måneder, og jeg har elsket at være gravid hver gang. Dog kommer der et tidspunkt i enhver graviditet, hvor man glæder sig til, at det lille væsen, der maser éns indvolde og tvinger én på toilettet, især i utide, på grund af spark i blæren, melder sin afgang, så man kan få sin krop tilbage. Men der kan man godt tro om igen!

For tiden efter fødslen er ikke kun lig med total symbiose med barnet og nybagt-mor-glød.  For det første vokser éns bryster på det groveste. Man kan ikke ligge på maven på gund af ømme, spændte og lækkende bryster, der kan blive så hårde, at de med garanti kan slå en mand bevidstløs. Disse attributter er imidlertid reduceret til frittilgængeligt spisekammer for barnet. Og hvor sexet føler man sig lige, når man må gå med ammebh og -indlæg 24 timer i døgnet i minimum seks måneder?

Dertil kommer et hævet og maltrakteret underliv, der gør ethvert toiletbesøg til en stor undvigemanøvre, som ender i en god omgang forstoppelse. Man må stadig ikke drikke alkohol eller spise udvalgte fødevarer af hensyn til den delikate modermælk. Man får mørke rander under øjnene på grund af søvnmangel, kroppen er øm og ikke så “fitnessagtig”, som den plejer (ha ha, god undskyldning).  På maven kæmper man så med at få den største gang skind stoppet ned i sine gamle bukser, har stadig vand i fødderne og mangler at smide 8 kg. Og sex, ja bare tanken gør lige så ondt som knibeøvelser (og der er ingen, der har været så venlig at minde om, at Tena også kan bruges til andet end ved vandafgang før fødslen), for ikke at tale om grumme efterveer.

Men ud er det lille væsen kommet, og pludselig er der meget tomt inde i maven.

Post from: Momblog.dk

Hvis du føler, at et goddag til dit lille ønskebarn er lig med et farvel til følelsen af uafhængighed og ubekymrethed - så er du ikke alene.

 Har du lige fået dit første barn, og kan du overhovedet ikke genkende denne beskrivelse af den første tid som nybagt mor? Føler du dig nærmere fyldt med tvivl, bekymringer, usikkerhed og ikke mindst træthed og mangel på overskud? Så kan du (og de tusindvis af andre nybagte mødre, der har det fuldstændig som dig) hente hjælp, forståelse og gode råd i bogen ”Baby på vej – Den allerførste tid som mor og far”, skrevet af Charlotte Clemmensen, der er psykolog, foredragsholder, familierådgiver og brevkasseredaktør.

Følelser i fokus

Charlotte Clemmensen har skrevet bogen for at hjælpe kommende og nuværende forældre til at forstå de forandringer, der sker før og efter fødslen af det første barn. Det er for de fleste en tid fyldt med glæde og kærlighed men også med usikkerhed, bekymring og tvivl.

”Under graviditeten er der primært fokus på den fysiske del af dét at være gravid og blive forældre. Vi taler meget om graviditetens udvikling, fødslen og amning. De store psykiske kræfter, der er på spil, mangler der viden og information om. Jeg vil gerne være med til at skabe mere fokus på den store følelsesmæssige rejse, man begiver sig ud på, når man bliver forældre for første gang”, fortæller Charlotte Clemmensen om motivationen for at skrive bogen.

Bryd tabu

Hvis ”Baby på vej – Den allerførste tid som mor og far” også kan være med til at bryde det tabu, der er omkring de følelsesmæssige aspekter af forældreskabet, vil det glæde forfatteren. Hun håber, at kommende og nuværende forældre vil føle sig mere afklarede og bekræftede i deres nye identitet som mor og far. Og det er en status, der ikke kun rummer de idylliske forestillinger fyldt med lykke og glæde, mange forældre hører om og bliver inspireret af blandt andet fra medierne. Det er, ifølge Charlotte Clemmensen, forestillinger, der får mange forældre til at tvivle på sig selv som gode forældre.

”At være forældre er jo ikke kun lig med lykke. Man kan også føle sig usikker, angst, træt og så fyldt op af forældreskabet, at man får lyst til at smide barnet ud af vinduet. Det er der bare ingen, der tør sige højt, for de tror, at en god mor og far aldrig bliver træt af sit barn. Mange forældre føler sig fanget mellem de her idylliske forestillinger om den perfekte familie og så virkeligheden, som den er. Dét tabu vil jeg gerne være med til at bryde. Forhåbentlig kan min bog være med til at få forældre, og især kvinder, til at begynde at være mere ærlige, sige tingene, som de er, og holde op med at tro, at de skal være så perfekte. Sådan er virkeligheden jo ikke ”, forklarer Charlotte Clemmensen.

Hun håber, at mødregrupperne i større grad kan fungere som et støttende netværk, hvor man taler ærligt om tingene, end som en klub, hvor man konkurrerer om at være mest perfekt og lykkelig.

Livet på standby

Især mødre kan føle sig overvældede af den nye tilværelse som mor. Fra at være effektive og have den fulde frihed kan mange kvinder føle sig sat ud på et sidespor, mens manden tilsyneladende bare fortsætter livet, som intet var hændt. Hun kan måske ligefrem føle sig jaloux over, at han bare kan tage hjemmefra og holde fri fra faderrollen, mens hun må sætte sit liv på standby og koncentrere sig om barnet og hjemmet. Måske synes hun nærmest, at det er kedeligt bare at gå derhjemme med et lille barn og savner impulserne fra hendes ellers effektive hverdag.

”Det kan være svært at føle sig splittet mellem forskellige identiteter, for eksempel ønsket om at være den perfekte mor på den ene side og ønsket om at udleve sine personlige drømme og ambitioner. Man bør være realistisk og holde op med at ville det hele på én gang. Jeg synes, at nogle kvinder burde tage deres moderskab mere alvorligt og værdsætte det store arbejde, det er at passe deres lille barn. Før i tiden tænkte man: ”Hver ting til sin tid”. Livet sættes lidt på standby, især når man bliver mor, og det har mange svært ved at acceptere,” fortæller Charlotte Clemmensen, der gennem mange år har arbejdet med gravide og nybagte forældre.

Far har også følelser

Den nye status som far er, ifølge forfatteren, ikke så lige til, som mange mødre bilder sig ind. Selv om manden på overfladen kan fortsætte sin tilværelse som før fødslen, så er der også mange følelser på spil hos den nybagte far. De kan have svært ved at tale om de vanskelige følelsesmæssige aspekter ved faderskabet og ønsker ikke at bekymre kæresten. Flere fædre, end man tror, bliver faktisk ramt af en efterfødselsreaktion. Det er Charlotte Clemmensens håb, at hendes bog kan skabe større åbenhed mellem forældre, så de kan tale om de følelser, det nye forældreskab vækker i dem.

På rejse i forældreland

”Rejsen i dette fantastisk forældreland er fyldt med glæde, besværligheder, bekymringer og store udfordringer og stopper aldrig, når billetten er indløst. Rejsen fortsætter, selv om børnene bliver store, men det er en helt anden historie!”.

Post from: Momblog.dk