Ja, overskriften er egentlig ment som en provokation. For hvad er det perfekte familieliv?

Er det noget med at være de perfekte forældre, have succes på jobbet (hvis man da ikke er hjemmegående), have et perfekt parforhold med et blomstrende sex-liv (som bare bliver bedre og bedre med alderen), have et altid rent og opryddet hjem, lave varieret, sund og bæredygtig kost, have stimulerende fritidsinteresser, se sine bære venner og uproblematiske familie minimum én gang i ugen, og hver dag stå op og gå i seng med en dyb følelse af lykke (og 2,3 aftener i ugen har man selvfølgelig haft vidunderlig sex)? 

Jeg kender ikke nogen, der lever på den måde. Alligevel har de fleste af os en forventning om, at det er sådan, at livet bør leves. “Bør” burde slettes fra Nudansk Ordbog, for det er et ord og en følelse, der ikke bidrager med andet end forventninger til én selv og mindreværd, når forventningerne ikke indfries.

Jeg kender derimod rigtig mange, der halser afsted og går ned i depressionslignende tilstande, fordi de ikke kan leve op til alle de krav, de har til sig selv og den måde, de gerne vil være (især) mødre og familie på. Det er og bliver mig en gåde, hvad der sker med (os) kvinder, når vi får børn og dermed ryger ind i kassen med frustrerede mødre, der alle tror og drømmer om at gøre det umulige – blive den perfekte mor med det perfekte familieliv.

Jeg kender det fra mig selv. Ja, jeg vil gerne overkomme alle de ting, som forældremagasiner kommer med som “forslag” til, hvad man kan lave sammen med sine børn. Jeg vil gerne være pædagogisk, tålmodig, velbalanceret og rummelig en større del af tiden. Jeg vil gerne være en bedre kone med større overskud. Jeg vil gerne dyrke noget mere motion. Jeg vil gerne være mere kreativ. Jeg vil gerne være mere kulturel, hip i tøjet og med på beatet.

Og hvorfor har vi det sådan? Charlotte Clemmensen, der er psykolog, forfatter og brevkasseredaktør, har skrevet en artikel om jagten på det perfekte familieliv. Læs den!

Post from: Momblog.dk

Sofie kommer løbende hen til sin mor med den tegning, hun har brugt den sidste halve time på. Mor siger: ”Hvor er den flot, du er vel nok dygtig”. Eller Sofus, der endelig har taget mod til sig og er klatret op ad stigen og rutsjet ned af rutsjebanen. ”Se mig, far, jeg klarede det!”. Far svarer: ”Hvor var det flot, du er vel nok dygtig!”.

Hvis du, lige som Sofie og Sofus’ forældre, har en tendens til at rose barnet igen og igen, skal du vide, at du er helt normal. Som forældre ønsker vi nemlig det bedste for vores børn. Vi ønsker, at de vokser op og bliver sunde, fornuftige mennesker med gå-på-mod og masser af selvværd. I vores iver efter at være de bedste forældre og skabe så lykkelige og velfungerende børn som muligt, kommer vi ofte til at rose barnet for alt, hvad det gør.

Selvværd eller selvtillid – kend forskellen

Ifølge psykolog Carlotte Clemmensen, bør vi dog stoppe op og tænke over, om ros nu også er det, barnet har brug for. For ofte er barnets ønske ikke ros, men blot at blive set, hørt, bekræftet og værdsat som den, barnet er. Det er, ifølge psykologen, nemlig vigtigt at skelne mellem selvtillid og selvværd:

”Selvtillid handler om tillid til egne evner og færdigheder. Når vi roser barnet, ligger der altid en vurdering af barnets præstationer og evner. Barnet føler således værdi i kraft af, hvad det gør og kan. Barnet kan derfor føle, at det skal præstere og være dygtig for at opnå anerkendelse og kærlighed. Selvværd, derimod, handler om at føle sig accepteret, værdsat og elsket, som den barnet er, uden at skulle gøre sig fortjent hertil gennem konkrete præstationer”.

Sådan styrker du dit barns selvværd

I en travl hverdag kan det dog være svært at finde tid og overskud til den store fordybelse og nærværet. Derfor kommer man let til at ”afvise” barnet med rosende ord.

”Det, barnet har brug for, er opmærksomhed, fællesskab og bekræftelse, og ikke en vurdering. Barnet har brug for, er at vide, at ”jeg er unik, og mor og far elsker mig lige meget hvad, og ikke fordi jeg er god til fodbold, matematik eller til at rydde op på mit værelse”. Så når Sofie glædesstrålende kommer og viser sin tegning til sin mor, er det ikke for at få en vurdering, men for at dele den oplevelse, hun har haft, med sin mor, for hun har haft det rigtig sjovt med sine nye tusser og har netop lært at tegne regnbuer, og det er hun rigtig glad for”, siger Charlotte Clemmensen.

For mange forældre er dét at rose barnet blevet en vane, vi roser barnet per automatik. Det kan imidlertid, ifølge Charlotte Clemmensen, give overskud på barnets selvværdskonto, hvis man bruger lidt tid på at lytte til barnet og spore sig ind på, hvad barnet siger. Hun har følgende råd til, hvad eksempelvis Sofus og Sofies forældre kunne sige:

”I stedet for at sige ”nej, hvor er den flot”, har Sofie måske mere brug for, at hendes mor går ind i en dialog med Sofie og møder hende dér, hvor hun er. Sofies mor kan sige: ”Jeg kan se, at du har tegnet en tegning til mig. Den er jeg rigtig glad for, hvor er du sød. Hvad har du tegnet? Dine nye tusser ser rigtig gode ud. Det ser ud som om, du har hygget dig, mens du tegnede”. Og når Sofus jubler stolt over endelig at have taget mod til sig og overvundet sig selv og rutsjebanen, kan far sige: ”Jeg kan se, at du har det rigtig sjovt. Hvor er det dejligt, at du havde lyst til at prøve rutsjebanen i dag.” og støtte og bekræfte ham i den sejr, Sofus lige har haft, frem for at vurdere Sofus’ bedrift”, siger Charlotte Clemmensen.

Ros dit barn med omtanke

Ros er, ifølge Charlotte Clemmensen, rigtig godt og relevant for barnets udvikling, så længe det bruges med omtanke. Det skal være sagt på en måde, så barnet stadig føler sig set, og så det ikke fungerer som en standardkommentar.

De fleste forældre kan, ifølge psykologen, heller ikke lade være med at rose deres børn. Dels fordi vi ønsker at give udtryk for vores kærlighed til og stolthed over vores børn og ønsker, at de skal føle sig dygtige og elskede. Og dels fordi mange af os har en automatknap inden i os, der gør, at vi automatisk roser barnet. Enten fordi vi er vokset op med ros som den måde, kærlighed og bekræftelse kommer til udtryk verbalt, eller fordi vi er for trætte eller stressede til at høre efter, hvad barnet beder om, eller give barnet den opmærksomhed, som det har krav på.

Ifølge Charlotte Clemmensen, kan overdreven brug af ros af barnet have den modsatte effekt end tiltænkt:

”I den bedste mening roser vi barnet og ønsker, at det skal føle sig dygtig og set, men med tiden kan barnet komme til at hige efter og være afhængig af ros for at føle sig elsket og værdifuld. Hvis vi som forældre altid går ind og vurderer barnets præstationer, vil barnet miste evnen til selv at føle, hvornår noget er godt nok. Denne følelse af at skulle være perfekt har en dårlig effekt på barnets selvværd, som er fundamentet i barnets personlighed”.

Om Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen er uddannet psykolog fra Danmarks Pædagogiske Universitet og tilbyder terapeutiske samtaler og rådgivning til enkeltpersoner, børn, unge, par og familier.

Hun er endvidere brevkasseredaktør og forfatter til en lang række artikler samt bogen Baby på vej – den allerførste tid som mor og far.

Læs mere om Charlotte Clemmensen på www.psykologcc.dk .

Post from: Momblog.dk

Hvis du føler, at et goddag til dit lille ønskebarn er lig med et farvel til følelsen af uafhængighed og ubekymrethed - så er du ikke alene.

 Har du lige fået dit første barn, og kan du overhovedet ikke genkende denne beskrivelse af den første tid som nybagt mor? Føler du dig nærmere fyldt med tvivl, bekymringer, usikkerhed og ikke mindst træthed og mangel på overskud? Så kan du (og de tusindvis af andre nybagte mødre, der har det fuldstændig som dig) hente hjælp, forståelse og gode råd i bogen ”Baby på vej – Den allerførste tid som mor og far”, skrevet af Charlotte Clemmensen, der er psykolog, foredragsholder, familierådgiver og brevkasseredaktør.

Følelser i fokus

Charlotte Clemmensen har skrevet bogen for at hjælpe kommende og nuværende forældre til at forstå de forandringer, der sker før og efter fødslen af det første barn. Det er for de fleste en tid fyldt med glæde og kærlighed men også med usikkerhed, bekymring og tvivl.

”Under graviditeten er der primært fokus på den fysiske del af dét at være gravid og blive forældre. Vi taler meget om graviditetens udvikling, fødslen og amning. De store psykiske kræfter, der er på spil, mangler der viden og information om. Jeg vil gerne være med til at skabe mere fokus på den store følelsesmæssige rejse, man begiver sig ud på, når man bliver forældre for første gang”, fortæller Charlotte Clemmensen om motivationen for at skrive bogen.

Bryd tabu

Hvis ”Baby på vej – Den allerførste tid som mor og far” også kan være med til at bryde det tabu, der er omkring de følelsesmæssige aspekter af forældreskabet, vil det glæde forfatteren. Hun håber, at kommende og nuværende forældre vil føle sig mere afklarede og bekræftede i deres nye identitet som mor og far. Og det er en status, der ikke kun rummer de idylliske forestillinger fyldt med lykke og glæde, mange forældre hører om og bliver inspireret af blandt andet fra medierne. Det er, ifølge Charlotte Clemmensen, forestillinger, der får mange forældre til at tvivle på sig selv som gode forældre.

”At være forældre er jo ikke kun lig med lykke. Man kan også føle sig usikker, angst, træt og så fyldt op af forældreskabet, at man får lyst til at smide barnet ud af vinduet. Det er der bare ingen, der tør sige højt, for de tror, at en god mor og far aldrig bliver træt af sit barn. Mange forældre føler sig fanget mellem de her idylliske forestillinger om den perfekte familie og så virkeligheden, som den er. Dét tabu vil jeg gerne være med til at bryde. Forhåbentlig kan min bog være med til at få forældre, og især kvinder, til at begynde at være mere ærlige, sige tingene, som de er, og holde op med at tro, at de skal være så perfekte. Sådan er virkeligheden jo ikke ”, forklarer Charlotte Clemmensen.

Hun håber, at mødregrupperne i større grad kan fungere som et støttende netværk, hvor man taler ærligt om tingene, end som en klub, hvor man konkurrerer om at være mest perfekt og lykkelig.

Livet på standby

Især mødre kan føle sig overvældede af den nye tilværelse som mor. Fra at være effektive og have den fulde frihed kan mange kvinder føle sig sat ud på et sidespor, mens manden tilsyneladende bare fortsætter livet, som intet var hændt. Hun kan måske ligefrem føle sig jaloux over, at han bare kan tage hjemmefra og holde fri fra faderrollen, mens hun må sætte sit liv på standby og koncentrere sig om barnet og hjemmet. Måske synes hun nærmest, at det er kedeligt bare at gå derhjemme med et lille barn og savner impulserne fra hendes ellers effektive hverdag.

”Det kan være svært at føle sig splittet mellem forskellige identiteter, for eksempel ønsket om at være den perfekte mor på den ene side og ønsket om at udleve sine personlige drømme og ambitioner. Man bør være realistisk og holde op med at ville det hele på én gang. Jeg synes, at nogle kvinder burde tage deres moderskab mere alvorligt og værdsætte det store arbejde, det er at passe deres lille barn. Før i tiden tænkte man: ”Hver ting til sin tid”. Livet sættes lidt på standby, især når man bliver mor, og det har mange svært ved at acceptere,” fortæller Charlotte Clemmensen, der gennem mange år har arbejdet med gravide og nybagte forældre.

Far har også følelser

Den nye status som far er, ifølge forfatteren, ikke så lige til, som mange mødre bilder sig ind. Selv om manden på overfladen kan fortsætte sin tilværelse som før fødslen, så er der også mange følelser på spil hos den nybagte far. De kan have svært ved at tale om de vanskelige følelsesmæssige aspekter ved faderskabet og ønsker ikke at bekymre kæresten. Flere fædre, end man tror, bliver faktisk ramt af en efterfødselsreaktion. Det er Charlotte Clemmensens håb, at hendes bog kan skabe større åbenhed mellem forældre, så de kan tale om de følelser, det nye forældreskab vækker i dem.

På rejse i forældreland

”Rejsen i dette fantastisk forældreland er fyldt med glæde, besværligheder, bekymringer og store udfordringer og stopper aldrig, når billetten er indløst. Rejsen fortsætter, selv om børnene bliver store, men det er en helt anden historie!”.

Post from: Momblog.dk