Jeg har de mest vidunderlige børn. Empatiske, kærlige, hjælpsomme, smukke, perfekte børn. De hygger sig sammen, er søde over for hinanden, hjælper hinanden, leger sammen, kysser og krammer mig og siger, at de elsker mig, spørger, om de skal hjælpe mig, rydder op efter sig – helt uden at jeg skal bede dem om det. Jeg bliver så fyldt med lykke indeni, når jeg ser på dem , og føler mig meget heldig. Det er mine børn. Jeg har bagt dem inden i min mave, og ud er kommet de tre dejligste kager, med hver deres vidunderlige fyld.

Men - nogle gange forandrer de sig til de mest trælse møgunger, der skændes, skriger, råber, roder, sviner, driller, smækker med døren, kræver uendelig opmærksomhed. Og ikke så sjældent sker det, især når jeg er træt og stresset. Og det får mig til at tænke tanker som  ”skulle jeg mon bare køre laaaangt væk, væk fra vasketøj, oprydning, konfliktløsning, oprydning, transport af børn, lektielæsning, oprydning, rengøring, indøb, aftensmad , men hvor der kun er mig?”.

Når så børnene er puttet og igen er tre engle, så forsvinder alt det grimme i mig, og jeg føler mig igen som verdens heldigste mor til de mest perfekte uperfekte børn i hele verden.

Post from: Momblog.dk

For en del mennesker er fredag eftermiddag lig med, at en weekend fyldt med afslapning, frihed og nydelse står for døren. Sådan har jeg det ikke altid. Eller rettere sagt sjældent. Der er altså ikke meget afslapning over konceptet weekend, når man har tre børn. Bevares, man SKAL ikke op på et bestemt tidspunkt, fordi det ikke er særlig smart, hvis éns barn kommer for sent i skole. Og om de går rundt i nattøj til klokken 11 (eller hele dagen), er da komplet ligegyldigt.

Men har de mindste børn tænkt sig at benytte weekenden til at sove længe? Nej da. Og holder vi lige lidt fri fra det der temperament? Nej da, vi fyrer op for charmen, for mor og far skulle jo nødig gå hen og tro, at man er blevet apatisk, bare fordi det er weekend.

Men hvornår er det lige, at det begynder at være let at have børn? Nu har vi haft små børn i snart otte år. Man skulle jo tro, at vi så bare kører den på rutinen, men der er virkelig stadig dage, hvor vi kan kigge opgivende på hinanden. Hvor vi venter på, at den anden finder på et eller andet pædagogisk trick eller endelig opfinder den dér maskine, der kan sætte børnene på ‘mute’ eller ‘standby’.

Nu er børnene så udliciteret, og der er hele fire dage, til weekend og (Goddammit) en hel efterårsferie truer. Men med så mange andre ting i livet, viser det sig sikkert, at det ikke er så slemt som frygtet. Måske bliver det endda hyggeligt!

Er weekend hyggelig eller horribel eller midt i mellem for dig?

Post from: Momblog.dk

Efter en eftermiddag og aften alene med tre børn er der ikke noget så healende som at se andre kvinders kvaler med de moderlige dyder. Dog mindes jeg vidst også at have ringet og udøst verbal opkast over djævleynglet til min mand på ikke så passende tidspunkkter (kan jeg nu se). At jeg så skulle få en åbenbaring midt  i aftenkaffen (er det for resten sandt, at kaffe er “so last year”? Dammit, nu har jeg ellers brugt det meste af min voksenalder på at lære at drikke kaffe og har udelukkende lært det på grund af børn, der vågner djævletidligt) – det er da fryns!

Jeg har nemlig fundet løsningen på mine opdragelsesmæssige udfordringer.  For fremtiden kan mine børn blive guidet af en konsekvent og bestemt hånd, uden at hånden behøver sidde på min arm. Jeg sender nemlig bare Den onde Havemand på banen og overlader al disciplinering til ham. Vi har allerede en havemand, og jeg er godt nok ikke helt sikker på, hvad han siger til at tjene lidt ekstra håndører ved at agere “bad cop”, men nu er jeg ikke typen, der lader mig slå ud af petitesser. Så slipper jeg for at sætte mig selv i respekt og kan sætte mig tilbage i sofaen med en latté og følelsen af at være “good cop”.

Men er det nu alligevel så smart at udlicitere sine forældreopgaver? Er det så attraktivt udelukkende at være den søde og elskelige mor, der ikke siger børnene imod, men truer med Den onde Havemand, så snart der er optræk til disharmoni? At være inkonsekvent eller fraværende i opdragelsen af sine børn er nok lige som at tisse i bukserne – det luner så godt, men alle ved mødre ved, hvor rød og knoppet sådan en tisserumpe kan være. Og de fleste ved, at sætter man sig ikke i respekt, så får man den heller ikke.

Så der er vist ikke andet for end at lave en ind-i-kroppen-oplevelse og udvikle Ond Havemand-potentiale. Det kan da ikke være så svært – kan det…?

Post from: Momblog.dk