Jeg har lige puttet min 2-årige søn i barnevognen efter en hyggelig formiddag på en spontan fridag. Hver gang, ét af børnene har en fridag, kommer jeg i tanker om, hvor fantastisk dejligt og hvor vigtigt det er med denne tosomhed med hver enkelt barn. Og jeg lover mig selv at gøre det igen meget snart. Den ene dag har det dog med at tage den næste.

Noget af det gode ved små børn er deres relativt store søvnbehov. Det er simeplthen livsnødvendigt med en middagslur. Ikke mindst for forældrene. Så når jeg putter drengen i barnevognen med et smil og “ah, put dig under dynen, nu skal du have en lur, det bliver vel nok dejligt!” – så er det ikke bare snik snak, og fordi jeg er kvinde og har behov for at tolke, analysere og sætte ord på enhver handling og følelse, især andres. Det er ikke af hensyn til mit barns sproglige udvikling. Det er dybt egoistisk og egentlig også lidt sørgeligt. For jeg synes, at det er dejligt, når jeg kan putte min lille søn i barnevognen, og han lige så sødt og uden brok lægger sig til at sove, og det betyder børnefri pause. Dét siger jeg ikke, fordi jeg ikke kan holde ud at være sammen med mine børn, men fordi jeg er ærlig: Jeg har behov for en daglig børnefri pause, behov for fraværet af andres behov, krav og ønsker. Nogle gange bliver det kun til små, korte pauser nede ved vaskemaskinen eller fordi vi simpelthen ikke kan overleve uden økologiske rødbeder til frikadellerne.

Og frustrationen over de sammenlagt cirka millioner af timer, jeg har brugt på mine børn, når de ikke bare har lagt sig til at sove i barnevognen – den sidder stadig i kroppen. Jeg vil aldrig glemme desperationen over at måtte stå i regnvejr og to graders varme og køre barnevognen frem og tilbage på en helt bestemt måde i et helt bestemt tempo for at få barnet til at sove. Den jublende lykke og spontane sejrsdans, når barnet endelig overgav sig til søvnen. Frustrationen når han vågnede et kvarter senere. Og håbløsheden over at være en mislykket mor, fordi jeg ikke kan få mit barn til at sove.

Og nu vil jeg smutte, for jeg skal nå at slappe af, inden barnet vågner.

Post from: Momblog.dk

Men - nogle gange forandrer de sig til de mest trælse møgunger, der skændes, skriger, råber, roder, sviner, driller, smækker med døren, kræver uendelig opmærksomhed. Og ikke så sjældent sker det, især når jeg er træt og stresset. Og det får mig til at tænke tanker som  ”skulle jeg mon bare køre laaaangt væk, væk fra vasketøj, oprydning, konfliktløsning, oprydning, transport af børn, lektielæsning, oprydning, rengøring, indøb, aftensmad , men hvor der kun er mig?”.

Når så børnene er puttet og igen er tre engle, så forsvinder alt det grimme i mig, og jeg føler mig igen som verdens heldigste mor til de mest perfekte uperfekte børn i hele verden.

Post from: Momblog.dk

Det er mere lyde og ord, der mangler. Nu har jeg i ni dage nonstop hørt på ord som “hold lige op”, la’ lige vær’”, “moar, han driller”, “moooaaar, kom lige”, “MOOOOAAAR”. Kun afbrudt af kunstpauser, hvor børnene (med tiden skåret ned til éntal) enten har sovet til middag, har været på toilettet eller leget sammen (bravo).

Men nu er der helt stille. De eneste lyde er den rolige summen fra computeren, bilerne på gaden og klapren, når mine fingre rammer tasterne.

Mangel på eller fravær af nogle ting kan ind imellem være ganske udmærket. Så længe fraværet ikke bliver for langvarigt.

Hvilke ting i din hverdag ynder du at holde kunstpauser fra?

Post from: Momblog.dk

Næ, når jeg tager hjemmefra, sker det med nøje instrukser om, hvordan tingene skal gøres. Om på hvilken side af Gustavs pude, Elefantus ligger, og på hvilken side Iggle Piggle ligger. Om at Marius skal huske af tisse, inden han sover. Om at Klara skal have hjælp til at børste tænder, for det har tandlægen selv sagt.

Jeg er nemlig belemret med følelsen af, at en mors plads er sammen med sine børn – ikke med en mojito i hånden eller London-shopping i tankerne. Det er jo en dybt middelalderlig og mandschauvinistisk tankegang, som jeg egentlig ikke helt vil være ved. Jeg mener jo ikke, at kvinder ikke har lov eller ret til at have lyst til at forlade hjemmet til fordel for egne behov. 

Det er heller ikke, fordi jeg ikke stoler på, at børnenes far ikke kan finde ud af at varetage deres behov. Eller mener at min måde er den bedste (nej da!). Langt fra. Og det er heller ikke, fordi jeg ikke nyder at være afsted eller konstant tænker på dem derhjemme. For dét gør jeg til fulde (også uden alkohol indblandet).

Men hvorfor er det så så svært at komme ud af døren og overgive ansvaret? Nu er jeg (hvis jeg selv skal sige det) en eftertænksom og reflekterende person. Til tider for meget - verden ville være en del nemmere, hvis man havde en mere “happy go lucky”-tilgang til livet (“man” er mig). Rent kognitivt kan jeg jo godt regne ud, hvad der foregår. At hver gang, jeg står for at skulle holde fri fra mor-dyderne og prioriterer mig selv højest, bliver jeg ramt af følelsen af at være en dårlig mor, og at det kan være svært at give ansvaret fra sig, fordi man normalt er den, der har det i størsteparten af hverdagene. At bryde symbiosen med sine børn kan være en langvarig proces.

Og det er jo helt forkert. For selvfølgelig bliver jeg ikke en dårlig mor af at have lyst til og brug for at lave noget andet end at være sammen med mine børn.  Jeg er ikke en dårlig mor, fordi mine børn ikke er det totale omdrejningspunkt i mit liv, men også har andre interesser og behov.

Jeg bliver først en dårlig mor, hvis jeg laver ofrings-tricket og negligerer mine egne behov og ønsker. Jeg kan mærke, at når jeg i for lang tid undlader at lytte til mine egne behov, så bliver jeg en bitter og letantændelig hormonbombe, der ikke er særlig meget blid og omsorgsfuld moder over. Den lettere slidte kliché med, at man altid skal huske at tage sin egen iltmaske på, før man giver barnet iltmasken på, er måske meget søgt. Men gang på gang har jeg erkendt, at hvis jeg skal kunne give helhjertet omsorg og opmærksomhed til andre, skal jeg selv være tanket op med egenomsorg.

Er du god til at huske dig selv og holde fri fra moderskabet?

Post from: Momblog.dk

Da han så beder om lov til at putte i dobbeltsengen, er der store beslutninger på spil: 1) Skal man stå ved sine opdragelsesmæssige idealer om, at når man er puttet, er man puttet, og ”nu stopper festen altså”? 2) Skal man lytte til sin intuition, der fortæller én, at i aften er én af de aftener, hvor han har brug for lidt ekstra tryghed? Eller 3) Jeg er selv træt og orker ikke at tage kampen, så han får lov, og jeg får fred.

Denne aften bliver det en kombination af løsningsmodel 2 og 3. Fordi jeg er træt men i bund og grund meget optaget af at tanke mine børn videst muligt op med tryghed. Ergo får han lov at putte i vores seng. Og jeg går ned i stuen igen med en rigtig god mor-følelse blandet med lidt egoisme, for nu må der da blive ro!

Det bliver der så ikke. Mine balder når knap nok at berøre sofaen, før der lyder et ”mooooaaar”. Jeg skal lige til at gå i gang med en pædagogisk (men dog søvndyssende) brandtale, da han smider trumfen: “Mor, du skal passe på mig”.

Mage til beskidte kneb, der taler lige til moderdyret, skal man lede længe efter. Det er så også de sødeste, beskidte kneb, jeg kender, og den virker hver gang.

Jeg lægger mig ved siden af min lille dreng. Hans varme krop passer perfekt ind i den trygge hule mellem mine arme. Jeg kan mærke, hvordan hans hjerte banker mere og mere roligt, og hans vejrtrækning bliver dybere og tungere.

Der findes ikke noget mere beroligende og afstressende end det totale nærvær med et barn, der er på vej i drømmeland. Dét vil jeg huske næste gang, jeg har travlt med at få børnene til at sove, så jeg kan komme i gang med at slappe af. Næste gang vil jeg undlade alle overspringshandlingerne, for havde jeg bare taget mig god tid til at putte ham til at begynde med, ville putningen være gået hurtigere og nemmere, for os begge. Og næste gang vil jeg så forsøge at lade være med at falde i søvn.

Post from: Momblog.dk