Søndag aften kan man hjemme hos os se verdens mest velvillige opvasker. Der kommer der nemlig Barnnmorskarna – eller på dansk Fødegangen - på DR1. Og da vi har fjernsyn i vores køkken, kan jeg stå og være lidt huslig, samtidig med at jeg bliver mindet om det ultimativt største mirakel i livet; når et barn kommer til verden.

At se andre kvinder føde for åben skærm fylder mig med en masse følelser. Jeg føler mig både sådan lidt sadistisk, fordi jeg hygger mig ved at se andre lide. Selv om jeg af erfaring ved, at man kunne befinde sig i en seng med bar rumpet og uglet hår i en liveudsendelse hos Oprah og ikke kunne være mere ligeglad, fordi man til sidst simpelthen ikke registrerer andet end krop, veer og smerter – så synes jeg alligevel, at det er lidt grænseoverskridende at være med på sidelinjen til så privat en begivenhed som en fødsel. Jeg mener, man er jo ikke helt sig selv, når man ligger dér og er én stor vé, og hvem bryder sig egentlig om at vise balder, bryster og graviditetsblæver til hele verden, bagefter altså? Mest af alt fylder det mig med én stor omgang dejavue, fordi jeg har ligget på fødebriksen tre gange og gennemlevet alle de samme følelser – euforien over at nu er fødslen endelig i gang, angsten for om barnet kommer velskabt og levende til verden, følelsen af at sprække over i to halvdele, ærgrelsen over at en ud-af-kroppen-oplevelse ikke er en del af smertelindringsprogrammet, forløsningen når barnet endelig glider ud og kommer op på éns mave, den overrumplende lykke over endelig at kigge miraklet i øjnene og urkvinde-power-følelsen over sin præstation (så er der lige nitte-oplevelsen, når man skal føde moderkagen, lave stort første gang efter fødslen eller have amningen i gang, men hvorfor nu ødelægge den romantiske stemning?).

Alle disse følelser vender lige tilbage til mig, når jeg står og skraber rester fra aftensmaden ned i skraldespanden. Og ja, jeg fortjener en tudekiks, men mindst én gang i løbet af den halve time, udsendelsen varer, kommer jeg til at få så vandige øjne, at hvis ét af mine børn ved en fejl kommer forbi køkkenet (fordi jeg er en bobleplast-mor og ikke mener, at fødsler er for børn), kigger han/hun på mig med et bekymret “hvorfor græder du, mor?”.

Fødslerne af mine børn har været de største personlige oplevelser i mit liv. Og jeg bliver helt ærligt lidt melankolsk ved tanken om aldrig at skulle være gravid og føde igen.

Post from: Momblog.dk

Min krop har været beboet i 3×9 måneder, og jeg har elsket at være gravid hver gang. Dog kommer der et tidspunkt i enhver graviditet, hvor man glæder sig til, at det lille væsen, der maser éns indvolde og tvinger én på toilettet, især i utide, på grund af spark i blæren, melder sin afgang, så man kan få sin krop tilbage. Men der kan man godt tro om igen!

For tiden efter fødslen er ikke kun lig med total symbiose med barnet og nybagt-mor-glød.  For det første vokser éns bryster på det groveste. Man kan ikke ligge på maven på gund af ømme, spændte og lækkende bryster, der kan blive så hårde, at de med garanti kan slå en mand bevidstløs. Disse attributter er imidlertid reduceret til frittilgængeligt spisekammer for barnet. Og hvor sexet føler man sig lige, når man må gå med ammebh og -indlæg 24 timer i døgnet i minimum seks måneder?

Dertil kommer et hævet og maltrakteret underliv, der gør ethvert toiletbesøg til en stor undvigemanøvre, som ender i en god omgang forstoppelse. Man må stadig ikke drikke alkohol eller spise udvalgte fødevarer af hensyn til den delikate modermælk. Man får mørke rander under øjnene på grund af søvnmangel, kroppen er øm og ikke så “fitnessagtig”, som den plejer (ha ha, god undskyldning).  På maven kæmper man så med at få den største gang skind stoppet ned i sine gamle bukser, har stadig vand i fødderne og mangler at smide 8 kg. Og sex, ja bare tanken gør lige så ondt som knibeøvelser (og der er ingen, der har været så venlig at minde om, at Tena også kan bruges til andet end ved vandafgang før fødslen), for ikke at tale om grumme efterveer.

Men ud er det lille væsen kommet, og pludselig er der meget tomt inde i maven.

Post from: Momblog.dk