* at vugge frem og tilbage i hængesofaen i sommerhushaven med sommervarm 2-årig på maven

* at komme i tvivl om, hvorvidt det er mandag eller torsdag, eller om det nu i virkeligheden ikke er lørdag?

* at opdage, at man ikke har sagt “lige et øjeblik” til sine børn hele dagen

* jordbær med fløde og sukker – fordi det er indbegrebet af sommer, fordi det smager himmelsk, og fordi det er så forbudt på den ene og den anden måde

* sommervarme fødder, der omhyggeligt bliver begravet i sandet af 5-årig med sans for glat sand

* at læse godnathistorie og opdage, at der er gået en time, og det gør slet ikke noget, for vi kan sove længe i morgen og i overmorgen og dagen efter de næste seks uger

* et godt glas rødvin mens børnene hyggesnakker i køjesengen, og solen går ned.

* Lykken er SOMMERFERIE…

Post from: Momblog.dk

Dét har været mit liv, siden den (i øvrigt, vidunderlige) dag, min dejlige datter kom til verden. Flere (drenge-)børn er kommet til, og selv om det hver gang har været som at blive slået hjem i ludo, så er vi hver gang kommet op til overfladen, dog med den konstante præmis “når børnene bliver større…”. “Større” – vil det sige, når de er flyttet hjemmefra? Der er faktisk ikke grænser for, hvad min mand og jeg skal opleve, når vores børn bliver store. Vi skal ud og spise konstant, gå i biografen konstant, ud og rejse konstant, ja, alle de ting, vi gjorde, inden vi fik børn.

Men… det gjorde vi jo ikke. Vi levede faktisk mere eller mindre, som vi gør nu – bort set fra, at spontanitet og egoisme er byttet ud med bekymringer og udvidelse af forståelsen af begrebet “kærlighed”. Min erfaring er, at græsset ofte synes grønnere og lidt mere lækkert på den anden side. Livet efter barsel synes meget sjovere. Livet efter små børn synes meget lettere. Men det er det nok ikke. Det er sikkert blot anderledes, men fyldt med andre og nye problemfelter.

Så nu er jeg blevet “en af dem”. “Dem”, der får så meget nattesøvn, at de udtaler overskudsting som “man skal nyde sine børn, mens de er små”. For spontaniteten og egoismen får vi tilbage engang, det samme gælder ikke for vores små børn.

Post from: Momblog.dk

Hvis de så kommer til at træde lidt ved siden af og indrømme, at jo, det er faktisk lidt hårdt aldrig at have tid til sig selv, og at man da godt kan blive lidt misundelig på manden, fordi han kan forlade barselskaosset og tage på arbejde, og “ind imellem drømmer jeg om at have superkræfter, så jeg kan sætte mit liv som mor på standby, bare én dag, og så bare sove eller kigge ud i luften hele dagen” – så efterfølges disse små spontane udbrud oftest med undskyldninger som “det er jo ikke, fordi jeg ikke elsker at være mor eller mine børn” eller “ej, det var bare for sjov, der er ikke noget bedre end at være mor”. For den perfekte mors rummelighed er grænseløs og hendes egne behov ikke-eksisterende. Bilder jeg mig ind. Følelsen af, at alle andre har langt mere styr på tingene og har meget mere overskud og er meget mere perfekte, er netop med til at forhindre én i at nå det stadium, hvor man føler sig vellykket som mor.

Jeg bliver nødt til at tro, at disse kvinder ikke vil indrømme over for sig selv eller andre, at det er hårdt at blive mor anden og især tredje gang. For hvis alle andre synes, at det er piece of cake, stiller det jo unægteligt mig selv i et  rigtig dårligt lys. For så er det jo bare mig, der er noget galt med. Mig, der ikke kan klare mosten. For jeg er jo ikke bleg for at indrømme over for hverken mig selv eller dem, der gider høre på det, at jeg synes, at det har været rigtig hårdt, når vores lille familie er blevet udvidet. Og der er stadig dage, hvor jeg må klamre mig til mantraet “det bliver lettere, det er bare en fase”. For det gør det jo. Boblen indeni af frustration, træthed og uoverskuelighed bliver mindre for hver dag. Især når man kommer ud af barselstågen og igen kan fokusere på sig selv, hvor egoistisk det end lyder.

Så jeg tør godt sige, at jeg elsker mine børn så ubegribelig meget, men der er dage, hvor jeg i den grad udfordres i discipliner som tålmodighed, rummelighed og evnen til at negligere mine egne behov godt og grundigt.

Post from: Momblog.dk

Efter et brag af en fest i går har trætheden fået overtaget over vores familie. Farmand snorker på sofaen, den lille bobler i barnevognen, og de to store skiftevis stener foran fjernsynet og leger med deres julegaver, som heldigvis stadig er til stor fascination for dem. Jeg har en usædvanlig mangel på tømmermænd (jubiiii), har slettet de sidste spor efter aftenens fest (selv om det fordømte konfetti med sikkerhed vil pible frem fra revner og sprækker i lang tid endnu) og føler nu en stor ro og tilfredshed over at have overlevet et par hæsblæsende uger med megen festivitas og stress, dog overskygget af hygge ( i hvert fald det meste af tiden). På mandag venter hverdagen, og jeg kan ikke sige mig fri for at glæde mig en lille smule, også selv om det ødelægger den gode morgenrytme, hvor man (dvs. børnene) vågner, når de har lyst, og nogle dage går i nattøj hele dagen. Jeg glæder mig til den fred og ro midt på dagen, hvor jeg ikke skal tænke på sultne børn, at skifte bleer, tørre rumper, være konfliktmægler eller prise mig lykkelig over de korte stunder, hvor jeg kan tillade mig at fokusere på én ting ad gangen. Og jeg glæder mig til at få gang i bloggen igen.

Post from: Momblog.dk

Mikkel Spejlblank (MS):  Vi har fået at vide, at inde i dette hus skulle der efter sigende bo en familie, hvor alt ikke er, som det skal være. På overfladen får man ingen mistanke om, at noget er galt. Men pålidelige kilder fortæller, hvordan moren til tre børn tilsyneladende lader omverdenen tro, at hun er ansvarlig nok til at drage omsorg for sine børn. Virkeligheden er en helt anden. Vi vil nu konfrontere denne mor med de frygtelige mistanker.

MS: Goddag, vi kommer fra Operation X, må vi tale med dig et øjeblik?

Mor: Eh… Hvad drejer det sig om? Hvis det drejer sig om de der små hjorte, jeg lige har købt i Føtex, så sagde han, at skindet stammer fra geder, der ikke har boet i bur eller på anden vis har lidt overlast. Jeg mener – burgeder? Ej, vel?

MS: Nej nej, det er ikke på grund af nogle geder. Jeg vil blot gerne tale med dig, fordi vi har hørt fra pålidelige kilder, at der skulle foregå ting og sager, der ikke gør dig egnet som mor. Hvad har du at sige til den sag?

Mor: Det ved jeg da virkelig ikke. Kan du være lidt mere specifik?

MS: Kan vi tage snakken indenfor? For din egen skyld…

Mor: Ja, okay, så kom da ind. Men… ja…  her roder nok lidt. Børnene, du ved…

MS (til kameraet): Noget kunne tyde på, at vore pålidelige kilder har ret i deres mistanke. Hun skyder skylden for rod i huset over på sine børn. Dét kan man da kalde ansvarsfralæggelse.

Mor (træder hen over en togbane, en bunke Lego og en opstilling af Schleich-dyr) Vil du have en kop kaffe?

MS: Jeg vil hellere snakke om de frygtelige mistanker, der næres til dine evner som mor.

Mor: Kan du være mere specifik?

MS: Klokken er tolv, dine børn og du selv har stadig nattøj på. Hvordan kan det være?

Mor: Det er søndag, vi slapper af. Jeg var til fest i går, så jeg har lidt tømmermænd.

MS (til kameraet): De stakkels børn får tilsyneladende ikke opfyldt de basale behov for blandt andet rent tøj. Fordi denne mor lever et ansvarsløst liv med druk og ustabilitet. Hvordan mon det ikke påvirker børn?

MS: Det siges blandt andet om dig, at du giver dine børn lov til at spise morgenmad foran fjernsynet, nogle gange også på hverdage. Er det korrekt?

Mor: Ja, det er rigtigt. Det, synes de, er hyggeligt, og det giver en stille og rolig start på dagen.

MS: Er det ikke en lidt nem løsning? Jeg kan se, at dine tre børn lige nu render rundt og stort set passer sig selv. Hvor er du henne som ansvarlig forælder?

Mor: Nu synes jeg jo ikke, at det er uansvarligt at lære sine børn, at de godt kan underholde sig selv.

MS: Så du afviser rygterne om, at du ikke er engageret nok i dine børn? (åbner køkkenskuffen) Hvad gemmer du her? Købeboller! Hvorfor bager du ikke selv, det er jo søndag, der er masser af tid? Du kunne gøre det sammen med børnene?

Mor: Det gør jeg også nogle gange. Men nogle gange må det jo gerne være lidt nemt, ikke?

MS (til kameraet): Det er tydeligvis et gennemgående karaktertræk ved denne mor – letkøbte løsninger frem for kvalitetstid sammen med børnene.

Mor (propper sugerøret ned i en æblejuice til sin to-årige søn): Er du tørstig, lille skat?

MS: Var det ikke bedre at give ham et glas vand? Ved du ikke, at juice er propfyldt med sukker?

Mor: Jo, mine børn får masser af vand. Men de får altså også lov at få kakaomælk, saftevand, juice, mælk og sodavand engang imellem i weekenden.

MS (til kameraet): Lad os kigge ind i køleskabet! Jeg tænkte det nok! Bag blomkålet gemmer der sig jordbærsyltetøj og industrielt produceret makrelsalat. Det er jo på grænsen til det sundhedsskadelige.

MS: Hvad står der på menuen i aften? Jeg kan ikke umiddelbart se, at du har købt ind eller forberedt noget?

Mor: Jeg tror, at det ender med rugbrød. Eller en pizza. Jeg orker ikke lige at lave mad. Og børnene elsker, når de får lov at få pizza bragt udefra.

MS (til kameraet): Det står værre til end antaget. Denne omsorgssvigt er vist en sag for de sociale myndigheder.

Mor: Jeg skal lige ned til tørretumbleren efter nogle rene klude.

MS (til kameraet): Vi går med! Jeg har på fornemmelsen, at der ikke venter os noget kønt syn.

MS: Hvad er det, du gemmer her? Der står jo seks halvfyldte vasketøjskurve!

Mor: Jeps, jeg sorterer tøjet efter farve og grader, total smart, ikke?

MS: Men de er jo ikke tomme nogen af dem? Og tøjet her på stativet, det er helt tørt, skal det ikke lægges sammen? Hvordan kan du leve på denne måde?

Mor: Det lever jeg da fint med. Børnene har MEGET tøj, og der er altid et eller andet rent. Nå, men nu hvor der endelig er ro for de der unger, hvad var det så, du ville snakke med mig om?

MS (til kameraet): Det er åbenbart ikke muligt at trænge igennem hos denne mor. Jeg har forgæves forsøgt at åbne op for en dialog omkring hendes åbenbare svigt over for sine børn og sine forpligtelser som husmor. Det er sjældent, at jeg bliver så påvirket. Jeg kan ikke klare det mere… Sluk for kameraet…

Følg med i næste uge, hvor Operation X afslører flere dårlige mødre. Mon de ringer på hos dig?

(NB: Ironi og fiktion har været anvendt i produktionen af dette indlæg)

Post from: Momblog.dk

For en del mennesker er fredag eftermiddag lig med, at en weekend fyldt med afslapning, frihed og nydelse står for døren. Sådan har jeg det ikke altid. Eller rettere sagt sjældent. Der er altså ikke meget afslapning over konceptet weekend, når man har tre børn. Bevares, man SKAL ikke op på et bestemt tidspunkt, fordi det ikke er særlig smart, hvis éns barn kommer for sent i skole. Og om de går rundt i nattøj til klokken 11 (eller hele dagen), er da komplet ligegyldigt.

Men har de mindste børn tænkt sig at benytte weekenden til at sove længe? Nej da. Og holder vi lige lidt fri fra det der temperament? Nej da, vi fyrer op for charmen, for mor og far skulle jo nødig gå hen og tro, at man er blevet apatisk, bare fordi det er weekend.

Men hvornår er det lige, at det begynder at være let at have børn? Nu har vi haft små børn i snart otte år. Man skulle jo tro, at vi så bare kører den på rutinen, men der er virkelig stadig dage, hvor vi kan kigge opgivende på hinanden. Hvor vi venter på, at den anden finder på et eller andet pædagogisk trick eller endelig opfinder den dér maskine, der kan sætte børnene på ‘mute’ eller ‘standby’.

Nu er børnene så udliciteret, og der er hele fire dage, til weekend og (Goddammit) en hel efterårsferie truer. Men med så mange andre ting i livet, viser det sig sikkert, at det ikke er så slemt som frygtet. Måske bliver det endda hyggeligt!

Er weekend hyggelig eller horribel eller midt i mellem for dig?

Post from: Momblog.dk

Hvorfor blot forsøge at jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at man knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv? Når man med simple tricks kan finde sin indre ‘supermom’.

Aha, tænker jeg, da jeg i DSB-kiosken ser bogen med den lokkende titel ”Desperate Housewives’ guide til Livet og Kærligheden”. Længere nede på forsiden finder jeg ud af, at bogen kan give mig ”vigtige overlevelsesstrategier til at nyde familie, karriere, veninder og sexliv”. Det er da lige, hvad jeg – en 30-årig småbørnsramt husmoder – har brug for. Jeg er på vej hjemad efter en hårdt tiltrængt, afslappende tur til København. På vej hjem til hverdagen, til min småkaotiske tilværelse som mor til to små børn, hvor jeg konstant føler, at jeg er lysår fra at gøre mig fortjent til titlen ’supermom’. For det er vel noget med at være seriøs, ansvarlig, tålmodig, pertentlig, have styr på tingene og altid lige have en pakke vådservietter i lommen. Dem skal jeg altså snart huske. Hvornår går jeg i gang med at have friskbagte boller parat, når min datter er hentet i børnehaven? Hvorfor kommer jeg aldrig til bunds i vasketøjet? Det er da bare det rene sisyfosarbejde. Hvornår begynder jeg at rose min datter for hendes udvikling af et selvstændigt jeg og frie vilje, i stedet for at irritere mig over hendes stædighed og plageri? Hvornår begynder jeg at se positivt på min søns konstante pilleri og roderi og se det som en befriende nysgerrighed og fascination af tilværelsens små finurligheder? Spørgsmålene står i kø for at bombardere mig med dårlig samvittighed og mindreværd. Men så er det jo godt, at jeg nu kan udvikle mig fra ”Desperate Housewife” til “Hjemmets Gudinde”.

I det første afsnit kan jeg finde gode råd til at pleje mit parforhold. Hmm… Småbørnsforældre og lidenskab… Skurer lidt i mine ører, men igen – jeg er jo endnu ikke startet på min nye livsstil som ‘supermom’. Bl.a. bør jeg kommunikere og ikke kritisere, ikke rive op i gamle sår, få styr på vores økonomi, tage imod input fra min partner, være tolerant, etc. Det er jo så enkelt.

Endnu et nedprioriteret område: Mode. Altså, det er jo begrænset, hvor vigtigt det er at være iklædt den sidste nye mode, når ens daglige rute går via Føtex, omkring datterens børnehave og hjem igen (går det højt har jeg været til mor-barn-rytmik med andre mødre med matchende banan- eller snotpletter på trøjen – sidste sæson var højeste mode gylppletter på skulderen). I bogen står der, at udseende og mode aldrig må blive en biting. Shopping skal virkelig være en vigtig del af min nye livsstil, og det må min mand da bifalde, for han får jo en kone med styrket selvtillid. Og så må jeg altså til at bruge den babyjogger, der står urørt ude i garagen og lige få smidt de 5 kg, jeg tog på, da jeg stoppede med at amme. For ‘supermom’ har vel også det ideelle BMI?

Næste kapitel kan hjælpe mig til at ”jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at jeg knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv”. Lyder rimelig bekendt. Men det er, ifølge bogen, små ting, der gør forskellen og skaber bedre balance. En fast rutine, at stå op før børnene for at dyrke motion, drikke kaffe, gå i bad, lægge tøj frem om aftenen til næste dag, lade børnene klare mest muligt selv. Det lyder jo enkelt nok. I løbet af dagen skal jeg så holde mig i kontakt med pædagogerne i børnehaven og bede dem føre journal over barnets aktiviteter, så jeg ikke går glip af noget. Jeg skal også løbende være i kontakt med min mand for at skabe nærhed. Aftenen skal bruges til at slappe af og geare ned, ikke noget med tv. Og så skal jeg skabe tid til at tale sammen med min mand, så han ikke føler sig skubbet i baggrunden.

Bogen giver også gode råd om livet med børn. Bl.a. hvordan man bevarer roen, når et barn skaber sig tosset. Man skal ikke blive vred, diskutere og skælde ud og aldrig tabe besindelsen, når barnet plager eller skaber sig. Man skal vise kærlighed, være konsekvent, ikke give efter, tale roligt, lade være med at skræmme, aflede, holde en time-out. Det er, ifølge bogen, i orden at blive vred, men endnu bedre at bede en anden om at tage over, så man ikke mister besindelsen. Derhjemme skal jeg skabe og bevare ro, holde orden. Såre enkelt!

Denne tur, som egentlig var tænkt som en banal hyggetur, hvor jeg lige kunne få ladet morbatterierne op, er gået hen og blevet en vækkelsesrejse. Jeg vil for fremtiden være en bedre mor, kone, veninde, søster, datter, ja, hvem ved, måske bliver jeg ligefrem også en bedre nabo og samfundsborger, nu hvor jeg kan læse mig til at leve en tilværelse præget af mere ”humor, selvkontrol og en følelse af velvære og balance”. Bare tanken om det gør mig i godt humør. Og når jeg først er kommet rigtigt i gang med min nye livsstil, vil forældrene i børnehaven hurtigt begynde at kalde mig ”hende den velafbalancerede”, ja, jeg vil blive kendt i hele byen som ”hende, der fandt på Simple Family Living”. Måske bliver jeg lige frem inviteret i Go’morgen Danmark? Måske skulle jeg skrive en bog?

Næste morgen starter jeg så på min nye livsstil som ‘supermom’. Jeg har sat clockradioen til at alarmere kl. 6.15. Så har jeg ca. ½ time, inden den mindste vågner, til lige at vågne, finde mig selv og pleje mig selv. Jeg skal jo også have strøget mit tøj og lagt makeup. Men allerede dér går det galt. På en eller anden måde kommer jeg til at slukke for uret i stedet for blot at slukke for alarmen, og jeg vågner ikke, før den lille kalder inde fra sin seng. Selvfølgelig har han i dag af alle dage sovet helt til kl. 7.15, og datteren skal være i børnehaven kl. 8, da de skal i teatret. Fandens… Nå, begynderfejl. Børnenes tøj har jeg heller ikke fået lagt frem i går, så jeg griber det første det bedste og hjælper den store i tøjet til trods for mine intentioner om at gøre hende mere selvhjulpen og øge hendes selvværd. Det er der lige som ikke tid til. Jeg når lige at finde en hurtig omgang havregryn frem, som hun kan spise, mens jeg gør den lille klar. Fælles morgenmad og laden op til en dejlig dag blev det så ikke til i dag. Vi kommer hurtigt ud af døren, efter at jeg hurtigt smutter i det samme tøj som i går. Jeg overskrider fartgrænsen op til flere gange, og vi ankommer kun en anelse for sent til børnehaven, hvor alle står parat og venter. Det øser ned, og jeg har selvfølgelig glemt regntøj og gummistøvler. Måske skal jeg droppe opfordringen om at føre journal over min datters dag?

Jeg og den lille drager hjemad. Der er jo masser af huslige pligter at gå i gang med. Jeg starter med at planlægge ugens menu, dog med evindelige afbrydelser fra den 1½ åriges hærgen rundt om i huset. Jeg når kun til og med tirsdag, så beslutter jeg, at det er tid til at ordne lidt vasketøj. Jeg bærer kurven med tre maskinfulde ind i stuen og lægger tøjet pænt sammen i fine bunker på bordet. Så kommer jeg i tanker om, at jeg jo skal huske at holde kontakt til manden og skriver en mail – ”kys og kram, savner dig, du er min helt…”. Jeg vender tilbage til vasketøjet, der nu ligger spredt over det meste af stuegulvet, og drengen sidder med et stort grin på midten af spisebordet. Jeg skal lige til at hæve stemmen, da jeg mærker min indre ‘supermom’ prikke mig på skulderen og kigge på mig med hævede bryn. ”Nej, hvor er du dygtig, lille skat! Hjælper du mor med at ordne vasketøj? Hvor dejligt, at du udvikler dine sociale kompetencer”, roser jeg og begynder at lægge tøjet sammen igen. Den lille futter ind i den anden stue, og jeg er næsten nået gennem halvdelen af kurven, da jeg bemærker den ildevarslende stilhed. Ude på toilettet er han i færd med at skure toilettet, der er proppet med toiletpapir. Imaginære flammer står ud af ørerne på mig. Jeg giver op, rydder op og tager ham med op på hans værelse, hvor jeg glemmer alt om opvask, vasketøj og madplaner. Efter at have spist frokost og traditionen tro hældt sin mælk ud på gulvet bliver han puttet ud og sove i barnevognen, og så skal der knokles igennem. Jeg lægger ud med at tjekke den nyeste mode på Trendsales.dk, for jeg skal jo både være smart og chik men samtidig have styr på økonomien. Jeg synes, at jeg får rigtig meget for de 2500,-, jeg bruger. Jeg skal også huske at være en god veninde, så jeg skriver lange mails til et par veninder og mine søstre. Ah, jeg kan allerede mærke den gode stemning brede sig. Pludselig er den lille vågen, og jeg har jo ikke nået alt det, jeg havde planlagt.

Vi drager af sted for at hente storesøster, og hendes sko er næsten tørre. Så skal der købes ind, og jeg er ivrig efter at få afprøvet mine nye pædagogiske principper med ikke-voldelig og anerkendende kommunikation. Dem får jeg hårdt brug for, idet den lille ikke gider sidde i indkøbsvognen, og den store plager, først efter slik, derefter efter en bog. Jeg prøver med et ”ja, den ser også rigtig spændende ud, men du må ikke få en bog i dag”. Bliver besvaret med et ”hvorfor”, og jeg fortsætter ”jeg kan godt forstå, at du gerne vil have den spændende bog, men du får ikke noget i dag” i den mest rolige og velafbalancerede tone, jeg kan fremmane. Sådan fortsætter vi lidt endnu, alt imens den lille bliver mere og mere insisterende i sine protester, indtil jeg hører mig selv sige lidt for højt ”Fordi! Og nu stopper du altså, ellers…”. Hovsa, der stak den gamle utjekkede husmoder vist snuden lidt for langt frem, men hvor fa’en sender man ungen hen og holde timeout, når man befinder sig midt i Føtex?! Og jeg kan lige som ikke bede hende det skulende kvindemenneske ved fryseboksen om at tage over, inden jeg mister besindelsen, vel?! Jeg kalder på min indre ‘supermom’, men hun glimrer ved sit fravær. Hvor er hun, når man skal bruge hende?

Vel hjemme igen skal vi rigtig hygge med (købe)boller, te og en god historie. Jeg skal bare lige have flyttet vasketøjet, og bagefter ordner jeg opvasken fra morgenmaden og frokosten. Da jeg har læst færdigt, går jeg straks i gang med at forberede maden. Jeg opdager dog hurtigt, at jeg i al forvirringen har glemt halvdelen af de ting til den bouillabaisse, jeg havde planlagt, for ‘supermom’ laver vel god, gedigen simremad? Nå, så bliver det rugbrød. Det skulle jo også være så sundt. Så har jeg lige tid til at ordne lidt vasketøj, som igen ligger spredt ud over stuegulvet. Så kommer manden hjem, desværre har jeg ikke nået at rydde op på børnenes legetøj, og min plan om fælles oprydning slog fejl. Aftenens menu bliver ikke mødt med det store bifald, men som led i min nye stil tager jeg vel imod hans kommentar og lader mig ikke irritere. Han har selvfølgelig ikke læst min søde mail, men jeg giver ikke op, nu skal vi have den der intimitet og nærhed tilbage, også på en mandag aften. Først et beroligende bad, så en godnathistorie og så ind og puttesove med de små, og så skal vi rigtig have noget kvalitetstid. Den lille bliver bare ved med at smide sine sutter ud af sengen, og den store har fortrudt den godnathistorie, jeg har læst, og vil have en anden. Endelig ro, og så lige et par levende lys og lidt Shubert, så skal vi rigtig snakke. ”Nå, du har haft en travl dag og vil helst bare se filmen kl. 21?” Nå, jeg havde for resten også glemt at omdanne soveværelset til et boudoir, så det må blive en anden aften, jeg futter lidt op under min libido.

Post from: Momblog.dk

• * er tålmodig, altid sam-taler anerkendende og aldrig bliver vred (på den forkerte måde)
•  

Post from: Momblog.dk