Mine børn har et trafiktæppe på deres værelse i vores sommerhus. Det gør mig til en mor med manglende sans for design, mode og styling. I hvert fald hvis jeg skal tro en boligreportage fra ét af landets forældremagasiner. Alt, lige fra plastikgravkøer, Bratz-dukker og McDonald’s-rædsler, kan pimpes op og tilføres stor coolness-factor. Endda så meget, at det nu bliver rigtig sjovt, trendy og hipt ikke bare at have børn, men også at hele huset er proppet med legetøj. Ja, man kan ligefrem få det til at se ud, som om rædselskabinettet af plastik og andre tegn på børns eksistens blot er en del af en nøjere gennemtænkt styling-plan. Altså lige bort set fra det dér trafiktæppe. Dét er tilsyneladende så grimt, at selv en garvet stylists hittepåsomhed slipper op.

Tag den, jydemor. Jeg er dømt ude af konkurrencen om at blive årets mest hippe mor. Og det på trods af, at jeg har stylet mine børns værelser med hjemmekreerede vægmalerier og matchende gardiner, pudehjørner, lamper, billeder, etc., så man føler sig hensat til henholdsvis skov-/alfestemning, junglestemning og under-havets-overflade-stemning. Alt dette kan vi så lige slå en streg over. Fordi jeg i IKEA (allerede her går det jo galt med hensyn til at være unik og trendy) har indkøbt et trafiktæppe (godt nok i lidt mere retrostil og mere dæmpede farver end de traditionelle primærfaver) til mine børn. At mine børn så elsker det tæppe, og ham på fire en periode insisterede på, at det da sagtens kunne fungere som dyne, dét er sagen fuldstændig uvedkommende. For et trafiktæppe er per definition grimt. Det har derfor intet at gøre i et hjem med stil. Forældre, der tilsidesætter denne vigtige viden og prioriterer børnenes præferencer højere end det samlede styling-udtryk i hjemmet, må jo så være ret uhippe.

Jeg havde det nu godt på fornemmelsen. For jeg er flere gange blevet præsenteret for muligheden for, at mine børn kan risikere at få maling på tøjet i børnehaven. Jeg er også flere gange blevet mødt af en meget undskyldende pædagog, der forberedte mig på dét, der åbenbart kan få filmen til at knække for hippe forældre:”Ja… øh… det kan godt være, at hendes tøj er blevet lidt… øh… beskidt, men…”, og lang forklaring, der dækker over fænomenet ”barn har det sjovt = barn bliver beskidt = katastrofe for hippe forældre”. Hippe forældres børn har åbenbart hipt tøj på, der ikke må blive beskidt eller plettet eller på anden vis afsløre, at man har haft det sjovt og været barn. For hippe forældres børn er verden én lang catwalk, så alle kan se, at hippe forældres børn har hippe forældre.

I min verden ser regnestykket sådan ud: “Barn har det sjovt = barns tøj bliver beskidt = barn får tøj på, der kan tåle at blive beskidt = alle glade”. At det så betyder, at jeg – ved at sende mine børn ud i offentligheden i legevenligt tøj – bryder hippe forældres æreskodeks nummer 1 og dermed er officielt stemt hjem, må jeg jo så tage med.

Heldigvis kunne jeg tage lidt revanche med barn nummer tre. Det er endelig blevet moderne, at babyer ud over 3 måneders alderen stadig gerne må ligne babyer og ikke partout skal have tyk babymave maltrakteret af fast (men moderigtig!) cowboylinning. Derfor kunne man stadig se min yngste søn - der, indtil han var 1½ år, syntes, at gang er en mildest talt overvurderet transportform og derfor befandt sig på ”kravle-sidde-på-numsen-og-blive-mast-sammen-stadiet” - optræde i heldragt indtil for nylig. Dog i hippe striber, retromønster eller hjemmestrik! Så kommer jeg da lidt op på niveau med de hippe forældre. Det er aldrig for sent at lære en cirkushund nye kunster, eller hvad man nu siger.

Alt i alt har jeg det ok med ikke at være super hip. Især hvis dét at være hip indebærer, at mine stuer skal pimpes op med selvlysende plastikkranier, Barbiedukker og klatrevæg med plastiksuperhelte. Nu er jeg også mor til tre små børn i alderen 2-7 år, så jeg har slet ikke tid til at følge med i, hvad der er hipt lige nu. Og trafiktæppet – dét bliver i sommerhuset. Ellers ville jeg aldrig se noget til mine børn.