Det må være hårdt at være mand. I hvert fald hvis man skal tro på rigtig mange reklamers fremstilling af den moderne danske mand. Hvis man nu skaber sit verdensbillede ud fra reklamer, så får man indtrykket, at mænd er lettere dumme, glemsomme, uselvstændige, umodne og stort set finder sig i alt, hvad “deres” kvinde finder på. Sikkert fordi de, ifølge visse reklamer, ikke kan tænke selv.

Se for eksempel den nye reklamefilm for Harmonie, Arlas økologiske brand. Først beslutter konen, at der da skal indkøbes økologisk mælk (hvilket jeg kun kan være enig i) ved en  lille bod på en bondegård. Manden tuller efter og lystrer lettere opgivende sin kones henkastede “hvis du lige betaler, ik’ “. Denne bemærkning placerer ham således på staldknægte-niveau og konen på dronninge-niveau. Tilbage i familie-kareten (som far dog får lov at styre, mere rebelske er Arla nu ikke) bliver de stoppet af landmanden, der kommer ræsende i sin traktor. “Nå!”, ydbryder konen, nærmest skingert og frydefuldt, “der er nok én, der ikke har lagt penge nok!”. Og de små prinsesser på bagsædet er lærerige og bifalder med et opgivende “din fedterøv, far”. Ind ad vinduet kommer den ene prinsesses glemte plys-ko, og faren drager et lettet suk over at slippe for endnu en omgang brok. Næ, landmænd og staldknægte holder sammen.

Se reklamefilmen her.

Post from: Momblog.dk

Det var dog det sidste samtaleemne, der for alvor fangede min interesse. Den ene mor beklagede sig over, at det var hende, der var på barsel, hende der vaskede tøj, hende der sørgede for at få betalt regninger, hende der havde født og måtte amme tre gange hver nat. Hun syntes selv, at hun knoklede for at få deres familie til at fungere. Han kunne tage på job hver dag og havde fri fra barnet hver dag.”Og så vil han bare ud og stå på ski!”, spruttede det ud af hende. Som om han ville tvinge hende med på swingerclub eller ville omdanne hjemmet til rockerborg. ”Men det kan han altså godt glemme alt om, dét får han ikke lov til”, proklamerede hun.

Det får han ikke lov til? Et øjeblik blev jeg i tvivl - var det hendes barn eller hendes kæreste, hun snakkede om? Det var hendes kæreste, der havde været så fræk at nævne ideen om at tage med på den skiferie sammen med vennerne, som han har været afsted med de sidste syv år. Dén tradition kan så arkiveres og makuleres lodret, for kæresten er blevet far, og nu skal der nye boller på den børnevenlige suppe. Hun mener nemlig, at nu, hvor de har fået et barn, er deres liv forandret for evigt, og så kan man ikke leve som før. Altså, det har hun besluttet, at de er enige om. Problemet er, viser det sig, at han ikke er blevet taget med på råd, men er blevet påtvunget en fælles holdning. Han vil bare gerne være en far, der samtidig har tilnærmelsesvis kontakt til den person, han var, før han blev far. Eksempelvis ved at tage på en lille uges skiferie med sine venner.

Det er ikke let at være mand i dag. Kvinder vil ikke have klynkende tøffelhelte, nej, vi vil have gentlemen, der har pondus og gennemslagskraft. Men vi ender som husmatriarker, der mener at have patent på at styre, kontrollere og bestemme det hele – lige fra farven på plaiden, cd’erne i reolen, bilen i carporten til hvornår børnene skal komme, og hvordan manden skal være, opføre sig, mene, udtrykke sig og hvor meget rucolosalat, han skal spise om dagen. Er han heldig, får han et skur ude i haven, hvor han selv kan bestemme og sidde og fundere over, hvordan han dog har fået viklet sig ind i den spændetrøje af et forhold.  

Okay, nu skal jeg ikke være hellig. Jeg har selv været et hormon- og træthedsbefængt moderdyr, der har så lidt overskud, at man ikke under andre, manden især, nogle sjove oplevelser. Når man sidder alene hjemme med tre børn, og man overvejer, om man mon kan dø eller blive traumatiseret af udkørthed, så er det en noget hård melding, at manden sidder i et jagttårn og kigger ud i luften. Men nu er trætheden lettet, friheden kommet tilbage, og nu kan jeg igen tænke klart og rationelt. Jeg kan se, at jo mere frihed, jeg giver, jo mere får jeg selv. Jo mere man strammer sin partner i et tæt og kvælende greb, jo mere begrænser man sig selv og hinanden.

Konsekvensen kan blive tv-programmer som “Hjælp, min kone er skidesur“, hvor mænd letter lidt af trykket fra deres parforhold, som styres med hård hånd og sure miner af den kvindelig modpart (og siden det er på DR2, må det jo være alvorligt ment). Gør dig selv (og din kæreste) en tjeneste: Fik du ikke set programmet på DR2 i går, så kan du se det her. Lur mig, om du – efter at have hørt et par sandheder - ikke giver din mand “lov” til at drikke en øl med vennerne efter fodbold eller få den subwoofer tilbage ind i stuen igen (det sidste er bare for sjov – subwoofer, as if!).

Men pas på – det er skræmmende informationer. Så skræmmende, at DR har set sig nødsaget til at indlede programmet med advarsler og ansvarsfraskrivelse. De er simpelthen bange for at støde kvinder. Jeg synes ikke, at det er stødende eller kvindeundertrykkende. Jeg synes, at det er skideskægt. Hvad ville der mon ske, hvis TV2 vendte bøtten og lavede programmet “Dagens kvinde”? Så skulle du se ramaskrig og snak om seksualisering af kvindekønnet.

Vi kvinder har rigtig travlt med at styre hjemmet, styre vores børn og styre vores mænd. Hvornår lærer vi at styre vores trang til at ville styre det hele? Prøv for resten at sige ”kontrol” bagfra = “lort nok”.

PS: Så er der så visse mænd, der lige skal lære at opføre sig, som om de er mænd og ikke drenge, før kvinder kan begynde at tage dem alvorligt som ligeværdige parter. Eller de mænd, der tror, at livet er et tag-selv-bord, og at kvinden er sat på jorden for på bedste curlingvis at rydde alle forhindringer og ubehageligheder af vejen for ham, samtidig med at hun sørger for, at hans behov er fuldt tilfresstillet, som en anden modererstatning. Men det er en helt anden snak!

Post from: Momblog.dk

Man skal faktisk slet ikke være stolt, hvis man har den tilsyneladende uheldige tendens til at have gang i flest muligt opgaver på én gang. Det er tværtimod tegn på, at man er dårlig til at fastholde koncentrationen på én opgave ad gangen men derimod flakker mentalt fra opgave til opgave.

Måske er det bare en meget dårlig joke fra en mand, der fik nok af sine kones brokkeri og tilmed var forsker og lige lavede en lille fiks undersøgelse, der kunne tilbagevise hendes kritik af ham som énsporet.

Hvor om alting er, så fastholder jeg min mission om at blive bedre til at single-taske. Dog mener jeg, at det er en menneskeret at se nyhederne, mens man nu alligevel ordner opvasken, og at jeg da sagtens kan være på facebook, skrive en mail, chatte på messenger og bestille billeder over Nettet, mens jeg skriver dette indlæg.

Post from: Momblog.dk

Men er det nu også den rigtige måde? Er det bedre at have gang i fem forskellige gryder, som man stresser frem og tilbage mellem for at sikre sig, at de ikke brænder på – i stedet for at nusse om en enkelt gryde ad gangen, som får vores fulde opmærksomhed, billedligt talt?

Kvinders evne til at multitaske er sådan set meget smart i en presset hverdag. Det er jo meget praktisk, at vi kan lave mad, ordne vasketøj, læse en bog for den lille, lave lektier med den store og samtidig overveje, hvordan en opgave på jobbet skal løses eller burde være løst.

Bagsiden af multitasking er, at man aldrig gør én ting helt, men halvt. Mens vi er i gang med én ting, er vi mentalt allerede i gang med den næste ting. Mens vi sidder og hygger med vores børn, presser der sig en masse burde’r på – vi burde også snart gå i gang med at rydde op, vi burde også få betalt dén regning, vi burde også få ringet til forældrene…

Kravet om multitasking kan imidlertid let blive en byrde og en hæmsko for den indre ro og nærværet med vores børn. Fordi vi i de stressede situationer ikke rigtig er til stede, ikke er nærværende, men også forholder os til en masse andre faktorer end nu’et. Og det synes jeg ærlig talt ikke, at vi kan være bekendt, hverken over for os selv eller vores børn.

Måske er det mændene, der har fat i den lange ende, med deres evne til at fokusere på én ting ad gangen? Hvilken glæde det må være, i større grad at kunne lukke alle tanker og krav ude og bare være tilstede i det, man er i gang med.

Nu er det jo ikke, fordi jeg konstant er mentalt fraværende eller er perfektionist og ikke kan slappe af, hvis det roder – langt fra. Jeg har alligevel sat mig selv på en mission: Jeg vil blive bedre til single-tasking. Jeg vil blive bedre til at nyde og være i nu’et; blive bedre til at nyde hyggen med min lille søn godt plantet på mit skød, mens vi beundrer traktorerne i bogen i stedet for at haste gennem bogen, så jeg kan komme i gang med maden - også selv om det betyder, at vi spiser fem minutter senere; jeg vil tage mig bedre tid til at sige ordentligt godnat til hver enkelt af mine børn, i stedet for at jappe gennem godnathistorien eller spise dem af med en lydbog, så jeg selv kan få min aftenro. Istedet for at gøre tingene halvt, vil jeg tage skyklapper på og gøre lige som de kloge mænd: Èn ting ad gangen.

Post from: Momblog.dk