Flere i min familie og venindekreds er pt i besiddelse af hver deres pragteksemplariske baby. Og de er jo skønne og dejlige og nuttede og uimodståelige og alt, hvad der er godt i denne verden. Men det er også benhårdt arbejde at være mor og være på barsel. Dét vidner denne klumme, som jeg skrev under barslen med mit tredje (og sidste!) barn, om.

Nej, det er den slags, der rammer kvinder, når livet på barsel giver dem symptomer, der let kan forveksles med rigtig feber. For jeg kan da ofte føle mig ret varm i kroppen og rød i hovedet, når tingene ikke lige går efter planen (læs: børnene er kropumulige). Blanke øjne får jeg også tit, enten fordi børnene mentalt får lokket mig ned på deres niveau (læs: jeg vil også være tre år og skrige, når jeg ikke får min vilje, men det går ikke, når man er 32), eller når de viser sig fra deres allerbedste side og bare er verdens dejligste børn (og det sker faktisk forbavsende tit). Jeg har gang på gang haft ondt diverse steder i kroppen pga. mælkeophobning, af at bære rundt på 10 kilo pylret baby en hel dag med dertilhørende ”chimpansofobi (angsten for at udvikle chimpanselignende arme) eller spændinger i maven, hvis jeg ved en fejl får stillet mig lige der, hvor ”barn i selvstændighedsfasens” ben cykler af sted i forsøg på at undvige bleskift.

Ingen energi er også et udpræget træk ved barselsfeberen. I hvert fald ender jeg da oftere på sofaen foran fjernsynet end foran strygebrættet eller med blikket rettet mod min bedre halvdel, som jeg nok burde. Nu har vi heldigvis fået digitalkamera, så behøver jeg ikke længere få dårlig energi ved tanken om de billeder, jeg burde sætte i album og skrive fantasifuld billedtekst ved med kalligrafipen. Pylrethed kommer til udtryk, når den bedre halvdel må lægge ører til den barselsfeberramte kvindes delagtiggørelse i sin hverdag: Hvor umulige børnene har været, hvor mange bleer hun har skiftet, og om han ikke også synes, det er strengt, når folk kalder babysønnen for tyk, for han er jo bare godt i stand? Onde drømme varierer dog fra den type, der karakteriserer den gængse feber, idet den barselsfeberramte kvindes hverdag ofte er præget af dagdrømme om uopnåelige ting, såsom fred og ro, søvn, at kunne koncentrere sig om én ting ad gangen uden utallige afbrydelser eller at gå på toilet alene. Men de er onde, fordi de oftest viser sig at være og forblive drømme og er dermed selvpineri.

Verdens hårdeste chef

Og hvorfor er det så sådan? Hvorfor er dét at være på barsel ikke altid ”åh så dejligt og hvor er det bare skønt at komme lidt ned i gear og for en gangs skyld sætte en anden end mig selv i centrum”, som jeg konstant læser om i diverse forældremagasiner? Hvorfor har jeg bare behov for at sætte mig selv lidt i centrum og komme lidt op i gear? Mens andre ude i den virkelige verden har deadlines, teambuilding weekends og vigtige frokostaftaler med vigtige mennesker, har jeg madplaner, bleskift i det uendelige og børn der ikke vil sove, have sko på eller hentes i børnehave. En chef ville ikke byde én de samme arbejdsvilkår, som mine små chefer byder mig.

På et rigtigt arbejde ville jeg i det mindste kunne koncentrere mig om én opgave ad gangen uden konstante afbrydelser, jeg ville ikke have følelsen af, at ethvert roligt øjeblik er en stakket frist, og der ville ikke være folk, der skriger tinitus-højt og hiver mig i bukserne med krav om øjeblikkelig behovstilfredsstillelse. Fordybelse er en luksus, når man er på barsel. Det er enhver tur hjemmefra uden baby også, og det sker hver gang med følelsen af at have fået udgangstilladelse, for tænkt nu hvis der opstår sult? Stort problem, når man ikke har lært sit barn, at en sutteflaske faktisk er en ok måde at indtage føde på. Hvis man så bare var værdsat derhjemme af de små chefer og ikke blev mødt med spørgsmålet: ”Mor, skal du ikke snart have et arbejde, så jeg kan være længere tid i fritteren?”.

Når man så ligeledes føler, at barslen med de kære guldklumper er et slag i hovedet med den store ligestillingshammer, så er det da klart, at man på dårlige dage godt kan gå hen og blive en lille smule bitter. Når manden beretter om sin alsidige, udfordrende og spændende dag på jobbet med vigtige møder, udlandsrejser og ansvar, så kan man godt føle sig ret værdiløs, når ens svar på spørgsmålet: ”nå, hvad har du så lavet i dag?” kan klares med en simpel copy-paste funktion – ”åh, det samme som i går, i forgårs og sidste år”.

Tak fordi jeg blev mor…?

Nu er det jo heller ikke, fordi man føler sig overvældet af klapsalver fra samfundets side, fordi man vælger at prioritere familielivet i en periode. Man kan ikke anklage staten for at støtte voldsomt op om deres egen målsætning om tre børn per familie. Hvis man virkelig ønsker at give familierne gode vilkår, set med børnenes øjne, hvorfor øger man så ikke familiernes mulighed for at holde længere barsel i stedet for at afskaffe lukkedage i daginstitutioner, så børnene kan være endnu mere i institution? Er det på grund af manglende efterspørgsel, bliver mange kvinder generelt angrebet af en meget vedholdende barselsfeber, når barnet fylder seks-ni måneder? Eller er det, fordi 60 % af dagpengesats (med mindre man har en rigtig god barselsordning med fuld løn) bare ikke kan få hverdagen til at hænge sammen for rigtig mange mennesker?

Egoisme-kuren

Når regnskabet gøres op, så ved jeg dog, at min barselsfeber oftest kan holdes nede med mere simple metoder end mytteri fra den gyngende skude og tilbagevenden til arbejdsmarkedet. Det er utroligt, hvad bare et par timers ren egoisme kan give på overskudskontoen, f.eks. en god omgang lindrende shopping, et par healende timers uforstyrrethed f.eks. til verbalt opkast over tilværelsen per mail, eller et par gode bedsteforældre der holder skuden i gang nogle timer, mens man kigger den bedre halvdel lidt dybere i øjnene. For jeg ved, at tiden med små børn aldrig kommer igen (på godt og ondt). Når min lille babysøn (og jeg selv) engang er parat til at strække elastikken lidt længere til at omfatte, at en anden passer mit barn, så skal min tid nok komme. Og så skal jeg gi’ den gas med frokostaftaler, deadlines og ”optaget-status” på messenger. Men kun indtil klokken 14.30, for der skal jeg hente børn.

Post from: Momblog.dk