Da jeg var en lille pige, drømte jeg blandt andet om at gå til ballet, blive en verdensberømt pianist eller blive gift med en prins. Ingen af disse barnedrømme er gået i opfyldelse, ej heller i arv til min egen 8-årige datter, i særdeleshed ikke den sidste. For det indbefatter, at man derved får status som prinsesse, og det er for min datter nærmere et skældsord end noget eventyrligt og bestemt ikke noget attråværdigt.

Jeg har – uden at tænke videre over konsekvensen for min datters opfattelse af begreber som ligestilling, kønskamp og kvindeidealer – læst historier om Askepot, Snehvide, Rapuntzel og Prinsessen På Ærten. Fordi det er så hyggeligt og ender godt, og fordi det lige som hører med til den litterære kulturarv.

Hvad jeg egentlig blot har opfattet som hyggestunder med en god historie, hvis indhold er fuldstændig, som da jeg selv var barn – og ih hvor er det trygt i en foranderlig verden – har sået kimet til min datters opfattelse af prinsessebegrebet. For i hendes verden er der ikke meget status over en prinsesse – de er dumme, går kun op i fine kjoler og smykker, er hjælpeløse og uselvstændige og sidder bare og venter på at blive reddet af en prins. Får hun selv lov at bestemme, handler det om konger og prinser, der er tøsedrenge, onde feer og gode, kloge hekse og prinsesser, der må redde de sølle prinser, når hun slår sig løs i dansk fristil.

Man kan så fundere lidt over, hvorfra dette prinsessesyn kommer. Jeg kan ikke udelukke, at jeg selv kan have påvirket det. Men er det ikke en moderpligt at fortælle sin datter, at man kan, lige hvad man vil, uanset om man er dreng eller pige, mand eller kvinde (altså bortset fra det med forplantning, men det er så en helt anden snak)? Eller om uretfærdigheden i, at en prins stadig har forrang over en prinsesse, hvad angår retten til tronen? Bør hun ikke vide, at det er relativt kort tid siden, at kvinder ikke havde stemmeret, at mænd havde ret til at slå kone og børn, hvis det behagede ham, og at der stadig findes kulturer, hvor mænd har ret til at bestemme over kvinden? Og jeg kunne blive ved, men gør det alligevel ikke, for hun skal jo heller ikke ende som mandehader eller ærkefeminist. Tværtimod vil jeg gerne lære min datter – og i lige så høj grad mine sønner – at nok er der forskel på mænd og kvinder, vi kan noget forskelligt, men vi er lige meget værd hver for sig og rigtig meget værd sammen. Og at der ikke er noget i vejen med at have brug for at blive reddet af en prins i ny og næ.

Post from: Momblog.dk

Se for eksempel den nye reklamefilm for Harmonie, Arlas økologiske brand. Først beslutter konen, at der da skal indkøbes økologisk mælk (hvilket jeg kun kan være enig i) ved en  lille bod på en bondegård. Manden tuller efter og lystrer lettere opgivende sin kones henkastede “hvis du lige betaler, ik’ “. Denne bemærkning placerer ham således på staldknægte-niveau og konen på dronninge-niveau. Tilbage i familie-kareten (som far dog får lov at styre, mere rebelske er Arla nu ikke) bliver de stoppet af landmanden, der kommer ræsende i sin traktor. “Nå!”, ydbryder konen, nærmest skingert og frydefuldt, “der er nok én, der ikke har lagt penge nok!”. Og de små prinsesser på bagsædet er lærerige og bifalder med et opgivende “din fedterøv, far”. Ind ad vinduet kommer den ene prinsesses glemte plys-ko, og faren drager et lettet suk over at slippe for endnu en omgang brok. Næ, landmænd og staldknægte holder sammen.

Se reklamefilmen her.

Post from: Momblog.dk

Det var dog det sidste samtaleemne, der for alvor fangede min interesse. Den ene mor beklagede sig over, at det var hende, der var på barsel, hende der vaskede tøj, hende der sørgede for at få betalt regninger, hende der havde født og måtte amme tre gange hver nat. Hun syntes selv, at hun knoklede for at få deres familie til at fungere. Han kunne tage på job hver dag og havde fri fra barnet hver dag.”Og så vil han bare ud og stå på ski!”, spruttede det ud af hende. Som om han ville tvinge hende med på swingerclub eller ville omdanne hjemmet til rockerborg. ”Men det kan han altså godt glemme alt om, dét får han ikke lov til”, proklamerede hun.

Det får han ikke lov til? Et øjeblik blev jeg i tvivl - var det hendes barn eller hendes kæreste, hun snakkede om? Det var hendes kæreste, der havde været så fræk at nævne ideen om at tage med på den skiferie sammen med vennerne, som han har været afsted med de sidste syv år. Dén tradition kan så arkiveres og makuleres lodret, for kæresten er blevet far, og nu skal der nye boller på den børnevenlige suppe. Hun mener nemlig, at nu, hvor de har fået et barn, er deres liv forandret for evigt, og så kan man ikke leve som før. Altså, det har hun besluttet, at de er enige om. Problemet er, viser det sig, at han ikke er blevet taget med på råd, men er blevet påtvunget en fælles holdning. Han vil bare gerne være en far, der samtidig har tilnærmelsesvis kontakt til den person, han var, før han blev far. Eksempelvis ved at tage på en lille uges skiferie med sine venner.

Det er ikke let at være mand i dag. Kvinder vil ikke have klynkende tøffelhelte, nej, vi vil have gentlemen, der har pondus og gennemslagskraft. Men vi ender som husmatriarker, der mener at have patent på at styre, kontrollere og bestemme det hele – lige fra farven på plaiden, cd’erne i reolen, bilen i carporten til hvornår børnene skal komme, og hvordan manden skal være, opføre sig, mene, udtrykke sig og hvor meget rucolosalat, han skal spise om dagen. Er han heldig, får han et skur ude i haven, hvor han selv kan bestemme og sidde og fundere over, hvordan han dog har fået viklet sig ind i den spændetrøje af et forhold.  

Okay, nu skal jeg ikke være hellig. Jeg har selv været et hormon- og træthedsbefængt moderdyr, der har så lidt overskud, at man ikke under andre, manden især, nogle sjove oplevelser. Når man sidder alene hjemme med tre børn, og man overvejer, om man mon kan dø eller blive traumatiseret af udkørthed, så er det en noget hård melding, at manden sidder i et jagttårn og kigger ud i luften. Men nu er trætheden lettet, friheden kommet tilbage, og nu kan jeg igen tænke klart og rationelt. Jeg kan se, at jo mere frihed, jeg giver, jo mere får jeg selv. Jo mere man strammer sin partner i et tæt og kvælende greb, jo mere begrænser man sig selv og hinanden.

Konsekvensen kan blive tv-programmer som “Hjælp, min kone er skidesur“, hvor mænd letter lidt af trykket fra deres parforhold, som styres med hård hånd og sure miner af den kvindelig modpart (og siden det er på DR2, må det jo være alvorligt ment). Gør dig selv (og din kæreste) en tjeneste: Fik du ikke set programmet på DR2 i går, så kan du se det her. Lur mig, om du – efter at have hørt et par sandheder - ikke giver din mand “lov” til at drikke en øl med vennerne efter fodbold eller få den subwoofer tilbage ind i stuen igen (det sidste er bare for sjov – subwoofer, as if!).

Men pas på – det er skræmmende informationer. Så skræmmende, at DR har set sig nødsaget til at indlede programmet med advarsler og ansvarsfraskrivelse. De er simpelthen bange for at støde kvinder. Jeg synes ikke, at det er stødende eller kvindeundertrykkende. Jeg synes, at det er skideskægt. Hvad ville der mon ske, hvis TV2 vendte bøtten og lavede programmet “Dagens kvinde”? Så skulle du se ramaskrig og snak om seksualisering af kvindekønnet.

Vi kvinder har rigtig travlt med at styre hjemmet, styre vores børn og styre vores mænd. Hvornår lærer vi at styre vores trang til at ville styre det hele? Prøv for resten at sige ”kontrol” bagfra = “lort nok”.

PS: Så er der så visse mænd, der lige skal lære at opføre sig, som om de er mænd og ikke drenge, før kvinder kan begynde at tage dem alvorligt som ligeværdige parter. Eller de mænd, der tror, at livet er et tag-selv-bord, og at kvinden er sat på jorden for på bedste curlingvis at rydde alle forhindringer og ubehageligheder af vejen for ham, samtidig med at hun sørger for, at hans behov er fuldt tilfresstillet, som en anden modererstatning. Men det er en helt anden snak!

Post from: Momblog.dk

Selv om vi er nået rigtig langt, hvad angår farens rolle / ansvar / tilknytning etc. i hjemmet og familien, så kan vi ikke komme uden om, at mødre ikke har (eller tager) den samme frihed og er mere bundet, i kraft af at det er mødre, der føder børnene og har den lange barsel. Fædre kan på sin vis ”holde fri” fra forældreskabet, i kraft af at han tager på arbejde hver dag, og at det bliver en naturlig ting, at han er væk hjemmefra. 

En veninde sagde engang, at fædre er flødeskumsforældre; de kan blæse og have mel i munden, de kan være forældre, når det lige passer ind i deres agenda. De kan slippe bekymringer, kan være væk hjemmefra uden at ringe hjem for at tjekke, om moderen nu også har husket, at det er bamsen med den lyserøde sløjfe, der er yndlingsbamsen, og at lillepus for Guds skyld skal have most og ikke blendet sine grøntsager. Det er måske sat på spidsen, men beskriver meget godt den frustration, man som mor kan stå med, når man føler sig som “Palle alene i barselsland”. Man havde egentlig glædet sig til at stå af toget og flytte ind, og så pendler han bare frem og tilbage.

Man taler om farens jalousi over symbiosen mellem mor og barn, og at konen/kæresten har mindre tid til ham. Denne jalousi er legal, den bliver beskrevet i en del litteratur, der vedrører forældreskab. Men hvor tit taler man om morens jalousi over for manden? Jeg har da flere gange set efter min mand med store hundeøjne af misundelse, når han tog på arbejde. I mine øjne havde jeg det hårdeste arbejde, selv om jeg jo “bare” var på barsel. De store udfordringer var at få barnet til at sove, finde på aftensmad og nå igennem Føtex, inden barnet vågnede i slyngen og begyndt at skrige og ville ammes (prøverum er ganske udmærkede til skabsamning) – og man har aldrig sådan rigtigt fri.

Den største barsels-udfordring var dog at holde mit store behov for personlig frihed nogenlunde nede samt at finde mig til rette med den skævvridning i ansvarsfordelingen, hvad angår huslige pligter og forældreskab. En skævvridning, som er et helt naturligt appendiks til forældreskabet, når vi endnu ikke har opnået fuld ligestilling. Måske er jeg bare en pseudofeminist, der ikke ønsker at tage skridtet ud i ægte ligestilling, for ikke på vilkår om jeg vil nøjes med seks måneders barsel med mine børn, fordi barslen skal deles millimeter-demokratisk med børnenes far.

Post from: Momblog.dk