Momblog.dk » moderskabsmyter

Moderskabsmyte nr. 10: Når man bliver mor, bliver man mere fornuftig, mere huslig, mere tålmodig…

Karoline — Mon, 21 Sep 2009 12:50:34 +0000

“… ja, man bliver nærmest en anden person, når man bliver mor”.

Sludder og vrøvl, man får jo ikke foretaget en hjerne- eller personlighedstransplantation under fødslen, eller får et skud ”SuperMor-vaccine” i den indsprøjtning, man får efter fødslen, så livmoderen trækker sig sammen.

Man kunne ellers godt forledes til at tro, at man forventes at ændre personlighed, når man bliver mor. At en “rigtig” mor:

* er tålmodig, altid sam-taler anerkendende og aldrig bliver vred (på den forkerte måde)

* sætter en ære i at holde orden (ja, hun får det faktisk fysisk dårligt ved synet at rod eller nullermænd)

* altid kan se bunden af vasketøjskurven (vaskerummet er hendes kontor)

* altid sætter sine egne behov til sidst (hvis hun da har nogen)

* altid laver sund og inspirerende mad (fra bunden og gerne sammen med børnene)

* går hjemme med sine børn, til de er minimum tre år (og nyder det)

* aldrig bliver stresset (for hun har styr på ALTING)

* undersøger nøje markedet for at finde de rigtige udstyrs-, tøj- og skomærker eller syr og strikker det selv

* benytter sine barsler til at gå til babysvømning, babyrytmik, babybio, babyyoga, babycoaching, babysalmesang, babyjogging, babycafé og babysitter også gerne andre baby’er (fordi hun er sprængfyldt med energi, selv trods meget lidt søvn).

* mener, at ligestilling er et fy-ord på niveau med karrierekvinde, take-away og tømmermænd

Alt dette – og meget mere til – er hun pludselig indbegrebet af, også selv om det ikke havde hendes fjerneste interesse, før hun blev mor.

Man ville ikke vide, at man bør kunne/være/have overskud til de utallige punkter i moderskabsmanualen, hvis det ikke var for de mere eller mindre vellykkede mødregrupper (hvor der ofte udspiller sig DM i moderskab) eller de onde mødremagasiner. De bilder én ind, at enhver mor bør have fantasi, lyst og overskud til at forvandle en sten til en Batmobil, bage sommerfugle-småkager med øko-rørsukker-følehorn eller begynde forberedelserne til barnets temafødselsdag eller pakkekalender i 11 måneders god tid – samtidig med, at de proklamerer, at man bare skal være sig selv og nyde sit barn. For mig er det ikke forslag eller inspiration – det er som at vifte med et flag, hvorpå der står “Slummy Mommy”, når jeg ikke kan krydse af ved samtlige punkter på min moderskabs-todo-liste.

Éns livsvilkår ændrer sig naturligvis, når man bliver mor, og det stiller større krav. Man er nødt til at presse en smule logistisk og selvudslettende adfærd ind i livsførslen, når man har et barn at tage hensyn til. Og ja, man er måske ikke det allermest spontane, energiske eller festlige menneske, når man får børn. Det er for eksempel ikke særlig smart eller hensigtsmæssigt at gå i seng kl. 2, når barnet vågner kl. 5. Eller ty til just-eat.dk hver aften kl. 17.30, fordi man igen har glemt, at familien skal have aftensmad. Eller at købe en sportsvogn, hvis man planlægger at transportere en familie på fem plus barnevogn i den.

Jo, man ændrer sig, når man bliver mor, men forhåbentlig ikke så meget, at man ikke kan kende sig selv mere. På mange punkter bliver man en bedre udgave af sig selv. Man vokser mentalt af følelsen af at have fået et lille menneske ind i sit liv, som man er i dyb gensidig afhængighed til.

Så må man enten få sig en sportsvogn med trailer-træk eller vente med at købe den, til børnene er flyttet hjemmefra (og så nyde årene, inden man skal begynde at tage hensyn til børnebørnene).

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr.9: Der er en speciel forståelse forældre imellem

Karoline — Sat, 12 Sep 2009 14:13:44 +0000

Da jeg ventede mit første barn, blev jeg overvældet af den pludselige interesse for min flotte mave, de skjulte blikke eller åbenlyse nidstirring. Som om folk aldrig havde set en gravid kvinde før. Jeg mødte også mange hoveder på skrå, når jeg for eksempel måtte amme min sultne spæde datter godt skjult i tekstilafdelingen i Føtex - for er der noget mere idyllisk end en ammende kvinde med et spædbarn (for andre mødre i hvert fald, mænd ønsker måske ikke at blive mindet om, at kvinders attributter har denne funktion – men heldigvis nærmer de sig kun i yderste nødstilfælde tekstilafdelingen). Når jeg promenerer med barnevognen og de to store med hinanden i hånden, vil hjertesukkene heller ingen ende tage. For er det ikke bare yndigt?

Når man har været så dum at tage et træt og deraf kropumuligt og plagende barn med på indkøb kl. 16.30, er det pludselig lidt småt med de forstående blikke. Så har den gamle, skulende hejre med det blå hår glemt alt om, hvordan det er at have små børn (eller det er så længe siden, at man ikke havde Føtex og derfor var dejligt fri for indkøbshelvedet). Selv om hun står og stirrer ned på forårsrullerne, ved jeg bare, at hun tænker: “Herregud, ungdommen i dag har da heller ikke styr deres børn” (heldigvis er mine børn blevet rigtig gode til at være med på indkøb, og der går længere og længere mellem de… humørmæssige udsving).

Alder er dog ingen hindring for svækkende hukommelse. Jeg har ikke tal på, hvor mange kommentarer jeg har fået fra kvinder i den fødedygtige alder, bare fordi jeg ikke er særlig høj og derfor ikke har så meget vertikal kropsplads, som baby kan vokse sig stor i. Altså, jeg får hurtigt en ret stor mave, når jeg er i lykkelige omstændigheder, hvilket er kilde til stor måben. Når mine børn så kommer ud af maven, plejer de hurtigt at blive en del af de børn, der holder vækstkurverne oppe (eller nærmere sprænger dem). Og selv andre mødre, der er meget fintfølende, hvad angår egne børn, forsøger at slå tvivl om, hvorvidt det virkelig er normalt, at en baby skal tage så meget på, og om jeg er sikker på, at han skal ammes så tit.

Når klokken er otte om morgenen, og man er i gang med dagens fjerde diskussion (læs: man har truffet en beslutning, der ikke falder i den 2½ åriges smag), og den super forstående far til Sofie fra 2. kl. (så han har nok glemt, hvordan det var) leger heppekor og opmuntrer med et ”det er jo helt naturligt, dét, der foregår i ham, det er et helt normalt led i hans udvikling” - så kan man have lidt svært ved at finde en passende grimasse. I øvrigt er ens koncentration rettet mod at tælle til ti igen og igen og igen. For der er ikke noget værre end at eksponere sit forældreskabs fallit foran et mere kvalificeret publikum.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr.8: Man elsker sine børn ubetinget…

Karoline — Wed, 09 Sep 2009 08:46:55 +0000

… men derfor kan man vel godt en sjælden gang imellem ønske dem – eller sig selv for den sags skyld – hen, hvor peberet gror. Når man går rundt med sin store mave og allerede føler en uendelig kærlighed, der næsten gør ondt, venter man med længsel på at få sit længe ventede lille pus ud og bare holde det i sine arme og aldrig give slip. Det kan imidlertid være svært at forestille sig, at man med tiden kan få bare en snært af trang til en lille pause fra den lille skrigeballon, der har holdt én vågen det meste af natten og power-napper den efterfølgende dag væk, så man reelt ikke har mere end ½ times barnefrie hænder ad gangen. En ½ time, hvor man skal nå i bad, rydde op, spise, ordne vasketøj, ringe til elektriker, ud med skrald etc. Er man heldig, når man lige at sidde fem minutter og kigge ud i luften, uden at der er nogen, der snakker til én eller har et meget livsvigtigt behov, der kræver omgående tilfredstillelse. Som mor på barsel skal enhver ½ times babyfri aktivitet planlægges og afhænger af hjælp fra andre. Med mindre man er i stand til at amputere den del af ens personlighed, der indeholder trangen til personlig frihed og råderet, kan det godt være en lidt bitter pille at sluge.

Jeg har bemærket, at mange mødre har svært ved at erkende og acceptere, at de ikke kun har positive følelser over for deres børn, og nærmest undskylder, hvis der kommer til at undslippe nogle få negative ytringer om livet som mor – for Den Gode Mor bliver jo ikke irriteret på eller træt af sine børn, vel?! “Men man vælger jo selv at få børn, og man ved, hvad man går ind til”, kan du invende. Ja, det er et frivilligt valg at sætte børn i verden, men hvorfor er moderskabet et af de sidste områder tilbage, hvor det ikke er tilladt at brokke sig? Er dét at brokke sig ensbetydende med, at man elsker sine børn mindre? I min terminologi er der ingen personlige relationer, der er fejl- og problemfri, ej heller moderskabet. Fejlen består i ikke at vedkende og acceptere, at moderskabet består af alt fra glæde, lykke, kærlighed, ømhed, omsorg, inderlighed til angst, usikkerhed, frustration, desperation og følelsen af ikke at slå til eller have de “rigtige” følelser over for sit barn.

Men at man elsker sine børn ubetinget og uden tøven vil slå ihjel for dem, dét er den største af alle forældreskabets mange følelser.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 7: Fædre kan det samme som mødre, undtagen at amme

Karoline — Wed, 02 Sep 2009 09:37:03 +0000

… men mødre kan ikke det samme som fædre.

Selv om vi er nået rigtig langt, hvad angår farens rolle / ansvar / tilknytning etc. i hjemmet og familien, så kan vi ikke komme uden om, at mødre ikke har (eller tager) den samme frihed og er mere bundet, i kraft af at det er mødre, der føder børnene og har den lange barsel. Fædre kan på sin vis ”holde fri” fra forældreskabet, i kraft af at han tager på arbejde hver dag, og at det bliver en naturlig ting, at han er væk hjemmefra.

En veninde sagde engang, at fædre er flødeskumsforældre; de kan blæse og have mel i munden, de kan være forældre, når det lige passer ind i deres agenda. De kan slippe bekymringer, kan være væk hjemmefra uden at ringe hjem for at tjekke, om moderen nu også har husket, at det er bamsen med den lyserøde sløjfe, der er yndlingsbamsen, og at lillepus for Guds skyld skal have most og ikke blendet sine grøntsager. Det er måske sat på spidsen, men beskriver meget godt den frustration, man som mor kan stå med, når man føler sig som “Palle alene i barselsland”. Man havde egentlig glædet sig til at stå af toget og flytte ind, og så pendler han bare frem og tilbage.

Man taler om farens jalousi over symbiosen mellem mor og barn, og at konen/kæresten har mindre tid til ham. Denne jalousi er legal, den bliver beskrevet i en del litteratur, der vedrører forældreskab. Men hvor tit taler man om morens jalousi over for manden? Jeg har da flere gange set efter min mand med store hundeøjne af misundelse, når han tog på arbejde. I mine øjne havde jeg det hårdeste arbejde, selv om jeg jo “bare” var på barsel. De store udfordringer var at få barnet til at sove, finde på aftensmad og nå igennem Føtex, inden barnet vågnede i slyngen og begyndt at skrige og ville ammes (prøverum er ganske udmærkede til skabsamning) – og man har aldrig sådan rigtigt fri.

Den største barsels-udfordring var dog at holde mit store behov for personlig frihed nogenlunde nede samt at finde mig til rette med den skævvridning i ansvarsfordelingen, hvad angår huslige pligter og forældreskab. En skævvridning, som er et helt naturligt appendiks til forældreskabet, når vi endnu ikke har opnået fuld ligestilling. Måske er jeg bare en pseudofeminist, der ikke ønsker at tage skridtet ud i ægte ligestilling, for ikke på vilkår om jeg vil nøjes med seks måneders barsel med mine børn, fordi barslen skal deles millimeter-demokratisk med børnenes far.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr.6: Mødre er bedre til at multitaske og bevare overblikket

Karoline — Mon, 31 Aug 2009 10:53:34 +0000

“Kvinder bliver bare bedre til at multitaske, når de bliver mødre”, har du måske hørt før. Nej, man får ammehjerne, glemmer ting og føler sig nogle gange som en omvandrende, roterende to-do liste over utallige praktiske gøremål – såsom at ordne vasketøj, lave aftensmad, skrælle æbler, skifte bleer, finde det rigtige afsnit af Lille Nørd, få nummer tre til at sove, få nummer to til at stoppe med at drille nummer ét og få nummer ét til at rydde op på sit værelse – ofte på én gang.

Hvis gravide og mødre føler, at hukommelsen til tider svigter, er de ikke helt galt på den. Forskning har nemlig vist, at mange gravide får omfattende hukommelsesproblemer. Og problemerne ender ikke ved fødslen, men kan åbenbart fortsætte i flere år efter. Det viser en undersøgelse offentliggjort i tidsskriftet “Journal of Clinical and Experimental Neuropsychology” (Jyllandsposten 13.2.2008), og det er især evnen til at ”udføre nyere hukommelsesopgaver”, f.eks. nye telefonnumre eller folks navne, der kan blive påvirket. Manglende rutine, travlhed og søvnmangel skulle være vigtige tilgrundliggende faktorer.

Men det kan ikke udelukkes, at overskriften har en vis relevans. Kvinders evne til at multitaske er dog biologisk betinget (på grund af hjernebjælkens overlegne størrelse hos kvinder i forhold til hos mænd) og er ikke en evne, der lige popper op i én som trold af en æske ved fødslen af det første barn. Den bliver i særdelshed fremtvunget hos mødre af nødvendighed, fordi det er drønhårdt arbejde at have små børn, og man er nødt til indtage blækspruttelignende tilstand for bare at kunne følge en lille smule med de kære børn og hjemmets uendelige behov og krav. Krav som grundlæggende er opstillet af os selv, for mændene kan bare ikke se nullermændene og ville være pænt tilfreds med en fransk hotdog i stedet for marokkansk grøntsagscouscous med selleribøffer.

Så moderskabet som kompetenceudvikling i karrierehenseender er måske slet ikke så tosset.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 5: Jo flere børn man har, jo nemmere bliver det

Karoline — Fri, 28 Aug 2009 11:41:33 +0000

På flere måder er det langt nemmere at blive mor for anden gang. Man har prøvet det før, man ved, hvad man går ind til og har ikke så mange bekymringer. Hvilken lettelse, at man endelig kan bruge de fejltagelser, man gjorde første gang, til noget! Og lykken over, at det igen er lykkedes at skabe et unikt og velskabt liv, er helt ubegribelig.

Det kan imidlertid være en noget blandet fornøjelse at blive mor for anden eller tredje gang. Indimellem kan man godt længes efter tiden, hvor man kun havde ét barn og bare kunne lægge sig til at sove, eller hvad man nu har lyst til, når barnet endelig sover. Nu er der pludselig en eller flere større søskende og altid et behov at tilfredsstille (underligt nok ender ens egne altid med at komme til sidst). Fokus på én ting eller ét barn ad gangen bliver en luksus, man lærer at værdsætte, tværtimod mødes man med kravet om rummelighed og mental multitasking. Det kræver en elefants tålmodighed (dette udtryk burde ændres til ”en moders tålmodighed”), når man prøver at få nummer tre til at sove, og nummer ét og to opfører ”Den spanske Borgerkrig, fortalt af og for børn” nede i stuen, og man kan ikke komme ned og agere fredsmægler, før den lille sover, og man kan ikke få den lille til at sove, før de to store er stille.

Man kan dog glæde sig over, at man kommer i meget god kontakt til sine følelser, man får lov at glide op og ned ad følelsesspektret - ja, man mærker lige som lidt bedre, at man er i live. På et splitsekund kan man flytte sig følelsesmæssigt fra en lille eufori over tanken, at ”dette er MINE børn og topmålet af lykke”, til “hvornår er det lige, jeg skal sove/spise/tisse og andre små-behov”, eller ”hvad har vi dog gjort, nu har vi ødelagt deres liv” (grundet manglende tid til den/de store, søskendejalousi, etc.).

Dårlig samvittighed bliver desværre en endnu mere tro følgesvend, når man udvider børneflokken til at omfatte flere end den førstefødte. For man kan bare ikke være 100 procent den samme mor, som før familien blev udvidet. Man kan ikke give lige så meget ubegrænset nærvær og opmærksomhed, når der er én eller to mere at tilgodese og drage omsorg for.

Jeg har følt mig som Verdens Dårligste Mor, fordi jeg følte, at jeg svigtede storebror, når lillebror nogle dage kunne ligge som en sugemalle hos mig hele tiden. Og jeg har været tynget af savn og dårlig samvittighed over ikke at kunne dyrke alenetid med min datter, hvis det krævede, at jeg var væk hjemmefra mere end to timer ad gangen, fordi lillebror var ni måneder gammel, før han ville acceptere anden kost end fuldfed modermælk direkte fra ammedepoterne.

Barn nummer to (og i særdeleshed nummer tre) må i en tidlig alder lære tilpasningens kunst - i modsætning til nummer ét, hvor alt foregår efter baby’s rytme og behov. Disse børn sover ofte bedst, når der er larm, bliver hærdede af 14 kilos storebrors forsøg på ulige brydekamp i et ubevogtet øjeblik og må ind imellem vente lidt længere på behovstilfredsstillelse, end nummer ét ville have gjort. Der kan ikke altid tages de store hensyn til, hvornår det passer den lille at tage sine lure, for der er større søskende, der skal bringes og hentes, og der skal købes ind inden, med mindre man ønsker at sætte sig selv på den ultimative stress-test: Indkøb med tre børn i alderen 0-6 år. Derfor får logistik og planlægning en helt anden betydning, når nummer to (tre, fire etc. ) melder sin ankomst.

Der er både fordele og ulemper ved at have søskende. Som med alle andre ting i livet er min holdning: Så længe fordelene overskygger ulemperne, er det den rigtige beslutning. Og så fordobles tilstedeværelsen af kærlighed i éns liv jo for hvert barn, man får. Og når man ser den store kærlighed, omsorg og sammenholdet mellem ens børn, fyldes man bare med en ømhed og lykke, der får alle bekymringer til at fordufte - og dét er da alle strabadserne værd.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 4: Det er hårdt at have blebørn

Karoline — Wed, 26 Aug 2009 07:50:02 +0000

Udtrykket “blebørn” – med den lettere negative konnotation – har efter min mening udspillet sig selv. For selvfølgelig kan det da godt føles, som om man skifter lortebleer på akkord. Men ud over tørre hænder grundet håndvask og ture til skraldespanden med en fyldt og ildelugtende blespand, så er selve bleen vist det mindste issue.

Vanskeligheden består ikke så meget i selve bleen, men det menneskelige indhold i bleen, og her tænker jeg ikke på de menneskeskabte efterladenskaber, men barnet i alderen 1-3 år. I denne alder indfinder selvstændighedsalderen sig – dét, man i de politisk ukorrekte dage kaldte trodsalderen. I dag får man de positive briller i barselsgave og kan (bør) derfor se ens barns handlinger i et positivt lys. Selv når barnet smider sig skrigende på gulvet i frustration over, at det blev den grønne kop, når det nu skulle være den blå, er det bare en helt naturlig del af barnets sunde udvikling. Et barn, der tør sige fra, er et trygt barn med et solidt selvværd, bla bla bla…

Når barnet gennemgår denne fase, sættes dets forældre på “Den store Forældretest”. Det er nu, at man som forældre skal bevise, om man er gjort af det rigtige stof. Eller om man ikke kan klare mosten og bider i en pude i smug i desperation over at være forældre til et barn, der vil det, han ikke må eller kan, og ikke vil det, han skal.

“Den ultimative Forældretest” består i at være forældre til to børn i alderen 0-2 år.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 3: Man bliver meget tættere knyttet, når to bliver til tre

Karoline — Tue, 25 Aug 2009 12:37:25 +0000

Når man får det første barn og går fra at være kærester til også at være forældre, sker der ofte store forandringer i parforholdet. Nu er det jo altid godt at anvende lidt positiv psykologi, så i denne ende af skalaen er der flere lyspunkter, når vi snakker om parforhold og børn. Det er da enestående at se, hvordan éns egne gener blive rodet godt og grundigt sammen med et andet gensæt, og ud kommer en helt ny hybrid, der består af “dig” og “mig”, men mest af ”sig selv”. Dette lille væsen vil for evigt være bindeled mellem jer (det eneste bindeled, man så ikke kan kappe over, hvis “romance med børn” ender i “skilsmisse med børn”). Og man lærer hele tiden nye sider af hinanden (og sig selv) at kende, når man får børn sammen, selv sider man ikke vidste (eller måske heller ikke ville ønske), at man havde.

Livet med små børn giver imidlertid næppe romantikken gode vækstvilkår. Før man får børn, er udgangspunktet som regel tosomheden, hvad har vi lyst til og føler lige nu. Når børnene kommer dumpende, bliver parforholdet ofte sat på standby og udvikler sig til en arbejdsfordeling, hvor man prøver at få det hele til at gå op i en højere enhed. Når man har en 1-årig, der mener, at dagen starter kl. 4.45, bliver søvn en rigtig god handelsvare. Familielivet er præget af struktur, rutiner, logistik og en velduviklet sans for skemalægning, også hvad sexlivet angår.

Men har man fået tre børn og stadig er sammen, når den mindste begynder i skole, så kan et forhold klare næsten alt, vil jeg tro. Med mindre man så ikke længere har mere til fælles end børnene, fordi man har haft for travlt til at opdage det.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 2: Du får din krop tilbage efter fødslen

Karoline — Mon, 24 Aug 2009 20:18:33 +0000

Min krop har været beboet i 3×9 måneder, og jeg har elsket at være gravid hver gang. Dog kommer der et tidspunkt i enhver graviditet, hvor man glæder sig til, at det lille væsen, der maser éns indvolde og tvinger én på toilettet, især i utide, på grund af spark i blæren, melder sin afgang, så man kan få sin krop tilbage. Men der kan man godt tro om igen!

For tiden efter fødslen er ikke kun lig med total symbiose med barnet og nybagt-mor-glød. For det første vokser éns bryster på det groveste. Man kan ikke ligge på maven på gund af ømme, spændte og lækkende bryster, der kan blive så hårde, at de med garanti kan slå en mand bevidstløs. Disse attributter er imidlertid reduceret til frittilgængeligt spisekammer for barnet. Og hvor sexet føler man sig lige, når man må gå med ammebh og -indlæg 24 timer i døgnet i minimum seks måneder?

Dertil kommer et hævet og maltrakteret underliv, der gør ethvert toiletbesøg til en stor undvigemanøvre, som ender i en god omgang forstoppelse. Man må stadig ikke drikke alkohol eller spise udvalgte fødevarer af hensyn til den delikate modermælk. Man får mørke rander under øjnene på grund af søvnmangel, kroppen er øm og ikke så “fitnessagtig”, som den plejer (ha ha, god undskyldning). På maven kæmper man så med at få den største gang skind stoppet ned i sine gamle bukser, har stadig vand i fødderne og mangler at smide 8 kg. Og sex, ja bare tanken gør lige så ondt som knibeøvelser (og der er ingen, der har været så venlig at minde om, at Tena også kan bruges til andet end ved vandafgang før fødslen), for ikke at tale om grumme efterveer.

Men ud er det lille væsen kommet, og pludselig er der meget tomt inde i maven.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 1: Graviditet er ikke en sygdom

Karoline — Mon, 24 Aug 2009 09:39:27 +0000

Moderskabet er ét af de fænomener, der er omgivet med allerflest myter, idealer og forestillinger. Lige meget, hvordan man forestiller sig det kommende liv som mor, når man står dér med den hvide plastikpind med de to streger - ja, så er der nok altid en ting eller to, der kommer lidt bag på én, når ønskebarnet og virkeligheden melder sin ankomst.

Følg med i Momblog’s klummeserie om moderskabsmyter!

Myte nr. 1: Graviditet er ikke en sygdom

Graviditet er eftersigende ikke en sygdom. Dette udtryk må være opfundet af mænd, der helt sikkert ville føle sig enormt syge, hvis de havde bare et par af de symptomer, der kan opstå under en graviditet. Jeg nævner i flæng:

Kvalme, opkast, bækkensmerter eller –løsning, blærebetændelse, ligamentsmerter, plukkeveer, hovedpine, svimmelhed, ødemer / hævelser i ben og hænder, brystspændinger, forpustethed, hudkløe, overbelastede hormoner, åreknuder, blødende tandkød, øget vægt, øget tissetrang, ondt i ryggen, øget udflåd, hæmorider, svamp i skeden, uro i benene, kramper i benene, søvnbesvær, forstoppelse, halsbrand, træthed, blødninger, ribben og indre organer der lider overlast på grund af baby’s bevægelser. For ikke at nævne fødslen og hvad deraf følger (såsom efterveer, brystspændinger, blødning, etc).

Tjah, det er så idyllisk en tid….

Post from: Momblog.dk