I dag har jeg haft min mindste søn hjemme. Vi har vandet blomster, puttet beskidte strømper i tørretumbleren, fundet blade i haven og besøgt min veninde og hendes dejlige lille “bibi” (for det hedder baby, når man kun lige er fyldt to). Og så har vi spist frokost sammen, bare ham og mig. Uden afbrydelser fra de to andre.

Nu sover han i barnevognen, og jeg nyder følelsen af at være fyldt op med nærvær. Og jeg er sikker på, at han har det på samme måde.

Det lyder jo som banaliteter. Men at være på tomandshånd med sin mor eller far er faktisk en luksus, når man ikke er enebarn. Og det er en luksus, jeg prøver at oppriotitere – og nyder hver gang, jeg tager mig tid til den totale opslugthed af ét barn ad gangen.

Post from: Momblog.dk

Da han så beder om lov til at putte i dobbeltsengen, er der store beslutninger på spil: 1) Skal man stå ved sine opdragelsesmæssige idealer om, at når man er puttet, er man puttet, og ”nu stopper festen altså”? 2) Skal man lytte til sin intuition, der fortæller én, at i aften er én af de aftener, hvor han har brug for lidt ekstra tryghed? Eller 3) Jeg er selv træt og orker ikke at tage kampen, så han får lov, og jeg får fred.

Denne aften bliver det en kombination af løsningsmodel 2 og 3. Fordi jeg er træt men i bund og grund meget optaget af at tanke mine børn videst muligt op med tryghed. Ergo får han lov at putte i vores seng. Og jeg går ned i stuen igen med en rigtig god mor-følelse blandet med lidt egoisme, for nu må der da blive ro!

Det bliver der så ikke. Mine balder når knap nok at berøre sofaen, før der lyder et ”mooooaaar”. Jeg skal lige til at gå i gang med en pædagogisk (men dog søvndyssende) brandtale, da han smider trumfen: “Mor, du skal passe på mig”.

Mage til beskidte kneb, der taler lige til moderdyret, skal man lede længe efter. Det er så også de sødeste, beskidte kneb, jeg kender, og den virker hver gang.

Jeg lægger mig ved siden af min lille dreng. Hans varme krop passer perfekt ind i den trygge hule mellem mine arme. Jeg kan mærke, hvordan hans hjerte banker mere og mere roligt, og hans vejrtrækning bliver dybere og tungere.

Der findes ikke noget mere beroligende og afstressende end det totale nærvær med et barn, der er på vej i drømmeland. Dét vil jeg huske næste gang, jeg har travlt med at få børnene til at sove, så jeg kan komme i gang med at slappe af. Næste gang vil jeg undlade alle overspringshandlingerne, for havde jeg bare taget mig god tid til at putte ham til at begynde med, ville putningen være gået hurtigere og nemmere, for os begge. Og næste gang vil jeg så forsøge at lade være med at falde i søvn.

Post from: Momblog.dk

Sofie kommer løbende hen til sin mor med den tegning, hun har brugt den sidste halve time på. Mor siger: ”Hvor er den flot, du er vel nok dygtig”. Eller Sofus, der endelig har taget mod til sig og er klatret op ad stigen og rutsjet ned af rutsjebanen. ”Se mig, far, jeg klarede det!”. Far svarer: ”Hvor var det flot, du er vel nok dygtig!”.

Hvis du, lige som Sofie og Sofus’ forældre, har en tendens til at rose barnet igen og igen, skal du vide, at du er helt normal. Som forældre ønsker vi nemlig det bedste for vores børn. Vi ønsker, at de vokser op og bliver sunde, fornuftige mennesker med gå-på-mod og masser af selvværd. I vores iver efter at være de bedste forældre og skabe så lykkelige og velfungerende børn som muligt, kommer vi ofte til at rose barnet for alt, hvad det gør.

Selvværd eller selvtillid – kend forskellen

Ifølge psykolog Carlotte Clemmensen, bør vi dog stoppe op og tænke over, om ros nu også er det, barnet har brug for. For ofte er barnets ønske ikke ros, men blot at blive set, hørt, bekræftet og værdsat som den, barnet er. Det er, ifølge psykologen, nemlig vigtigt at skelne mellem selvtillid og selvværd:

”Selvtillid handler om tillid til egne evner og færdigheder. Når vi roser barnet, ligger der altid en vurdering af barnets præstationer og evner. Barnet føler således værdi i kraft af, hvad det gør og kan. Barnet kan derfor føle, at det skal præstere og være dygtig for at opnå anerkendelse og kærlighed. Selvværd, derimod, handler om at føle sig accepteret, værdsat og elsket, som den barnet er, uden at skulle gøre sig fortjent hertil gennem konkrete præstationer”.

Sådan styrker du dit barns selvværd

I en travl hverdag kan det dog være svært at finde tid og overskud til den store fordybelse og nærværet. Derfor kommer man let til at ”afvise” barnet med rosende ord.

”Det, barnet har brug for, er opmærksomhed, fællesskab og bekræftelse, og ikke en vurdering. Barnet har brug for, er at vide, at ”jeg er unik, og mor og far elsker mig lige meget hvad, og ikke fordi jeg er god til fodbold, matematik eller til at rydde op på mit værelse”. Så når Sofie glædesstrålende kommer og viser sin tegning til sin mor, er det ikke for at få en vurdering, men for at dele den oplevelse, hun har haft, med sin mor, for hun har haft det rigtig sjovt med sine nye tusser og har netop lært at tegne regnbuer, og det er hun rigtig glad for”, siger Charlotte Clemmensen.

For mange forældre er dét at rose barnet blevet en vane, vi roser barnet per automatik. Det kan imidlertid, ifølge Charlotte Clemmensen, give overskud på barnets selvværdskonto, hvis man bruger lidt tid på at lytte til barnet og spore sig ind på, hvad barnet siger. Hun har følgende råd til, hvad eksempelvis Sofus og Sofies forældre kunne sige:

”I stedet for at sige ”nej, hvor er den flot”, har Sofie måske mere brug for, at hendes mor går ind i en dialog med Sofie og møder hende dér, hvor hun er. Sofies mor kan sige: ”Jeg kan se, at du har tegnet en tegning til mig. Den er jeg rigtig glad for, hvor er du sød. Hvad har du tegnet? Dine nye tusser ser rigtig gode ud. Det ser ud som om, du har hygget dig, mens du tegnede”. Og når Sofus jubler stolt over endelig at have taget mod til sig og overvundet sig selv og rutsjebanen, kan far sige: ”Jeg kan se, at du har det rigtig sjovt. Hvor er det dejligt, at du havde lyst til at prøve rutsjebanen i dag.” og støtte og bekræfte ham i den sejr, Sofus lige har haft, frem for at vurdere Sofus’ bedrift”, siger Charlotte Clemmensen.

Ros dit barn med omtanke

Ros er, ifølge Charlotte Clemmensen, rigtig godt og relevant for barnets udvikling, så længe det bruges med omtanke. Det skal være sagt på en måde, så barnet stadig føler sig set, og så det ikke fungerer som en standardkommentar.

De fleste forældre kan, ifølge psykologen, heller ikke lade være med at rose deres børn. Dels fordi vi ønsker at give udtryk for vores kærlighed til og stolthed over vores børn og ønsker, at de skal føle sig dygtige og elskede. Og dels fordi mange af os har en automatknap inden i os, der gør, at vi automatisk roser barnet. Enten fordi vi er vokset op med ros som den måde, kærlighed og bekræftelse kommer til udtryk verbalt, eller fordi vi er for trætte eller stressede til at høre efter, hvad barnet beder om, eller give barnet den opmærksomhed, som det har krav på.

Ifølge Charlotte Clemmensen, kan overdreven brug af ros af barnet have den modsatte effekt end tiltænkt:

”I den bedste mening roser vi barnet og ønsker, at det skal føle sig dygtig og set, men med tiden kan barnet komme til at hige efter og være afhængig af ros for at føle sig elsket og værdifuld. Hvis vi som forældre altid går ind og vurderer barnets præstationer, vil barnet miste evnen til selv at føle, hvornår noget er godt nok. Denne følelse af at skulle være perfekt har en dårlig effekt på barnets selvværd, som er fundamentet i barnets personlighed”.

Om Charlotte Clemmensen

Charlotte Clemmensen er uddannet psykolog fra Danmarks Pædagogiske Universitet og tilbyder terapeutiske samtaler og rådgivning til enkeltpersoner, børn, unge, par og familier.

Hun er endvidere brevkasseredaktør og forfatter til en lang række artikler samt bogen Baby på vej – den allerførste tid som mor og far.

Læs mere om Charlotte Clemmensen på www.psykologcc.dk .

Post from: Momblog.dk

Men er det nu også den rigtige måde? Er det bedre at have gang i fem forskellige gryder, som man stresser frem og tilbage mellem for at sikre sig, at de ikke brænder på – i stedet for at nusse om en enkelt gryde ad gangen, som får vores fulde opmærksomhed, billedligt talt?

Kvinders evne til at multitaske er sådan set meget smart i en presset hverdag. Det er jo meget praktisk, at vi kan lave mad, ordne vasketøj, læse en bog for den lille, lave lektier med den store og samtidig overveje, hvordan en opgave på jobbet skal løses eller burde være løst.

Bagsiden af multitasking er, at man aldrig gør én ting helt, men halvt. Mens vi er i gang med én ting, er vi mentalt allerede i gang med den næste ting. Mens vi sidder og hygger med vores børn, presser der sig en masse burde’r på – vi burde også snart gå i gang med at rydde op, vi burde også få betalt dén regning, vi burde også få ringet til forældrene…

Kravet om multitasking kan imidlertid let blive en byrde og en hæmsko for den indre ro og nærværet med vores børn. Fordi vi i de stressede situationer ikke rigtig er til stede, ikke er nærværende, men også forholder os til en masse andre faktorer end nu’et. Og det synes jeg ærlig talt ikke, at vi kan være bekendt, hverken over for os selv eller vores børn.

Måske er det mændene, der har fat i den lange ende, med deres evne til at fokusere på én ting ad gangen? Hvilken glæde det må være, i større grad at kunne lukke alle tanker og krav ude og bare være tilstede i det, man er i gang med.

Nu er det jo ikke, fordi jeg konstant er mentalt fraværende eller er perfektionist og ikke kan slappe af, hvis det roder – langt fra. Jeg har alligevel sat mig selv på en mission: Jeg vil blive bedre til single-tasking. Jeg vil blive bedre til at nyde og være i nu’et; blive bedre til at nyde hyggen med min lille søn godt plantet på mit skød, mens vi beundrer traktorerne i bogen i stedet for at haste gennem bogen, så jeg kan komme i gang med maden - også selv om det betyder, at vi spiser fem minutter senere; jeg vil tage mig bedre tid til at sige ordentligt godnat til hver enkelt af mine børn, i stedet for at jappe gennem godnathistorien eller spise dem af med en lydbog, så jeg selv kan få min aftenro. Istedet for at gøre tingene halvt, vil jeg tage skyklapper på og gøre lige som de kloge mænd: Èn ting ad gangen.

Post from: Momblog.dk