Momblog.dk » opdragelse

Fejlbarlige forældre er alle børns vilkår

Karoline — Thu, 12 Nov 2009 13:38:54 +0000

For ikke så lang tid siden hørte jeg i nyhederne en ekspert af en art udtale, at “fejlbarlige forældre er alle børns vilkår”. Godt nok plæderede han også for brugen af lettere fysisk magtdemonstration i børneopdragelse, men noget hen ad vejen kan jeg sagtens følge ham (altså indtil han begyndt at snakke om, at hans børn aldrig havde taget skade af bl.a. et fast greb i armen) i hans tanker omkring, at det nærmest er blevet om ikke strafbart, så politisk ukorrekt at opdrage sine børn. Man tør snart ikke hæve stemmen af frygt for at blive stemplet som dårlig mor. Man tør snart ikke foretage noget “magtdemonstrerende” over for sine børn af frygt for at kunne læse i det næste forældremagasin, at “det er ok at blive vred, bare man bliver det på den rigtige måde”. Og hvad er så “den rigtige måde”?

Når jeg har oceaner af overskud, vil mine diplomatiske og anerkendende evner ingen ende tage. Så er det ned på knæ i børnehøjde, med blid og rolig stemmeføring og en “jeg ser og anerkender din lille person, og jeg er ikke mere værd end dig, bare fordi jeg har længere ben og kan råbe højere”-stemning.

På de andre dage, de morgener, hvor det skal gå lidt hurtigere, og der ikke er tid til tålmodighed, så bliver anerkendelsen godt pakket væk. Fordi der ikke er tid til at forstå, at den 4-årige ikke vil have lige de der bukser på, eller den 2-årige ikke vil have støvler på. Og så kommer man (jeg) nogle gange til at tvinge støvler på fødder eller at hæve stemmen mere, end Jesper Juul synes er godt. Så ender det med, at man (jeg) står med følelsen af at være verdens dårligste mormonster. Fordi jeg 1) ikke altid kan få mine børn (hm som regel ham den 4-årige, den stakkels, lille, dejlige bølle) til at makke ret, og 2) ender med at hæve stemmen eller bruge lokkemetoder. For den perfekte mor behøver aldrig at hæve stemmen eller lokke sine børn til den ønskede adfærd, hun er så fantastisk en opdrager og rollemodel for sine børn, at de altid gør, som der bliver sagt, første gang.

Men jeg er ikke den perfekte mor, og jeg tror ikke, at hun findes. Jeg er medlem af gruppen af fejlbarlige forældre, der gør det så godt, de kan, omend det ikke altid ender med optimale løsninger. Så længe man er klar over, at man er fejlbarlig (med måde) og ikke er bange for at indrømme og undskylde over for sine børn, når man havner i en fejlbarlig løsning, så er man vel lidt tilgivet, ikke?

Post from: Momblog.dk

Som far, så søn

Karoline — Fri, 16 Oct 2009 11:29:02 +0000

I går var min familie og jeg på familiebesøg i København og havde i den forbindelse valgt at tage færgen mellem de to kontinenter. For det er jo så afslappende at sidde og nyde udsigten over bølgeskvulp, mens børnene hygger sig i legerummet.

Ja, sådan havde vi da håbet på, at det ville være. I stedet blev det en meget spektakulær tur. Den ene vej var bølgerne så store, at folk (altså, de andre) brækkede sig om kap. Det er altså sin sag at holde gejsten oppe hos søsyge børn, mens man selv kæmper med at holde maveindholdet inde.

Hjemturen var langt mere rolig, hvad bølgesituationen angår. I stedet fik vi fuld valuta for pengene på underholdningsfronten. Normalt kan man blot irriteres og forbløffes, når man bliver ufrivilligt publikum til (andres) børns manglende opdragelse. Men hvad skal man tænke, når voksne mennesker opfører sig som børn? På den én time lange tur fik vi fremvist fortællingen om, hvordan man lærer sin søn at blive en krasbørstig stridsbanan. Det foregik ved hjælp af “lammere”, “sherif-stjerner”, armvrid og andre kampfinter, jeg heller ikke kender de rigtige ord for.

Nu er det jo ikke for at være sart, og vi har vel som forældre en pligt til at give vore børn de rette redskaber til at klare sig i samfundet. Måske er det også bare mig, der er alt for pæn og artig og naiv og flower-power-agtig, når jeg mener, at jeg hellere vil lære mine børn at være sociale, hensynsfulde og taktfulde end at lære dem overlevelsesstrategier, så de kan klare sig i skolegården eller nattelivet. Måske er der faktisk tale om omsorgssvigt, når jeg lærer dem, at det er bedre at tale om tingene end at tæske hinanden til enighed?

Måske man skulle starte på sådan noget familiekarate?

Post from: Momblog.dk

Self-loving pædagogik for hysteriske mødre

Karoline — Mon, 28 Sep 2009 10:22:43 +0000

I mine sønners børnehave og vuggestue anvender de det dér anerkendende pædagogik. Det betyder i praksis, at i stedet for at brøle: “Du må kraftedderperkme ikke banke Otto oven i hovedet med den der lede kæp, din lille satan!” – så siger de roligt og nærmest hypnotisk: “Jeg kan se, at du bliver vred på Otto nu, men du må gerne lægge pinden ned på jorden og fortælle, hvad der gør dig så vred”.

Det er jeg selvfølgelig rigtig glad for. Primært fordi jeg er lykkelig ved tanken om, at mine børn er sammen med tålmodige voksne, der taler pænt til dem. Og så har det en positiv effekt på alle – børnene er mere rolige og hører mere efter. Børn og pædagoger slipper også for at få tinitus og hæse stemmer, fordi alle råber så højt, at ingen kan høre noget som helst.

Og det spreder sig! Pludselig kan man se mig smide mig ned i frøperspektiv og kigge intenst og nærværende op på mit barn, mens jeg hører sætninger søde som smørcreme smelte på min tunge. Sætninger som “jeg kan se, at du har det rigtig hyggeligt med dine lego-klodser, men du må gerne gå ud og tage dine sko på”. Og barnet gør det, gudhjælpemig! Jeg var ved få lidt kvalme over mig selv de første gange og følte mig påtaget tålmodig og pædagogisk. Men kvalmen er jo bare en biting, som man må leve med i bytte for et lydigt barn.

Det er på de gode dage. Så er der de andre dage, hvor jeg bare er den mere utålmodige og temperamentsfulde udgave af mig selv. De dage, hvor min stemme bliver lidt for høj og skinger og min forståelse for barnets univers for lille og lettere utilgængelig. Og så får jeg nedtur over ikke at være tålmodig, hvilket gør mig endnu mere lunefuld.

Jeg er efter bitre erfaringer kommet frem til, at jeg selv har en stor del af ansvaret for, i hvor høj grad mine børn hører efter, hvad jeg siger, eller om en potentiel konflikt ender i konkurrencen om, hvem der er mest stædig. Og dét er altså ikke lige den udgave af mig selv, jeg holder allermest af.

Derfor prøver jeg at praktisere noget self-loving pædagogik (ehm, altså på den ikke-seksuelle måde). Jeg siger til mig selv: “Søde Karoline, uhada, jeg kan mærke, at du bliver lidt ophidset nu. Skidt da pyt med, at din søn har hældt saftevand ned i klaveret. Og skidt da pyt med, at du har givet ham saftevand i stedet for vand. Lav en kop kaffe og smid dig i sofaen med ungerne og en bog, så bliver du glad igen”.

Har du mon tålmodighed til at være tålmodig, altid?

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr.9: Der er en speciel forståelse forældre imellem

Karoline — Sat, 12 Sep 2009 14:13:44 +0000

Da jeg ventede mit første barn, blev jeg overvældet af den pludselige interesse for min flotte mave, de skjulte blikke eller åbenlyse nidstirring. Som om folk aldrig havde set en gravid kvinde før. Jeg mødte også mange hoveder på skrå, når jeg for eksempel måtte amme min sultne spæde datter godt skjult i tekstilafdelingen i Føtex - for er der noget mere idyllisk end en ammende kvinde med et spædbarn (for andre mødre i hvert fald, mænd ønsker måske ikke at blive mindet om, at kvinders attributter har denne funktion – men heldigvis nærmer de sig kun i yderste nødstilfælde tekstilafdelingen). Når jeg promenerer med barnevognen og de to store med hinanden i hånden, vil hjertesukkene heller ingen ende tage. For er det ikke bare yndigt?

Når man har været så dum at tage et træt og deraf kropumuligt og plagende barn med på indkøb kl. 16.30, er det pludselig lidt småt med de forstående blikke. Så har den gamle, skulende hejre med det blå hår glemt alt om, hvordan det er at have små børn (eller det er så længe siden, at man ikke havde Føtex og derfor var dejligt fri for indkøbshelvedet). Selv om hun står og stirrer ned på forårsrullerne, ved jeg bare, at hun tænker: “Herregud, ungdommen i dag har da heller ikke styr deres børn” (heldigvis er mine børn blevet rigtig gode til at være med på indkøb, og der går længere og længere mellem de… humørmæssige udsving).

Alder er dog ingen hindring for svækkende hukommelse. Jeg har ikke tal på, hvor mange kommentarer jeg har fået fra kvinder i den fødedygtige alder, bare fordi jeg ikke er særlig høj og derfor ikke har så meget vertikal kropsplads, som baby kan vokse sig stor i. Altså, jeg får hurtigt en ret stor mave, når jeg er i lykkelige omstændigheder, hvilket er kilde til stor måben. Når mine børn så kommer ud af maven, plejer de hurtigt at blive en del af de børn, der holder vækstkurverne oppe (eller nærmere sprænger dem). Og selv andre mødre, der er meget fintfølende, hvad angår egne børn, forsøger at slå tvivl om, hvorvidt det virkelig er normalt, at en baby skal tage så meget på, og om jeg er sikker på, at han skal ammes så tit.

Når klokken er otte om morgenen, og man er i gang med dagens fjerde diskussion (læs: man har truffet en beslutning, der ikke falder i den 2½ åriges smag), og den super forstående far til Sofie fra 2. kl. (så han har nok glemt, hvordan det var) leger heppekor og opmuntrer med et ”det er jo helt naturligt, dét, der foregår i ham, det er et helt normalt led i hans udvikling” - så kan man have lidt svært ved at finde en passende grimasse. I øvrigt er ens koncentration rettet mod at tælle til ti igen og igen og igen. For der er ikke noget værre end at eksponere sit forældreskabs fallit foran et mere kvalificeret publikum.

Post from: Momblog.dk

Jeg vil også have en ond havemand

Karoline — Wed, 02 Sep 2009 20:55:43 +0000

Jeg tror da nok lige, at der var en del sofaer og fjernbetjeninger, der blev belejret, da TV2 her til aften startede op med den nye sæson Desperate Housewives. Og så må mændene altså enten se med og blive klogere, gå ud og fjerne ukrudt mellem fliserne, ordne vasketøj – what ever… Der er så meget, mænd ikke forstår.

Efter en eftermiddag og aften alene med tre børn er der ikke noget så healende som at se andre kvinders kvaler med de moderlige dyder. Dog mindes jeg vidst også at have ringet og udøst verbal opkast over djævleynglet til min mand på ikke så passende tidspunkkter (kan jeg nu se). At jeg så skulle få en åbenbaring midt i aftenkaffen (er det for resten sandt, at kaffe er “so last year”? Dammit, nu har jeg ellers brugt det meste af min voksenalder på at lære at drikke kaffe og har udelukkende lært det på grund af børn, der vågner djævletidligt) – det er da fryns!

Jeg har nemlig fundet løsningen på mine opdragelsesmæssige udfordringer. For fremtiden kan mine børn blive guidet af en konsekvent og bestemt hånd, uden at hånden behøver sidde på min arm. Jeg sender nemlig bare Den onde Havemand på banen og overlader al disciplinering til ham. Vi har allerede en havemand, og jeg er godt nok ikke helt sikker på, hvad han siger til at tjene lidt ekstra håndører ved at agere “bad cop”, men nu er jeg ikke typen, der lader mig slå ud af petitesser. Så slipper jeg for at sætte mig selv i respekt og kan sætte mig tilbage i sofaen med en latté og følelsen af at være “good cop”.

Men er det nu alligevel så smart at udlicitere sine forældreopgaver? Er det så attraktivt udelukkende at være den søde og elskelige mor, der ikke siger børnene imod, men truer med Den onde Havemand, så snart der er optræk til disharmoni? At være inkonsekvent eller fraværende i opdragelsen af sine børn er nok lige som at tisse i bukserne – det luner så godt, men alle ved mødre ved, hvor rød og knoppet sådan en tisserumpe kan være. Og de fleste ved, at sætter man sig ikke i respekt, så får man den heller ikke.

Så der er vist ikke andet for end at lave en ind-i-kroppen-oplevelse og udvikle Ond Havemand-potentiale. Det kan da ikke være så svært – kan det…?

Post from: Momblog.dk