Den anden morgen havde jeg givet min 4-årige søn lov til at indtage sine havregryn med kakomælk inde i sofaen foran fjernsynet. For det, syntes han, kunne være så hyggeligt. Og hvem vil ikke gerne bytte morgensure miner ud med en letkøbt, opløftet stemning?

 

Der var så hele tre ting galt i dén beslutning:

 

 

1) Kakaomælk oven på havregryn = ikke optimalt.

 

2) 4-årig og flydende morgenmad i sofaen = rigtig dårlig kombination.

 

3) Morgenmad foran fjernsynet = dét gør man bare ikke! 

 

Så i stedet for at opnå en roligere morgen kunne jeg mærke galden ulme nede i mavesækken, og jeg påbegyndte min “se nu dér”-klagesang i stor irritation. Først over kakao i sofaen. Men nok mere over igen ikke at have formået at stå ved mine beslutninger men i stedet have valgt den lette og mere eftergivende model. Blot fordi det betyder én konflikt mindre – og det er meget værd i en mor-til-tre’s verden, skulle jeg hilse at sige.

 

Den samme eftergivenhed eller mangel på rygrad oplever jeg gang på gang, når jeg påtager (eller ligefrem tilbyder at påtage) mig en opgave, som jeg egentlig ikke har overskud eller lyst til. Ja, i det hele taget gør ting, jeg ikke har lyst eller overskud til – men jeg gør det, fordi jeg ikke kan lade være.

 

I bund og grund handler det om at være tydelig, om at vide, hvor éns grænse går, og at sige stop, inden dén grænse overtrædes.

 

Det er jo meget lettere sagt end praktiseret. Især når man er kvinde og ramt af “pæn-pige-syndromet”. For hvad sker der, hvis jeg siger “nej”, fordi det er det rigtige at sige for mig – når jeg føler, at jeg burde sige “ja”? Tænk nu, hvis andre bliver skuffede, kede af det, vrede, føler sig svigtede eller synes, at jeg egoistisk?

 

Pæn-pige-syndromet er ris til egen rumpet, fordi man ender med at blive lidt småfrustreret over at stille sig selv bagerst i køen, når der uddeles hensyn. Når man gang på gang vælger sig selv til sidst.

 

Generelt synes jeg, at jeg er konsekvent og står ved et “nej” over for mine børn (for det er jo så moderne men også det mest rentable i længden). Men også her er jeg tit underlagt Pæn Pige/Sød Mor-syndromet, der gør, at jeg siger “ja”, når jeg egentlig mener “nej”. For man vil jo så gerne gøre sine børn glade og skabe god stemning, ikke?

 

Spørgsmålet er så bare, om man gør sine omgivelser en bjørnetjenste ved at pejle efter DERES ønsker, i stedet for at være mere autentisk, stå ved sig selv og følge sine egne behov, ønsker og grænser. Hvis man ikke viser, hvem man er, hvordan skal andre så vide det?

 

Enten må man rykke sine grænser for, hvad der er acceptabelt for én, eller også må man stå ved sine beslutninger, værdier og grænser. Sidstnævnte mulighed er nok den, der giver mest plus på selvværds-kontoen.