Den anden dag overhørte jeg en samtale mellem to kvinder, hver med sit lille barn i hver sin barnevogn (og på forhånd undskyld for udleveringen). De havde en lang samtale kørende. Først gik snakken om forargelsen over, at én fra mødregruppen ikke havde skyllet sutten, inden hun proppede den i munden på barnet. Dernæst blev det nyeste afsnit af De Unge Mødre minutiøst diskuteret (utrendy som jeg er, følger jeg ikke med og kan ikke lire citater fra serien af mig til ellers stor underholdningsværdi).

Det var dog det sidste samtaleemne, der for alvor fangede min interesse. Den ene mor beklagede sig over, at det var hende, der var på barsel, hende der vaskede tøj, hende der sørgede for at få betalt regninger, hende der havde født og måtte amme tre gange hver nat. Hun syntes selv, at hun knoklede for at få deres familie til at fungere. Han kunne tage på job hver dag og havde fri fra barnet hver dag.”Og så vil han bare ud og stå på ski!”, spruttede det ud af hende. Som om han ville tvinge hende med på swingerclub eller ville omdanne hjemmet til rockerborg. ”Men det kan han altså godt glemme alt om, dét får han ikke lov til”, proklamerede hun.

Det får han ikke lov til? Et øjeblik blev jeg i tvivl - var det hendes barn eller hendes kæreste, hun snakkede om? Det var hendes kæreste, der havde været så fræk at nævne ideen om at tage med på den skiferie sammen med vennerne, som han har været afsted med de sidste syv år. Dén tradition kan så arkiveres og makuleres lodret, for kæresten er blevet far, og nu skal der nye boller på den børnevenlige suppe. Hun mener nemlig, at nu, hvor de har fået et barn, er deres liv forandret for evigt, og så kan man ikke leve som før. Altså, det har hun besluttet, at de er enige om. Problemet er, viser det sig, at han ikke er blevet taget med på råd, men er blevet påtvunget en fælles holdning. Han vil bare gerne være en far, der samtidig har tilnærmelsesvis kontakt til den person, han var, før han blev far. Eksempelvis ved at tage på en lille uges skiferie med sine venner.

Det er ikke let at være mand i dag. Kvinder vil ikke have klynkende tøffelhelte, nej, vi vil have gentlemen, der har pondus og gennemslagskraft. Men vi ender som husmatriarker, der mener at have patent på at styre, kontrollere og bestemme det hele – lige fra farven på plaiden, cd’erne i reolen, bilen i carporten til hvornår børnene skal komme, og hvordan manden skal være, opføre sig, mene, udtrykke sig og hvor meget rucolosalat, han skal spise om dagen. Er han heldig, får han et skur ude i haven, hvor han selv kan bestemme og sidde og fundere over, hvordan han dog har fået viklet sig ind i den spændetrøje af et forhold.  

Okay, nu skal jeg ikke være hellig. Jeg har selv været et hormon- og træthedsbefængt moderdyr, der har så lidt overskud, at man ikke under andre, manden især, nogle sjove oplevelser. Når man sidder alene hjemme med tre børn, og man overvejer, om man mon kan dø eller blive traumatiseret af udkørthed, så er det en noget hård melding, at manden sidder i et jagttårn og kigger ud i luften. Men nu er trætheden lettet, friheden kommet tilbage, og nu kan jeg igen tænke klart og rationelt. Jeg kan se, at jo mere frihed, jeg giver, jo mere får jeg selv. Jo mere man strammer sin partner i et tæt og kvælende greb, jo mere begrænser man sig selv og hinanden.

Konsekvensen kan blive tv-programmer som “Hjælp, min kone er skidesur“, hvor mænd letter lidt af trykket fra deres parforhold, som styres med hård hånd og sure miner af den kvindelig modpart (og siden det er på DR2, må det jo være alvorligt ment). Gør dig selv (og din kæreste) en tjeneste: Fik du ikke set programmet på DR2 i går, så kan du se det her. Lur mig, om du – efter at have hørt et par sandheder - ikke giver din mand “lov” til at drikke en øl med vennerne efter fodbold eller få den subwoofer tilbage ind i stuen igen (det sidste er bare for sjov – subwoofer, as if!).

Men pas på – det er skræmmende informationer. Så skræmmende, at DR har set sig nødsaget til at indlede programmet med advarsler og ansvarsfraskrivelse. De er simpelthen bange for at støde kvinder. Jeg synes ikke, at det er stødende eller kvindeundertrykkende. Jeg synes, at det er skideskægt. Hvad ville der mon ske, hvis TV2 vendte bøtten og lavede programmet “Dagens kvinde”? Så skulle du se ramaskrig og snak om seksualisering af kvindekønnet.

Vi kvinder har rigtig travlt med at styre hjemmet, styre vores børn og styre vores mænd. Hvornår lærer vi at styre vores trang til at ville styre det hele? Prøv for resten at sige ”kontrol” bagfra = “lort nok”.

PS: Så er der så visse mænd, der lige skal lære at opføre sig, som om de er mænd og ikke drenge, før kvinder kan begynde at tage dem alvorligt som ligeværdige parter. Eller de mænd, der tror, at livet er et tag-selv-bord, og at kvinden er sat på jorden for på bedste curlingvis at rydde alle forhindringer og ubehageligheder af vejen for ham, samtidig med at hun sørger for, at hans behov er fuldt tilfresstillet, som en anden modererstatning. Men det er en helt anden snak!

Post from: Momblog.dk

Hvorfor blot forsøge at jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at man knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv? Når man med simple tricks kan finde sin indre ‘supermom’.

Aha, tænker jeg, da jeg i DSB-kiosken ser bogen med den lokkende titel ”Desperate Housewives’ guide til Livet og Kærligheden”. Længere nede på forsiden finder jeg ud af, at bogen kan give mig ”vigtige overlevelsesstrategier til at nyde familie, karriere, veninder og sexliv”. Det er da lige, hvad jeg – en 30-årig småbørnsramt husmoder – har brug for. Jeg er på vej hjemad efter en hårdt tiltrængt, afslappende tur til København. På vej hjem til hverdagen, til min småkaotiske tilværelse som mor til to små børn, hvor jeg konstant føler, at jeg er lysår fra at gøre mig fortjent til titlen ’supermom’. For det er vel noget med at være seriøs, ansvarlig, tålmodig, pertentlig, have styr på tingene og altid lige have en pakke vådservietter i lommen. Dem skal jeg altså snart huske. Hvornår går jeg i gang med at have friskbagte boller parat, når min datter er hentet i børnehaven? Hvorfor kommer jeg aldrig til bunds i vasketøjet? Det er da bare det rene sisyfosarbejde. Hvornår begynder jeg at rose min datter for hendes udvikling af et selvstændigt jeg og frie vilje, i stedet for at irritere mig over hendes stædighed og plageri? Hvornår begynder jeg at se positivt på min søns konstante pilleri og roderi og se det som en befriende nysgerrighed og fascination af tilværelsens små finurligheder? Spørgsmålene står i kø for at bombardere mig med dårlig samvittighed og mindreværd. Men så er det jo godt, at jeg nu kan udvikle mig fra ”Desperate Housewife” til “Hjemmets Gudinde”.

I det første afsnit kan jeg finde gode råd til at pleje mit parforhold. Hmm… Småbørnsforældre og lidenskab… Skurer lidt i mine ører, men igen – jeg er jo endnu ikke startet på min nye livsstil som ‘supermom’. Bl.a. bør jeg kommunikere og ikke kritisere, ikke rive op i gamle sår, få styr på vores økonomi, tage imod input fra min partner, være tolerant, etc. Det er jo så enkelt.

Endnu et nedprioriteret område: Mode. Altså, det er jo begrænset, hvor vigtigt det er at være iklædt den sidste nye mode, når ens daglige rute går via Føtex, omkring datterens børnehave og hjem igen (går det højt har jeg været til mor-barn-rytmik med andre mødre med matchende banan- eller snotpletter på trøjen – sidste sæson var højeste mode gylppletter på skulderen). I bogen står der, at udseende og mode aldrig må blive en biting. Shopping skal virkelig være en vigtig del af min nye livsstil, og det må min mand da bifalde, for han får jo en kone med styrket selvtillid. Og så må jeg altså til at bruge den babyjogger, der står urørt ude i garagen og lige få smidt de 5 kg, jeg tog på, da jeg stoppede med at amme. For ‘supermom’ har vel også det ideelle BMI?

Næste kapitel kan hjælpe mig til at ”jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at jeg knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv”. Lyder rimelig bekendt. Men det er, ifølge bogen, små ting, der gør forskellen og skaber bedre balance. En fast rutine, at stå op før børnene for at dyrke motion, drikke kaffe, gå i bad, lægge tøj frem om aftenen til næste dag, lade børnene klare mest muligt selv. Det lyder jo enkelt nok. I løbet af dagen skal jeg så holde mig i kontakt med pædagogerne i børnehaven og bede dem føre journal over barnets aktiviteter, så jeg ikke går glip af noget. Jeg skal også løbende være i kontakt med min mand for at skabe nærhed. Aftenen skal bruges til at slappe af og geare ned, ikke noget med tv. Og så skal jeg skabe tid til at tale sammen med min mand, så han ikke føler sig skubbet i baggrunden.

Bogen giver også gode råd om livet med børn. Bl.a. hvordan man bevarer roen, når et barn skaber sig tosset. Man skal ikke blive vred, diskutere og skælde ud og aldrig tabe besindelsen, når barnet plager eller skaber sig. Man skal vise kærlighed, være konsekvent, ikke give efter, tale roligt, lade være med at skræmme, aflede, holde en time-out. Det er, ifølge bogen, i orden at blive vred, men endnu bedre at bede en anden om at tage over, så man ikke mister besindelsen. Derhjemme skal jeg skabe og bevare ro, holde orden. Såre enkelt!

Denne tur, som egentlig var tænkt som en banal hyggetur, hvor jeg lige kunne få ladet morbatterierne op, er gået hen og blevet en vækkelsesrejse. Jeg vil for fremtiden være en bedre mor, kone, veninde, søster, datter, ja, hvem ved, måske bliver jeg ligefrem også en bedre nabo og samfundsborger, nu hvor jeg kan læse mig til at leve en tilværelse præget af mere ”humor, selvkontrol og en følelse af velvære og balance”. Bare tanken om det gør mig i godt humør. Og når jeg først er kommet rigtigt i gang med min nye livsstil, vil forældrene i børnehaven hurtigt begynde at kalde mig ”hende den velafbalancerede”, ja, jeg vil blive kendt i hele byen som ”hende, der fandt på Simple Family Living”. Måske bliver jeg lige frem inviteret i Go’morgen Danmark? Måske skulle jeg skrive en bog?

Næste morgen starter jeg så på min nye livsstil som ‘supermom’. Jeg har sat clockradioen til at alarmere kl. 6.15. Så har jeg ca. ½ time, inden den mindste vågner, til lige at vågne, finde mig selv og pleje mig selv. Jeg skal jo også have strøget mit tøj og lagt makeup. Men allerede dér går det galt. På en eller anden måde kommer jeg til at slukke for uret i stedet for blot at slukke for alarmen, og jeg vågner ikke, før den lille kalder inde fra sin seng. Selvfølgelig har han i dag af alle dage sovet helt til kl. 7.15, og datteren skal være i børnehaven kl. 8, da de skal i teatret. Fandens… Nå, begynderfejl. Børnenes tøj har jeg heller ikke fået lagt frem i går, så jeg griber det første det bedste og hjælper den store i tøjet til trods for mine intentioner om at gøre hende mere selvhjulpen og øge hendes selvværd. Det er der lige som ikke tid til. Jeg når lige at finde en hurtig omgang havregryn frem, som hun kan spise, mens jeg gør den lille klar. Fælles morgenmad og laden op til en dejlig dag blev det så ikke til i dag. Vi kommer hurtigt ud af døren, efter at jeg hurtigt smutter i det samme tøj som i går. Jeg overskrider fartgrænsen op til flere gange, og vi ankommer kun en anelse for sent til børnehaven, hvor alle står parat og venter. Det øser ned, og jeg har selvfølgelig glemt regntøj og gummistøvler. Måske skal jeg droppe opfordringen om at føre journal over min datters dag?

Jeg og den lille drager hjemad. Der er jo masser af huslige pligter at gå i gang med. Jeg starter med at planlægge ugens menu, dog med evindelige afbrydelser fra den 1½ åriges hærgen rundt om i huset. Jeg når kun til og med tirsdag, så beslutter jeg, at det er tid til at ordne lidt vasketøj. Jeg bærer kurven med tre maskinfulde ind i stuen og lægger tøjet pænt sammen i fine bunker på bordet. Så kommer jeg i tanker om, at jeg jo skal huske at holde kontakt til manden og skriver en mail – ”kys og kram, savner dig, du er min helt…”. Jeg vender tilbage til vasketøjet, der nu ligger spredt over det meste af stuegulvet, og drengen sidder med et stort grin på midten af spisebordet. Jeg skal lige til at hæve stemmen, da jeg mærker min indre ‘supermom’ prikke mig på skulderen og kigge på mig med hævede bryn. ”Nej, hvor er du dygtig, lille skat! Hjælper du mor med at ordne vasketøj? Hvor dejligt, at du udvikler dine sociale kompetencer”, roser jeg og begynder at lægge tøjet sammen igen. Den lille futter ind i den anden stue, og jeg er næsten nået gennem halvdelen af kurven, da jeg bemærker den ildevarslende stilhed. Ude på toilettet er han i færd med at skure toilettet, der er proppet med toiletpapir. Imaginære flammer står ud af ørerne på mig. Jeg giver op, rydder op og tager ham med op på hans værelse, hvor jeg glemmer alt om opvask, vasketøj og madplaner. Efter at have spist frokost og traditionen tro hældt sin mælk ud på gulvet bliver han puttet ud og sove i barnevognen, og så skal der knokles igennem. Jeg lægger ud med at tjekke den nyeste mode på Trendsales.dk, for jeg skal jo både være smart og chik men samtidig have styr på økonomien. Jeg synes, at jeg får rigtig meget for de 2500,-, jeg bruger. Jeg skal også huske at være en god veninde, så jeg skriver lange mails til et par veninder og mine søstre. Ah, jeg kan allerede mærke den gode stemning brede sig. Pludselig er den lille vågen, og jeg har jo ikke nået alt det, jeg havde planlagt.

Vi drager af sted for at hente storesøster, og hendes sko er næsten tørre. Så skal der købes ind, og jeg er ivrig efter at få afprøvet mine nye pædagogiske principper med ikke-voldelig og anerkendende kommunikation. Dem får jeg hårdt brug for, idet den lille ikke gider sidde i indkøbsvognen, og den store plager, først efter slik, derefter efter en bog. Jeg prøver med et ”ja, den ser også rigtig spændende ud, men du må ikke få en bog i dag”. Bliver besvaret med et ”hvorfor”, og jeg fortsætter ”jeg kan godt forstå, at du gerne vil have den spændende bog, men du får ikke noget i dag” i den mest rolige og velafbalancerede tone, jeg kan fremmane. Sådan fortsætter vi lidt endnu, alt imens den lille bliver mere og mere insisterende i sine protester, indtil jeg hører mig selv sige lidt for højt ”Fordi! Og nu stopper du altså, ellers…”. Hovsa, der stak den gamle utjekkede husmoder vist snuden lidt for langt frem, men hvor fa’en sender man ungen hen og holde timeout, når man befinder sig midt i Føtex?! Og jeg kan lige som ikke bede hende det skulende kvindemenneske ved fryseboksen om at tage over, inden jeg mister besindelsen, vel?! Jeg kalder på min indre ‘supermom’, men hun glimrer ved sit fravær. Hvor er hun, når man skal bruge hende?

Vel hjemme igen skal vi rigtig hygge med (købe)boller, te og en god historie. Jeg skal bare lige have flyttet vasketøjet, og bagefter ordner jeg opvasken fra morgenmaden og frokosten. Da jeg har læst færdigt, går jeg straks i gang med at forberede maden. Jeg opdager dog hurtigt, at jeg i al forvirringen har glemt halvdelen af de ting til den bouillabaisse, jeg havde planlagt, for ‘supermom’ laver vel god, gedigen simremad? Nå, så bliver det rugbrød. Det skulle jo også være så sundt. Så har jeg lige tid til at ordne lidt vasketøj, som igen ligger spredt ud over stuegulvet. Så kommer manden hjem, desværre har jeg ikke nået at rydde op på børnenes legetøj, og min plan om fælles oprydning slog fejl. Aftenens menu bliver ikke mødt med det store bifald, men som led i min nye stil tager jeg vel imod hans kommentar og lader mig ikke irritere. Han har selvfølgelig ikke læst min søde mail, men jeg giver ikke op, nu skal vi have den der intimitet og nærhed tilbage, også på en mandag aften. Først et beroligende bad, så en godnathistorie og så ind og puttesove med de små, og så skal vi rigtig have noget kvalitetstid. Den lille bliver bare ved med at smide sine sutter ud af sengen, og den store har fortrudt den godnathistorie, jeg har læst, og vil have en anden. Endelig ro, og så lige et par levende lys og lidt Shubert, så skal vi rigtig snakke. ”Nå, du har haft en travl dag og vil helst bare se filmen kl. 21?” Nå, jeg havde for resten også glemt at omdanne soveværelset til et boudoir, så det må blive en anden aften, jeg futter lidt op under min libido.

Post from: Momblog.dk

Livet med små børn giver imidlertid næppe romantikken gode vækstvilkår. Før man får børn, er udgangspunktet som regel tosomheden, hvad har vi lyst til og føler lige nu. Når børnene kommer dumpende, bliver parforholdet ofte sat på standby og udvikler sig til en arbejdsfordeling, hvor man prøver at få det hele til at gå op i en højere enhed. Når man har en 1-årig, der mener, at dagen starter kl. 4.45, bliver søvn en rigtig god handelsvare. Familielivet er præget af struktur, rutiner, logistik og en velduviklet sans for skemalægning, også hvad sexlivet angår.

Men har man fået tre børn og stadig er sammen, når den mindste begynder i skole, så kan et forhold klare næsten alt, vil jeg tro. Med mindre man så ikke længere har mere til fælles end børnene, fordi man har haft for travlt til at opdage det.

Post from: Momblog.dk