Momblog.dk » søskende

Om at blive slået hjem i Ludo

Karoline — Sat, 17 Oct 2009 07:52:11 +0000

Jeg har fire søskende. Og der har altid været meget kærlighed, sammenhold, larm, kaos og én at lege med. Eller nu, hvor vi er blevet voksne - én at tage i biffen eller på shopping med. Hvis vi da er så heldige at være i samme by. Altid én at snakke med eller finde trøst og forståelse hos.

Samlet set må det have været en god oplevelse at være barn i en storfamilie. Trods larmen, drillende og irriterende søskende, mindre tid og opmærksomhed fra forældrenes side, end hvis vi var færre børn. Så god en oplevelse, at jeg i en tidlig alder besluttede, at jeg skulle have mindst fire børn, når jeg blev voksen.

Nu er jeg så blevet voksen (bilder jeg folk ind), og jeg har fået tre børn. Jeg er ret sikker på, at vi ikke skal have flere. Og selv om det er en god beslutning, som vi begge har det rigtig godt med, så er der alligevel noget inde i mig, der minder mig om den beslutning, jeg tog som barn. For der er noget magisk og særligt bindende over de løfter, man giver sig selv som barn.

Jeg må blot erkende, at jeg ikke er prototypen på en mangebørnsmor (for i min terminologi er tre børn ikke mange). Måske er jeg bare ikke så rummelig, så tålmodig eller så uselvisk, at “jo flere, jo bedre” er et begreb, der passer godt ind i mit liv. For jeg tror ikke, at jeg bliver en bedre mor af at blive mor til fire. Tværtimod. Og jeg orker ikke at blive slået hjem i Ludo og rykke tilbage til start én gang til. Jeg nyder, at mine børn efterhånden er blevet så store, at dagene ikke drukner i amning, soveproblemer og skrigture. At vi kan tage på restaurant alle fem uden at blive (alt for) stresset. Eller på spontan udflugt uden at tage hensyn til, hvornår der er én, der skal sove. At jeg kan forlade hjemmet, uden at et lille menneskes eksistensgrundlag er truet. At jeg kan sidde og skrive dette indlæg, mens mine børn hygger sig med Morgen Bavian, Playmobil og togbane.

Derfor må jeg overbevise barnet i mig om, at det er bedre at være en god mor for de børn, man har, i stedet for at tro, at éns modersucces stiger proportionalt med mængden af børn. Og så kan jeg understøtte med videnskabelige undersøgelser, der viser, at man ikke bliver mere lykkelig, jo flere børn man får.

Man bliver klogere med alderen. Og nu hvor jeg selv er blevet mor, kan jeg kun tage hatten af for mine forældre, der frivilligt valgte at blive slået hjem i Ludo hele fem gange.

Post from: Momblog.dk

Bare dig og mig, mor

Karoline — Wed, 07 Oct 2009 11:56:51 +0000

I dag har jeg haft min mindste søn hjemme. Vi har vandet blomster, puttet beskidte strømper i tørretumbleren, fundet blade i haven og besøgt min veninde og hendes dejlige lille “bibi” (for det hedder baby, når man kun lige er fyldt to). Og så har vi spist frokost sammen, bare ham og mig. Uden afbrydelser fra de to andre.

Nu sover han i barnevognen, og jeg nyder følelsen af at være fyldt op med nærvær. Og jeg er sikker på, at han har det på samme måde.

Det lyder jo som banaliteter. Men at være på tomandshånd med sin mor eller far er faktisk en luksus, når man ikke er enebarn. Og det er en luksus, jeg prøver at oppriotitere – og nyder hver gang, jeg tager mig tid til den totale opslugthed af ét barn ad gangen.

Post from: Momblog.dk

Moderskabsmyte nr. 5: Jo flere børn man har, jo nemmere bliver det

Karoline — Fri, 28 Aug 2009 11:41:33 +0000

På flere måder er det langt nemmere at blive mor for anden gang. Man har prøvet det før, man ved, hvad man går ind til og har ikke så mange bekymringer. Hvilken lettelse, at man endelig kan bruge de fejltagelser, man gjorde første gang, til noget! Og lykken over, at det igen er lykkedes at skabe et unikt og velskabt liv, er helt ubegribelig.

Det kan imidlertid være en noget blandet fornøjelse at blive mor for anden eller tredje gang. Indimellem kan man godt længes efter tiden, hvor man kun havde ét barn og bare kunne lægge sig til at sove, eller hvad man nu har lyst til, når barnet endelig sover. Nu er der pludselig en eller flere større søskende og altid et behov at tilfredsstille (underligt nok ender ens egne altid med at komme til sidst). Fokus på én ting eller ét barn ad gangen bliver en luksus, man lærer at værdsætte, tværtimod mødes man med kravet om rummelighed og mental multitasking. Det kræver en elefants tålmodighed (dette udtryk burde ændres til ”en moders tålmodighed”), når man prøver at få nummer tre til at sove, og nummer ét og to opfører ”Den spanske Borgerkrig, fortalt af og for børn” nede i stuen, og man kan ikke komme ned og agere fredsmægler, før den lille sover, og man kan ikke få den lille til at sove, før de to store er stille.

Man kan dog glæde sig over, at man kommer i meget god kontakt til sine følelser, man får lov at glide op og ned ad følelsesspektret - ja, man mærker lige som lidt bedre, at man er i live. På et splitsekund kan man flytte sig følelsesmæssigt fra en lille eufori over tanken, at ”dette er MINE børn og topmålet af lykke”, til “hvornår er det lige, jeg skal sove/spise/tisse og andre små-behov”, eller ”hvad har vi dog gjort, nu har vi ødelagt deres liv” (grundet manglende tid til den/de store, søskendejalousi, etc.).

Dårlig samvittighed bliver desværre en endnu mere tro følgesvend, når man udvider børneflokken til at omfatte flere end den førstefødte. For man kan bare ikke være 100 procent den samme mor, som før familien blev udvidet. Man kan ikke give lige så meget ubegrænset nærvær og opmærksomhed, når der er én eller to mere at tilgodese og drage omsorg for.

Jeg har følt mig som Verdens Dårligste Mor, fordi jeg følte, at jeg svigtede storebror, når lillebror nogle dage kunne ligge som en sugemalle hos mig hele tiden. Og jeg har været tynget af savn og dårlig samvittighed over ikke at kunne dyrke alenetid med min datter, hvis det krævede, at jeg var væk hjemmefra mere end to timer ad gangen, fordi lillebror var ni måneder gammel, før han ville acceptere anden kost end fuldfed modermælk direkte fra ammedepoterne.

Barn nummer to (og i særdeleshed nummer tre) må i en tidlig alder lære tilpasningens kunst - i modsætning til nummer ét, hvor alt foregår efter baby’s rytme og behov. Disse børn sover ofte bedst, når der er larm, bliver hærdede af 14 kilos storebrors forsøg på ulige brydekamp i et ubevogtet øjeblik og må ind imellem vente lidt længere på behovstilfredsstillelse, end nummer ét ville have gjort. Der kan ikke altid tages de store hensyn til, hvornår det passer den lille at tage sine lure, for der er større søskende, der skal bringes og hentes, og der skal købes ind inden, med mindre man ønsker at sætte sig selv på den ultimative stress-test: Indkøb med tre børn i alderen 0-6 år. Derfor får logistik og planlægning en helt anden betydning, når nummer to (tre, fire etc. ) melder sin ankomst.

Der er både fordele og ulemper ved at have søskende. Som med alle andre ting i livet er min holdning: Så længe fordelene overskygger ulemperne, er det den rigtige beslutning. Og så fordobles tilstedeværelsen af kærlighed i éns liv jo for hvert barn, man får. Og når man ser den store kærlighed, omsorg og sammenholdet mellem ens børn, fyldes man bare med en ømhed og lykke, der får alle bekymringer til at fordufte - og dét er da alle strabadserne værd.

Post from: Momblog.dk