I eftermiddag klokken cirka 16 bliver jeg slået ihjel. Der kommer min mand nemlig hjem og opdager, at jeg igen har købt den dyrest mulige flyverdragt. Denne gang til midterbarnet. Hvordan det kommer til at ske, og om jeg får en advarsel, så jeg kan sige farvel til mine børn, ved jeg jo af gode grunde ikke.

 

Nu er jeg jo ikke sådan én, der tror, at jeg bliver stemplet som dårlig mor, hvis jeg køber en billig udgave. Til min mands store ærgrelse er jeg bare sådan én, der tror, at pris og kvalitet hænger sammen, især hvad flyverdragter, sko, jakker, bukser, hjemmesko, skoletasker, huer, sandaler, vanter og så videre til børnene angår.

 

Og den overbevisning koster mig nu livet. Så jeg kan enten vælge at flygte og blive sådan en slags idealistisk flygtning eller sige farvel og tak. Og håbe på, at der er chai-latté, Amarone og en interaktiv fidus i Himlen (eller hvor jeg nu ender), så jeg kan give mine børn en krammer, når vi trænger til det. I det mindste ved jeg, at mine børn går en kold vinter i møde med ordentligt tøj på kroppen.