Da jeg ventede mit første barn, blev jeg overvældet af den pludselige interesse for min flotte mave, de skjulte blikke eller åbenlyse nidstirring. Som om folk aldrig havde set en gravid kvinde før. Jeg mødte også mange hoveder på skrå, når jeg for eksempel måtte amme min sultne spæde datter godt skjult i tekstilafdelingen i Føtex - for er der noget mere idyllisk end en ammende kvinde med et spædbarn (for andre mødre i hvert fald, mænd ønsker måske ikke at blive mindet om, at kvinders attributter har denne funktion – men heldigvis nærmer de sig kun i yderste nødstilfælde tekstilafdelingen). Når jeg promenerer med barnevognen og de to store med hinanden i hånden, vil hjertesukkene heller ingen ende tage. For er det ikke bare yndigt?

Når man har været så dum at tage et træt og deraf kropumuligt og plagende barn med på indkøb kl. 16.30, er det pludselig lidt småt med de forstående blikke. Så har den gamle, skulende hejre med det blå hår glemt alt om, hvordan det er at have små børn (eller det er så længe siden, at man ikke havde Føtex og derfor var dejligt fri for indkøbshelvedet). Selv om hun står og stirrer ned på forårsrullerne, ved jeg bare, at hun tænker: “Herregud, ungdommen i dag har da heller ikke styr deres børn” (heldigvis er mine børn blevet rigtig gode til at være med på indkøb, og der går længere og længere mellem de… humørmæssige udsving).

Alder er dog ingen hindring for svækkende hukommelse. Jeg har ikke tal på, hvor mange kommentarer jeg har fået fra kvinder i den fødedygtige alder, bare fordi jeg ikke er særlig høj og derfor ikke har så meget vertikal kropsplads, som baby kan vokse sig stor i. Altså, jeg får hurtigt en ret stor mave, når jeg er i lykkelige omstændigheder, hvilket er kilde til stor måben. Når mine børn så kommer ud af maven, plejer de hurtigt at blive en del af de børn, der holder vækstkurverne oppe (eller nærmere sprænger dem). Og selv andre mødre, der er meget fintfølende, hvad angår egne børn, forsøger at slå tvivl om, hvorvidt det virkelig er normalt, at en baby skal tage så meget på, og om jeg er sikker på, at han skal ammes så tit.

Når klokken er otte om morgenen, og man er i gang med dagens fjerde diskussion (læs: man har truffet en beslutning, der ikke falder i den 2½ åriges smag), og den super forstående far til Sofie fra 2. kl. (så han har nok glemt, hvordan det var) leger heppekor og opmuntrer med et ”det er jo helt naturligt, dét, der foregår i ham, det er et helt normalt led i hans udvikling” - så kan man have lidt svært ved at finde en passende grimasse. I øvrigt er ens koncentration rettet mod at tælle til ti igen og igen og igen. For der er ikke noget værre end at eksponere sit forældreskabs fallit foran et mere kvalificeret publikum.

Post from: Momblog.dk