Det er gået op for mig, at jeg kan lave et sniger-operativt indgreb ind i andres hoveder og vide, hvad de tænker. For eksempel ved jeg med sikkerhed:

- at hende moren, der altid, også i snevejr, cykler til børnehaven med sine to drenge i anhængeren bagpå, synes, at jeg er verdens mest dovne mor, fordi jeg igen har taget bilen

- at den perfekte mor bag mig i køen i Føtex synes, at jeg er en dårlig mor, der bare ikke prøver nok, fordi jeg blandt andet har købeboller (at de er økologiske, kan ikke opveje dovenbøden), ostehaps (som jo er det rene gift!) og Mathilde kakaomælk i min vogn

- at min svigermor synes, at jeg er en dårlig husholderske, når de kommer på spontant besøg, og jeg liiiiige skulle til at rydde op – efter hendes børnebørn og søn

- at vores naboer tror, at vi er nogle huleboere, der isolerer vores børn for omverdenen, fordi de ikke er ude og lege hver dag.

- at pædagogerne i mine sønners vuggestue og børnehave tænker “ja, det var da på tide!”, når de har en fridag cirka hver 2. uge – og at de har korte dage og sammenlagt cirka 12 ugers ferie om året, ryger ikke med i regnskabet.

- at kassedamen tænkte “dårlig mor”, da jeg engang imellem listede pulver-risgrød med banan med på båndet, skjult under øko-rismel, øko-riskiks (bare fordi øko-betegnelsen kan retfærdiggøre ethvert køb) og ammeindlæg, da mine børn var små.

Nu kan jeg høre den igen – stemmen. Den siger: “It’s all in your head”. Og det er ikke, fordi jeg er ved at blive sådan lidt halvskizofren og hallucinerende. Men jeg tror, at “stemmen” er min egen. Den repræsenterer mine egne domme og forventninger til, hvad jeg bør og skal og vil og kan. Når jeg tror, at andre synes, at jeg er alt muligt – doven, uperfekt, upædagogisk, kikset etc. – så er det i virkeligheden sikkert mine egne tanker om mig selv, der spænder ben for et positivt og mere kærligt selvbillede.

Stemmen siger også, at der skal ti gode mor-gerninger til at opveje én dårlig, hvis det da lykkes. Matematiker har jeg aldrig været, men jeg kan da godt se, at det er rimelig tåbeligt, at ting på minussiden vejer ti gange tungere end ting på plussiden. Meget sat på spidsen. For i bund og grund synes jeg faktisk, at jeg klarer det ret godt. Men lige meget hvor mange fridage mine børn har, hvor mange fastelavnskostumer jeg syr, hvor mange bøger jeg læser for mine børn, hvor mange nætter jeg står oppe for at få Spiderman-fødselsdagskagen klar, hvor mange gyngeture jeg giver dem, hvor mange kys jeg planter på deres bløde kinder, hvor sindsygt højt og ubetinget jeg elsker dem – så kommer de ting, jeg ikke orker eller overkommer, til at fylde relativt for meget.

Og nu skal det altså snart være slut! Jeg vil bytte “burde”-brillerne ud med “skide godt”-brillerne. For ifølge pålidelige kilder (andre mødre), så er det faktisk ofte “skide godt”-brillerne, de ser mig igennem. Og pudsigt nok, så kommer følelsen af at være en god mor meget lettere snigende, når jeg tumler med dem i dobbeltsengen, end når jeg sidder natten inden fastelavn for at blive færdig med datterens Klokkeblomstvinger.

Post from: Momblog.dk

Det er ikke altid lige let at være forældre, især nybagt mor. Det kan nemlig være noget af en omvæltning, når man ankommer til “moderland”. Ud over et lille barn, en efterfødselskrop og søvnunderskud står man pludselig med en masse forventninger og krav til sig selv. Èn ting er at blive mor rent biologisk. Hvordan man bliver en god mor, er straks noget helt andet.

Det er imidlertid ikke information om, hvordan man bedst muligt passer og plejer sit barn, der er mangel på. Det bugner med bøger, magasiner og Internetsites om dét at være forældre, og konstant møder man idylliske billeder af glade børn og lykkelige familier. Denne overinformation kan, ifølge Lola Jensen, familievejleder og pt aktuel som brevkasseekspert i Go’Morgen Danmark på TV2, gøre forældre endnu mere usikre på sig selv i forældrerollen:

“Mange mødre har i dag meget store forventninger til sig selv og til, hvad de skal klare. De sammenligner sig selv og deres børn med andre og bliver inspireret af mødre, de læser om i familiemagasiner. Hvis de ikke føler, at de lever op til deres egne forventninger, eller hvad andre mødre klarer, fylder det dem med frustration og mindreværd”, siger Lola Jensen.

Store forventninger

Tidligere var børn mere eller mindre noget, der kom dumpende ind i familien. Sådan er det ikke længere:

“Dét at være forældre og en familie er gået hen og blevet et projekt. Man får ikke bare børn mere, det skal være på det rigtige tidspunkt og på den rigtige måde. I dag er det ufødte barn den allerstørste forbruger”, forklarer Lola Jensen, der har 25 års erfaring med problemer i “Familien Danmark”.

Efter hendes mening er børn blevet statusobjekter. Ved at købe de “rigtige” ting, gå til de “rigtige” aktiviteter og vælge de “rigtige” institutioner til deres børn forsøger forældre at symbolisere, at de har styr på forældrerollen.

Ifølge Lola Jensen, kan de forskellige krav og forventninger til sig selv skabe frustrationer, hvis man som mor ikke føler, at man kan leve op til egne krav. Det indre “kaos” kan således resultere i behovet for ydre orden. Hjemmet er blæst for støv, barnet iklædes trendy tøj, byen traves tynd med barnevognen for at komme graviditetsfedtet til livs – alt sammen for at signalere, at man har styr på moderskabet.

Projekt lykkelig familie

Lola Jensen oplever, at det især er kvinderne, der bliver ramt af tårnhøje forventninger, når de bliver mødre. Forventninger, der ofte skubber barnets far lidt ud på sidelinjen:

“Mange mødre går ind i en “osteklokke”, hvor barnet og dét at være en god mor fylder det hele. I og med at det er moren, der tager størstedelen af barslen, ender hun ofte i rollen som den, der har styr på familielivet, det praktiske i hjemmet og pleje af barnet. Og så kan det altså være svært for mor at give slip på kontrollen og lade far komme mere på banen”, mener Lola jensen.

De fleste mødre kan dog gøre sig selv, barnet og barnets far en stor tjeneste ved at lade far komme mere på banen. Ifølge Lola Jensen, skal hun lade ham gøre tingene på sin egen måde og acceptere, at den kan være lige så god som hendes måde. Også selv om bukser og trøje ikke matcher. Det handler, ifølge familievejlederen, om at stole på, at han gør det godt nok, og føle, at man er god nok som mor, selv om man afgiver lidt af ansvaret for barnet.

“Far har lige så meget at skulle have sagt i forhold til barnet. Mange familier kunne have nytte af lidt omvendt ligestilling, for Far er ofte nedprioriteret i forhold til Mors status i hjemmet. Det kunne måske også give flere fædre til at tage en større del af barslen”, mener Lola Jensen.

Brug din sunde fornuft

Selv om Lola Jensen gerne ser mødre stole mere på sig selv og deres intuition, er hun ikke bange for at give den moderne mor et par gode råd med på vejen:

“Slap af og tro på, at du er den, der kender dit barn bedst, og ved, hvad der er bedst for lige netop jeres familie. Selv om det kan være svært, så lad være med at sammenligne. Fokusér på det unikke og positive ved netop dit barn og på alt det, du gør godt som mor”.

Ifølge Lola Jensen, kunne mødre støtte hinanden ved at være mere ærlige og indrømme, at det ikke altid er lige let. Kun ved at droppe perfektionismen kan man komme de høje forventninger til livs, vurderer familievejlederen.

Man kan mene, at det er paradoksalt, at eksperter i stigende grad opfordrer forældre til at stole på sig selv, når det vrimler med gode råd om forældreskab og børn fra de samme eksperter. Lola Jensen har en klar holdning til, hvad man som forældre skal gøre, når man farer vild i junglen af information og gode råd:

“Brug de gode råd, der passer til dig og din familie. Holdningerne til, hvad der er godt for børn, er mange og ofte modsatrettede, og moden skifter. Så er det da klart, at man bliver forvirret og usikker på sig selv, for hvad skal man tro på? Som en jydsk far engang sagde til mig – så er det godt, at der er så langt fra Sjælland til Jylland, for så kan de fikse ideer nå at blive gennemprøvet og fordampe lidt, inden de når herover. Og det kan der være noget om”, siger Lola Jensen.

Post from: Momblog.dk

Hvis de så kommer til at træde lidt ved siden af og indrømme, at jo, det er faktisk lidt hårdt aldrig at have tid til sig selv, og at man da godt kan blive lidt misundelig på manden, fordi han kan forlade barselskaosset og tage på arbejde, og “ind imellem drømmer jeg om at have superkræfter, så jeg kan sætte mit liv som mor på standby, bare én dag, og så bare sove eller kigge ud i luften hele dagen” – så efterfølges disse små spontane udbrud oftest med undskyldninger som “det er jo ikke, fordi jeg ikke elsker at være mor eller mine børn” eller “ej, det var bare for sjov, der er ikke noget bedre end at være mor”. For den perfekte mors rummelighed er grænseløs og hendes egne behov ikke-eksisterende. Bilder jeg mig ind. Følelsen af, at alle andre har langt mere styr på tingene og har meget mere overskud og er meget mere perfekte, er netop med til at forhindre én i at nå det stadium, hvor man føler sig vellykket som mor.

Jeg bliver nødt til at tro, at disse kvinder ikke vil indrømme over for sig selv eller andre, at det er hårdt at blive mor anden og især tredje gang. For hvis alle andre synes, at det er piece of cake, stiller det jo unægteligt mig selv i et  rigtig dårligt lys. For så er det jo bare mig, der er noget galt med. Mig, der ikke kan klare mosten. For jeg er jo ikke bleg for at indrømme over for hverken mig selv eller dem, der gider høre på det, at jeg synes, at det har været rigtig hårdt, når vores lille familie er blevet udvidet. Og der er stadig dage, hvor jeg må klamre mig til mantraet “det bliver lettere, det er bare en fase”. For det gør det jo. Boblen indeni af frustration, træthed og uoverskuelighed bliver mindre for hver dag. Især når man kommer ud af barselstågen og igen kan fokusere på sig selv, hvor egoistisk det end lyder.

Så jeg tør godt sige, at jeg elsker mine børn så ubegribelig meget, men der er dage, hvor jeg i den grad udfordres i discipliner som tålmodighed, rummelighed og evnen til at negligere mine egne behov godt og grundigt.

Post from: Momblog.dk

Måske der er noget fornægtelse på spil, der forhindrer mig i at indse, at nu’ det jul igen. For jo, jeg ELSKER jul, og jeg glæder mig til at pynte huset op og fylde det med levende lys, duften af vanillekranse og vidunderlig stemning. Men jeg kan allerede nu føle presset og forventningerne stramme garnet, som jeg forsøger at omdanne til den mest perfekte julesok fyldt med perfekte minder om en perfekt jul i en perfekt barndom til mine børn. For julen er lig med hygge og nærvær og tid til hinanden. Men inde i mit hoved er der travlt og ikke spor hyggeligt. Jeg forsøger at få rubriceret alle de små post-its inde i hovedet, der indeholder (mere eller mindre realistiske) planer, jeg gerne vil nå i løbet af de næste fire uger – såsom følgende:

* finde 3×24 unikke, brugbare og pædagogisk korrekte kalenderpakker fra den meget hemmelige nisse (almost done)

* pynte huset op, så det emmer af den helt rigtige “retro møder tradition”-julestemning

* bage småkager til jule-klippe-hygge i datterens klasse

* indkøbe gaver til min farmors pakkekalender

* bage småkager og lave konfekt til de ældste medlemmer af familien på begge sider

* bage småkager sammen med børnene

* have et juleforklæde som min faste december-belædningsgenstand, som den perfekte julebage-mor jeg er – uden et tage ét gram julefedt på

* regne ud, hvordan man undgår at give børnene sukker, men samtidig præsentere dem for julens repertoire af lyksaligheder

* sy en personlig og kreativ julesok til hvert barn i stedet for den masseproducerede, de allerede har

* sy unikt og overskudsagtigt juletræstæppe med børnenes navne på

* købe velovervejede og pædagogisk korrekte julegaver til børnene

* finde et sted med sne, tage stemningsfyldte fotos af mine perfekte børn og lave hjemmelavede julekort – bare fordi det er alt for letkøbt og traditionel en løsning at gå til en fotograf

* læse et afsnit i julekalenderbogen hver eftermiddag, mens vi hygger med the og hjemmebag og kalenderlys

* lave fantastiske juledekorationer sammen med børnene, gerne med børnenes hjemmelavede stearinlys

* lære børnene alle julesange udenad – måske endda gå lidt rundt i kvarteret og synge for folk og sprede julens glade budskab?

* deltage i samtlige julearrangementer, vi bliver inviteret til – måske endda selv holde juletræsfest for kvarterets børn?

* spille minimum et kvarters julesange på klaveret sammen med mine børn

* have klaret alle juleindkøb senest fjorten dage inden juleaften

* ikke drikke mig fuld til julefrokosten

Jeg troede, at det ville hjælpe at få juleplanerne ud af hovedet og ned på papir. Hvorfor lyder “Jul på Bahamas” pludselig som et arrangement, jeg gerne vil deltage i?

Post from: Momblog.dk

Post from: Momblog.dk

Hvorfor blot forsøge at jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at man knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv? Når man med simple tricks kan finde sin indre ‘supermom’.

Aha, tænker jeg, da jeg i DSB-kiosken ser bogen med den lokkende titel ”Desperate Housewives’ guide til Livet og Kærligheden”. Længere nede på forsiden finder jeg ud af, at bogen kan give mig ”vigtige overlevelsesstrategier til at nyde familie, karriere, veninder og sexliv”. Det er da lige, hvad jeg – en 30-årig småbørnsramt husmoder – har brug for. Jeg er på vej hjemad efter en hårdt tiltrængt, afslappende tur til København. På vej hjem til hverdagen, til min småkaotiske tilværelse som mor til to små børn, hvor jeg konstant føler, at jeg er lysår fra at gøre mig fortjent til titlen ’supermom’. For det er vel noget med at være seriøs, ansvarlig, tålmodig, pertentlig, have styr på tingene og altid lige have en pakke vådservietter i lommen. Dem skal jeg altså snart huske. Hvornår går jeg i gang med at have friskbagte boller parat, når min datter er hentet i børnehaven? Hvorfor kommer jeg aldrig til bunds i vasketøjet? Det er da bare det rene sisyfosarbejde. Hvornår begynder jeg at rose min datter for hendes udvikling af et selvstændigt jeg og frie vilje, i stedet for at irritere mig over hendes stædighed og plageri? Hvornår begynder jeg at se positivt på min søns konstante pilleri og roderi og se det som en befriende nysgerrighed og fascination af tilværelsens små finurligheder? Spørgsmålene står i kø for at bombardere mig med dårlig samvittighed og mindreværd. Men så er det jo godt, at jeg nu kan udvikle mig fra ”Desperate Housewife” til “Hjemmets Gudinde”.

I det første afsnit kan jeg finde gode råd til at pleje mit parforhold. Hmm… Småbørnsforældre og lidenskab… Skurer lidt i mine ører, men igen – jeg er jo endnu ikke startet på min nye livsstil som ‘supermom’. Bl.a. bør jeg kommunikere og ikke kritisere, ikke rive op i gamle sår, få styr på vores økonomi, tage imod input fra min partner, være tolerant, etc. Det er jo så enkelt.

Endnu et nedprioriteret område: Mode. Altså, det er jo begrænset, hvor vigtigt det er at være iklædt den sidste nye mode, når ens daglige rute går via Føtex, omkring datterens børnehave og hjem igen (går det højt har jeg været til mor-barn-rytmik med andre mødre med matchende banan- eller snotpletter på trøjen – sidste sæson var højeste mode gylppletter på skulderen). I bogen står der, at udseende og mode aldrig må blive en biting. Shopping skal virkelig være en vigtig del af min nye livsstil, og det må min mand da bifalde, for han får jo en kone med styrket selvtillid. Og så må jeg altså til at bruge den babyjogger, der står urørt ude i garagen og lige få smidt de 5 kg, jeg tog på, da jeg stoppede med at amme. For ‘supermom’ har vel også det ideelle BMI?

Næste kapitel kan hjælpe mig til at ”jonglere karriere, familie og kærlighed, uden at blive så udkørt, at jeg knap nok kan holde øjnene åbne længe nok til at kysse børnene godnat, for slet ikke at tale om at dyrke sex med manden i mit liv”. Lyder rimelig bekendt. Men det er, ifølge bogen, små ting, der gør forskellen og skaber bedre balance. En fast rutine, at stå op før børnene for at dyrke motion, drikke kaffe, gå i bad, lægge tøj frem om aftenen til næste dag, lade børnene klare mest muligt selv. Det lyder jo enkelt nok. I løbet af dagen skal jeg så holde mig i kontakt med pædagogerne i børnehaven og bede dem føre journal over barnets aktiviteter, så jeg ikke går glip af noget. Jeg skal også løbende være i kontakt med min mand for at skabe nærhed. Aftenen skal bruges til at slappe af og geare ned, ikke noget med tv. Og så skal jeg skabe tid til at tale sammen med min mand, så han ikke føler sig skubbet i baggrunden.

Bogen giver også gode råd om livet med børn. Bl.a. hvordan man bevarer roen, når et barn skaber sig tosset. Man skal ikke blive vred, diskutere og skælde ud og aldrig tabe besindelsen, når barnet plager eller skaber sig. Man skal vise kærlighed, være konsekvent, ikke give efter, tale roligt, lade være med at skræmme, aflede, holde en time-out. Det er, ifølge bogen, i orden at blive vred, men endnu bedre at bede en anden om at tage over, så man ikke mister besindelsen. Derhjemme skal jeg skabe og bevare ro, holde orden. Såre enkelt!

Denne tur, som egentlig var tænkt som en banal hyggetur, hvor jeg lige kunne få ladet morbatterierne op, er gået hen og blevet en vækkelsesrejse. Jeg vil for fremtiden være en bedre mor, kone, veninde, søster, datter, ja, hvem ved, måske bliver jeg ligefrem også en bedre nabo og samfundsborger, nu hvor jeg kan læse mig til at leve en tilværelse præget af mere ”humor, selvkontrol og en følelse af velvære og balance”. Bare tanken om det gør mig i godt humør. Og når jeg først er kommet rigtigt i gang med min nye livsstil, vil forældrene i børnehaven hurtigt begynde at kalde mig ”hende den velafbalancerede”, ja, jeg vil blive kendt i hele byen som ”hende, der fandt på Simple Family Living”. Måske bliver jeg lige frem inviteret i Go’morgen Danmark? Måske skulle jeg skrive en bog?

Næste morgen starter jeg så på min nye livsstil som ‘supermom’. Jeg har sat clockradioen til at alarmere kl. 6.15. Så har jeg ca. ½ time, inden den mindste vågner, til lige at vågne, finde mig selv og pleje mig selv. Jeg skal jo også have strøget mit tøj og lagt makeup. Men allerede dér går det galt. På en eller anden måde kommer jeg til at slukke for uret i stedet for blot at slukke for alarmen, og jeg vågner ikke, før den lille kalder inde fra sin seng. Selvfølgelig har han i dag af alle dage sovet helt til kl. 7.15, og datteren skal være i børnehaven kl. 8, da de skal i teatret. Fandens… Nå, begynderfejl. Børnenes tøj har jeg heller ikke fået lagt frem i går, så jeg griber det første det bedste og hjælper den store i tøjet til trods for mine intentioner om at gøre hende mere selvhjulpen og øge hendes selvværd. Det er der lige som ikke tid til. Jeg når lige at finde en hurtig omgang havregryn frem, som hun kan spise, mens jeg gør den lille klar. Fælles morgenmad og laden op til en dejlig dag blev det så ikke til i dag. Vi kommer hurtigt ud af døren, efter at jeg hurtigt smutter i det samme tøj som i går. Jeg overskrider fartgrænsen op til flere gange, og vi ankommer kun en anelse for sent til børnehaven, hvor alle står parat og venter. Det øser ned, og jeg har selvfølgelig glemt regntøj og gummistøvler. Måske skal jeg droppe opfordringen om at føre journal over min datters dag?

Jeg og den lille drager hjemad. Der er jo masser af huslige pligter at gå i gang med. Jeg starter med at planlægge ugens menu, dog med evindelige afbrydelser fra den 1½ åriges hærgen rundt om i huset. Jeg når kun til og med tirsdag, så beslutter jeg, at det er tid til at ordne lidt vasketøj. Jeg bærer kurven med tre maskinfulde ind i stuen og lægger tøjet pænt sammen i fine bunker på bordet. Så kommer jeg i tanker om, at jeg jo skal huske at holde kontakt til manden og skriver en mail – ”kys og kram, savner dig, du er min helt…”. Jeg vender tilbage til vasketøjet, der nu ligger spredt over det meste af stuegulvet, og drengen sidder med et stort grin på midten af spisebordet. Jeg skal lige til at hæve stemmen, da jeg mærker min indre ‘supermom’ prikke mig på skulderen og kigge på mig med hævede bryn. ”Nej, hvor er du dygtig, lille skat! Hjælper du mor med at ordne vasketøj? Hvor dejligt, at du udvikler dine sociale kompetencer”, roser jeg og begynder at lægge tøjet sammen igen. Den lille futter ind i den anden stue, og jeg er næsten nået gennem halvdelen af kurven, da jeg bemærker den ildevarslende stilhed. Ude på toilettet er han i færd med at skure toilettet, der er proppet med toiletpapir. Imaginære flammer står ud af ørerne på mig. Jeg giver op, rydder op og tager ham med op på hans værelse, hvor jeg glemmer alt om opvask, vasketøj og madplaner. Efter at have spist frokost og traditionen tro hældt sin mælk ud på gulvet bliver han puttet ud og sove i barnevognen, og så skal der knokles igennem. Jeg lægger ud med at tjekke den nyeste mode på Trendsales.dk, for jeg skal jo både være smart og chik men samtidig have styr på økonomien. Jeg synes, at jeg får rigtig meget for de 2500,-, jeg bruger. Jeg skal også huske at være en god veninde, så jeg skriver lange mails til et par veninder og mine søstre. Ah, jeg kan allerede mærke den gode stemning brede sig. Pludselig er den lille vågen, og jeg har jo ikke nået alt det, jeg havde planlagt.

Vi drager af sted for at hente storesøster, og hendes sko er næsten tørre. Så skal der købes ind, og jeg er ivrig efter at få afprøvet mine nye pædagogiske principper med ikke-voldelig og anerkendende kommunikation. Dem får jeg hårdt brug for, idet den lille ikke gider sidde i indkøbsvognen, og den store plager, først efter slik, derefter efter en bog. Jeg prøver med et ”ja, den ser også rigtig spændende ud, men du må ikke få en bog i dag”. Bliver besvaret med et ”hvorfor”, og jeg fortsætter ”jeg kan godt forstå, at du gerne vil have den spændende bog, men du får ikke noget i dag” i den mest rolige og velafbalancerede tone, jeg kan fremmane. Sådan fortsætter vi lidt endnu, alt imens den lille bliver mere og mere insisterende i sine protester, indtil jeg hører mig selv sige lidt for højt ”Fordi! Og nu stopper du altså, ellers…”. Hovsa, der stak den gamle utjekkede husmoder vist snuden lidt for langt frem, men hvor fa’en sender man ungen hen og holde timeout, når man befinder sig midt i Føtex?! Og jeg kan lige som ikke bede hende det skulende kvindemenneske ved fryseboksen om at tage over, inden jeg mister besindelsen, vel?! Jeg kalder på min indre ‘supermom’, men hun glimrer ved sit fravær. Hvor er hun, når man skal bruge hende?

Vel hjemme igen skal vi rigtig hygge med (købe)boller, te og en god historie. Jeg skal bare lige have flyttet vasketøjet, og bagefter ordner jeg opvasken fra morgenmaden og frokosten. Da jeg har læst færdigt, går jeg straks i gang med at forberede maden. Jeg opdager dog hurtigt, at jeg i al forvirringen har glemt halvdelen af de ting til den bouillabaisse, jeg havde planlagt, for ‘supermom’ laver vel god, gedigen simremad? Nå, så bliver det rugbrød. Det skulle jo også være så sundt. Så har jeg lige tid til at ordne lidt vasketøj, som igen ligger spredt ud over stuegulvet. Så kommer manden hjem, desværre har jeg ikke nået at rydde op på børnenes legetøj, og min plan om fælles oprydning slog fejl. Aftenens menu bliver ikke mødt med det store bifald, men som led i min nye stil tager jeg vel imod hans kommentar og lader mig ikke irritere. Han har selvfølgelig ikke læst min søde mail, men jeg giver ikke op, nu skal vi have den der intimitet og nærhed tilbage, også på en mandag aften. Først et beroligende bad, så en godnathistorie og så ind og puttesove med de små, og så skal vi rigtig have noget kvalitetstid. Den lille bliver bare ved med at smide sine sutter ud af sengen, og den store har fortrudt den godnathistorie, jeg har læst, og vil have en anden. Endelig ro, og så lige et par levende lys og lidt Shubert, så skal vi rigtig snakke. ”Nå, du har haft en travl dag og vil helst bare se filmen kl. 21?” Nå, jeg havde for resten også glemt at omdanne soveværelset til et boudoir, så det må blive en anden aften, jeg futter lidt op under min libido.

Post from: Momblog.dk

• * er tålmodig, altid sam-taler anerkendende og aldrig bliver vred (på den forkerte måde)
•  

Post from: Momblog.dk